Anmeldelse: Yahya Hassan 2 er et vidnesbyrd fra overhalingsbanen og en fuckfinger til etablissementet

Yahya Hassans nye digtsamling er lovløs som forfatteren selv. Den er en hybrid mellem det skarpe og det barnlige, det etablerede og det løsslupne – og derfor fuldkommen læsværdig.

I 2015 boede jeg i Århus. Der så jeg optil flere gange Yahya Hassan komme gående gennem midtbyen i jakkesæt; bordeaux eller mørkeblåt, det stod ud fra mængden ligesom digteren selv. Yahya Hassan kom på alles læber i 2013, da han debuterede med digtsamlingen der bar hans navn som titel. Han blev omfavnet af kultureliten, klædte sig som kultureliten, vendte den ryggen alt imens joints og skarpladt ammunition blev en større del af hans offentlige image. Turen gik fra ’Præmieperker’ til ’Psykoseperker’ - den deroute blev alle som fulgte ham vidner til.

Der er blevet tænkt og skrevet meget om Yahya Hassan siden hans debut. Hans nye bog, Yahya Hassan 2, er de svar, alle har ventet på. For hvad skete der i de seks år der gik mellem de to udgivelser? Flere nåede at vædde på, at han var helt færdig med at digte. Men det er han langt fra – tvært imod.

Den nu 24-årige århusianer har voldtaget, skudt og plyndret. Han har inddelt sin digtsamling i fire dele, hvoraf den sidste – PSYKOSEPERKER – skal forestille at afbillede den nærmeste datid. En verden med bæltefiksering, hvor han har ”plaffet og er blevet straffet” og har ”grund til at spille smart”. Arrogance, status og attitude går hånd i hånd med psykosen. Men Hassan har haft ordene og digtene med sig hele vejen igennem.

Nyskabende Hassan

Nogle af digtene er perler, nyskabende og rablende. De stikker syleskarpt ind i forskellige debatter: flygtninge, integration, Israel-Palæstina konflikten og krigene i Mellemøsten er selvfølgelig iblandt. De gør det Yahya Hassan er god til: at skabe kunst der ikke lægger fingre imellem, kunst der forstår både at være gennemarbejdet på det æstetiske plan, og opildne til debat samtidig. Andre af Hassans digte er mere trivielle, nogen er direkte barnlige. Han eksperimenterer med rim, hvilket vel nok er ret atypisk for en moderne digtsamling. Eksempelvis i digtet ’SKUDT’.

JEG SAGDE SMUT

MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT

OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT

DET HAR JEG IKKE FORTRUDT

SELVOM DET ER FORBUDT

AT PRUTTE MED KRUDT

Først sad jeg og grinede lidt for mig selv, over det fjollede ved digtet. Det er svært lige at vænne sig til og i det hele taget tage seriøst. Er det Halfdan Rasmussen for voksne eller hvad? Men hvis nogen kan afklæde læseren den naturlige skepsis ved rimeriet, så er det Yahya Hassan. Den vekslen mellem det hårdhudede og det barnlige, det psykotiske og det intellektuelle der er på spil i digtsamlingen, skaber en helt utrolig dynamik. Hassan skubber vores opfattelser af, hvad der er en god digtsamling. Han giver en fuckfinger til det litterære etablissement og giver en troen på, at digtsamlinger ikke kun behøver at være for speltsegmentet og alle med et Politiken Plus kort.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere