LEDER: Københavns Universitet har på det seneste været leveringsdygtig i en række krænkelsessager, der ved første øjekast virker som noget, der er taget direkte ud af satiresiden Rokokopostens arkiv. Først var det nogle mexicanerhatte og noget indianerudklædning, som nogle elever følte sig krænkede over. Det førte til et forbud mod den slags udklædning til universitetets fester. Så blev en underviser på universitetet kritiseret, fordi han i sine biologitimer fortalte om de ”to køn”, hvilket en række elever fandt for snævertsynet.
Nu er den så gal endnu engang: ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturforståelse opfordrer deres undervisere til at undgå at bruge kønnede ord, som f.eks. han, hun, piger og drenge, når de tiltaler deres studerende. Derfor skal underviserne på forhånd spørge hver enkelt elev, hvordan de vil tiltales.
Det er helt fint, at man fra universitets side vil tage hensyn til både den ene, den anden og den tredje minoritet. Men når det kammer over, som det nu har gjort på Københavns Universitet ad flere omgange, går inklusionen fra at være godartet til decideret skadelig.
Det bør være en selvfølgelighed, at vi alle udviser den fornødne respekt overfor minoriteter. Hvis en elev ikke vil kaldes ved kønnede pronomener, må vedkommende selv gøre opmærksom på det, og i så fald bør de andre i undervisningslokalet af helt almindelig respekt rette sig efter dette. Sådan gør en majoritet plads til, at forskellige minoriteter også kan være der: man tager bestik af og respekterer den enkeltes ønsker og giver plads til, at nogle skiller sig lidt ud fra mængden.
Men der er en verden til forskel fra almindelig respekt og inklusion og så det, som Københavns Universitet prædiker. Denne nyeste sag er blot én i en stadigt længere række af sager fra herhjemme såvel som i udlandet, der viser, hvordan folk misforstår inklusion og tolerance fuldstændigt. Universitet forsøger med påbud at tvinge en særlig opfattelse af verden nedover hovedet på alle for ikke at træde nogle minoriteter over tæerne.
Tolerance og inklusion handler ikke om at den ene, anden eller tredje minoritet kan kræve af majoriteten, at de danser efter deres pibe. Ingen minoriteter kan gøre krav på, at majoriteten underkaster sig deres verdensopfattelse og normer.
En elev med mexicansk baggrund kan ikke kræve, at alle andre elever på universitetet ikke går med mexicanerhatte til en udklædningsfest. En ikke-binær elev, der hverken vil kaldes mand eller kvinde, kan ikke kræve, at en lektor i biologi stopper med at tale om den gængse biologiske opfattelse af køn – nemlig den, hvor der kun eksisterer to. Og en ledelse på et universitet skal i hvert fald aldrig lave retningslinjer, hvor man agerer krænkelsesparate minoriteters nyttige idioter og f.eks. forbyder en bestemt udklædning eller opfordrer til, at undervisere ikke bruger kønnede ord i undervisningen.
I det åbne samfund udenfor universitetets mure findes også talrige eksempler på minoriteter, der vil have majoriteten til at rette ind efter deres dogmer og opfattelse af verden. Muhammedkrisen er et glimrende eksempel herpå. Dengang krævede mange muslimer fra både Danmark og resten af verden, at hele den øvrige danske befolkning rettede ind efter islamiske dogmer om, at man ikke må tegne profeten Muhammed.
Og idémanden bag Muhammedtegningerne Flemming Rose har i virkeligheden sagt det så skarpt, som ingen anden kan sige det, når det gælder tolerance, respekt og inklusion overfor minoriteter: ”I det omfang religioner og grupper, som jeg ikke er en del af, gør krav på, at jeg respekterer deres dogmer uden for deres hellige steder, så gør de ikke krav på min respekt, men på min underkastelse. Det er uforeneligt med et liberalt demokrati”.
Flertallet skal respektere mindretallet. Ikke underkaste sig det.
