Ny blogger på 180Grader: Kriminelle samfundstabere og hadprædikanter stjæler billedet fra de velbegavede og velfungerende muslimer

Mohamad El-Sayed er ny blogger på 180Grader

Claes Kirkeby Theilgaard,

12/10/2019

Mohamad El-Sayed er ny blogger på 180Grader. Han er medicinstuderende samt admin i Facebookgruppen "Muslimer i det multikulturelle og multireligiøse samfund" og er interesseret i at deltage i samfundsdebatten med særligt vægt på emner som Islam, muslimer samt Islamofobi. Derudover er han interesseret i at skrive om sameksistens på tværs af kulturer, etniciteter samt religioner.

I sit første indlæg skriver Mohamad om, hvordan de få muslimer, der er hadprædikanter, bandekriminelle og lignende, ødelægger det for det store flertal af muslimerne, som opfører sig ordentligt og bidrager til samfundet.

Langt størstedelen af muslimerne i Danmark står op hver dag for at yde en uundværlig indsats på arbejde for at give tilbage til det samfund, som har taget imod dem og deres familier. Disse muslimer afholder sig fra at begå kriminalitet, lever i sameksistens og harmoni og omgås fredeligt andre mennesker på tværs af kulturer, etniciteter samt religioner. De er aktive i foreningslivet samt udfører frivilligt arbejde. I anledning af Ramadan inviterer de gerne deres ikke-muslimske medborgere til et måltid eller til at deltage i den festlige Eid i hyggelige omgivelser suppleret med et rigt udvalg af desserter fra Mellemøsten. 

Vi bør vi ikke glemme lægen, der anstrenger sig på landets travle sygehuse, for at tage sig af de syge patienter. SOSU-assistenten, der knokler for at hjælpe til med sygeplejen samt tage sig af de ældre. Folkeskole- og gymnasielæreren, som bruger tid på at forberede sig og sikre, at landets børn og elever får det bedste ud af undervisningen. Pædagogen, der bruger alt sin energi på omsorg, pleje, opdragelse og vejledning af børnene. Sagsbehandleren, der hjælper med at rådgive de svage, syge, trængende og nødlidende til at få livet til at hænge sammen. Taxa- eller buschaufføren, som transporterer os fra de ene sted til det andet. Alle udfører de hver især et essentielt stykke arbejde, der ikke kan undværes i samfundet.

Åbenhed, imødekommenhed og dialog er vejen frem i et multikulturelt og multireligiøst samfund. Vi bør alle møde hinanden med gensidig respekt samt tolerance. Selvom vi ikke altid deler samme holdninger og er forskellige i vores tilværelse, så bør det ikke afholde os fra at blive klogere samt fordybe os i hinandens verdenssyn. Vi har alle noget fra vores arv, normer og værdier, som vi ønsker at bibeholde. I stedet for at dømme hinanden ud fra fordomme, så bør vi i stedet dømme hinanden ud fra vores handlinger som mennesker.