Indvandrere og efterkommere i flertal på 14 af landets gymnasier

Tidligere i år skabte det debat, da undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil meldte ud, at hun ønskede et loft på andelen af elever med and...

Claes Kirkeby Theilgaard,

25/10/2019

Tidligere i år skabte det debat, da undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil meldte ud, at hun ønskede et loft på andelen af elever med anden etnisk baggrund på landets gymnasier. Ministeren fortalte i forbindelse med udspillet, at hun ikke mente, at der bør være mere end 30% med anden etnisk baggrund på nogle uddannelsesinstitutioner i Danmark. Nye tal fra Danmarks Statistik viser dog, at flere gymnasier rundt omkring i landet langt overstiger grænsen på 30%.

På 14 gymnasier er unge af dansk oprindelse i mindretal, viser tallene fra Danmarks Statistik. Størst er flertallet af unge med anden etnisk baggrund på Høje Taastrup Private Gymnasium, hvor hele 87,6% af eleverne har en anden oprindelse end dansk.

Flest gymnasier med overvægt af elever med anden etnisk baggrund i hovedstadsområdet

Det er især i hovedstadsområdet, at der er gymnasier med overvægt af indvandrere og efterkommere, og således kommer Akademisk Studenterkursus på Nørrebro i København på en andenplads med 85,7% af eleverne, der har anden etnisk baggrund. I alt huser Region Hovedstaden 11 ud af de 14 gymnasier, hvor der er et flertal af elever med indvandrerbaggrund.

Udviklingen skyldes, at stadigt flere indvandrere og efterkommere får plads på landets gymnasier. Fra 2005 til 2018 er andelen af indvandrere og efterkommere, der kommer på gymnasiet, steget fra otte til tolv procent.

DF: Sørgelig udvikling

Overfor B.T. udtaler Dansk Folkepartis integrationsordfører Marie Krarup sig om udviklingen, som hun beskriver som ”sørgelig”.

”Man kan ikke stoppe det her problem. Men man kan forsøge at udbedre det. Først og fremmest bør man stoppe indvandring helt. Men ellers vil det være en idé, som vi har foreslået, at inddele gymnasierne i forskellige distrikter, så det er nemmere at få blandede elevgrupper”, udtaler hun til B.T.

Socialdemokratiet: Der gemmer sig også en positiv historie i udviklingen

Socialdemokratiets undervisningsordfører Jens Joel er enig med Marie Krarup i, at det er en problematik, man skal tage hånd om. Han henviser til et loft over andelen af elever med anden etnisk baggrund end dansk som en løsning.

”Det er bekymrende, at der er skoler, som er så opdelte. Vi ønsker ikke et parallelt skolesystem. Derfor har vi også fokus på, at der maks må være 30 procent elever med en anden etnisk herkomst end dansk på de danske gymnasier”, siger han til B.T.

Samtidig understreger Jens Joel, at der også gemmer sig en positiv historie i udviklingen.

”Der er en positiv historie i, at en masse med anden etnisk baggrund end dansk kommer ud i gymnasierne”, uddyber han til B.T.

Kilde: