LEDER: Det er et ildevarslende syn der møder én, når man kaster et blik ud over den borgerlige opposition i disse dage. I det, der burde være det borgerlige lederparti, lægger Lars Løkke og Kristian Jensen endnu engang arm. Det er ikke et kønt syn. Først farer Kristian Jensen frem, så bankes han på plads og ydmyges, og så må Løkke og hans kampfælle Claus Hjorth ellers selv trække lidt i land igen. I kulissen står Jakob Ellemann-Jensen på spring og i baglandet er der oprør. Partiet skulle efter sigende være splittet i tre: en tredjedel vil af med Kristian Jensen, en tredjedel vil af med Lars Løkke og en tredjedel vil ikke kun se ét, men mindst to hoveder rulle.
De andre borgerlige partier forholder sig, ganske forståeligt, skeptisk til situationen i Venstre. Liberal Alliance, Konservative, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har på tur slået korset for sig og undsagt sig en regering med den nuværende decimerede udgave af Venstre, varslet med politiske krav eller som Konservatives leder Søren Pape kommet med en faderlig opsang til sine borgerlige kolleger.
I øjeblikket er det svært at spå om, hvad der kommer til at ske i Venstre. Ude i horisonten lurer landsmødet i november og inden da et hovedbestyrelsesmøde i slutningen af denne måned. Det eksisterende lederskabs åbne sår er nu kommet til offentligt skue, og spørgsmålet er altså, om Løkke og Jensen kan slikke sårene og lappe deres ’fælles’ lederskab så tilpas meget, at partiet kan fortsætte med dem ved roret. Kan de ikke det, må en af dem skubbe den anden overbord. Lykkedes det heller ikke, må vejen frem være en ny ledelse, der ikke er fedtet ind i den gamle fløjkrig. En sådan ledelse er Jakob Ellemann-Jensen favorit til at stå i spidsen for.
Efter en lang sommerferie er regeringen endelig trukket i arbejdstøjet. Det er på tide, at oppositionen følger trop. Uanset, hvordan Venstre vil tage sig ud efter en omgang hårdt tiltrængt topbeskæring, er der akut behov for, at det interne opgør bliver lagt på hylden, at den fælles borgerlige kamp mod regeringen sættes i højsædet og at Venstre igen tager rollen som borgerligt lederparti på sig.
Den borgerlige opposition er splittet til en grad, hvor den er næsten ikke-eksisterende – i hvert fald som samlet blok – og det er op til Venstre at samle stumperne og stykke dem sammen til en velfungerende opposition, der kan skubbe Danmark i en borgerlig retning.
