Tyrkisk rapport: Danmark er et islamofobisk land

Rapporten, der er udført af en tyrkisk tænketank med tråde til den tyrkiske præsident Erdogan, er finansieret af EU. I rapporten lyder der blandt andet en kritik af, at der i Danmark hersker "krænkende holdninger" og udføres "ekskluderende politiske kampagner" rettet mod herboende muslimer og at Danmark som hele vurderes til at være islamofobisk. Derudover kritiseres Danmark i rapporten for manglende demokrati.

I rapporten hænges Danmark ud som et "etnokrati", altså et land, hvor én etnisk gruppe har magten og styrer over og undertrykker andre etniske grupper.

Det skriver Jyllands-Posten.

Navnet på rapporten er ”European Islamophobia Report 2018”, og formålet med den skulle angiveligt være at styrke dialogen mellem Europa og Tyrkiet. Det er tænketanken Seta, der står bag. Det er en tænketank, der er notorisk kendt for sit tætte forhold til den tyrkiske præsident Erdogan. Flere ansatte eller tidligere ansatte i tænketanken har personlige bånd til præsidenten.

EU har betalt godt 1 million kroner for rapporten, og det møder nu kritik fra blandt andet udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

"Nej, det er helt galt, og jeg bliver faktisk virkelig vred over det. Selvfølgelig skal EU-midler ikke bruges til at finansiere en tyrkisk ngo’s rapport om islamofobi i Europa, herunder i Danmark. Det skal vi ikke finde os i", skriver ministeren i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.

Også Peter Kofod, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, kritiserer rapporten. Han mener desuden, at EU bør melde klart ud overfor Tyrkiet, at landet aldrig bliver en del af unionen.

"Det er jo en skandale, at EU-systemet finansierer den slags fuldstændig vanvittige ting med de penge, Tyrkiet får for formelt at blive gjort klar til at blive et medlemsland", fortæller han.

1 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere