Med Danmarkshistorie leverer DR for en gangs skyld noget for licenspengene. Og formatet på 55 minutter om ugen er måske ikke til revisionistisk historieforskning, hvilket kan undskylde, at man er meget stormasket i sin formidling.
Men ikke desto mindre, giver serien, som her ved Søren Pind, anledning til reflektion og kritik.
Og Pind's kritik af DR er som sådan berettiget - med min ovenståene format-problematisering in mente.
Desværre lider Søren Pind selv lidt at tunnelsyn, når han (kun) kritiserer Stauning (eller DR's fremstilling af Stauning), når det kommer til en reflektion over tiden op til - men navnlig selve - besættelsen.
For nok var der en massivt forfejlet forsvarspolitik i Danmark, ja faktisk fra 1864 og frem.
Men under selve besættelsen - alle fem år - er der en bemærkelsesværdig mangel på selvransagelse, navnlig i Socialdemokratiet og Venstre (Radikale er jo uden for pædagogisk rækkevidde, så dem gider jeg ikke engang bruge tid på).
For "de fem forbandede år" var en efterrationaliseret selvforblændelse. Danmark havde haft en ualmindelig let besættelsestid, og for at fortrænge dette faktum, jamrede man op om tysk undertrykkelse, terror, deportationer og almindelig nød, sult og mangel, og det begyndte allerede med propagandaen fra London, som helst skulle få danskerne til at indse, at det var en dårlig idé at samarbejde med tyskerne.
For samarbejde gjorde vi. I stor stil. Anders Fogh var hurtig til at kritisere "samarbejdspolitikken" og "samarbejdsregeringen". Men han kunne ved samme lejlighed have kritiseret "samarbejdsfolket". Især dem fra egne rækker.
Venstrebønderne scorede nemlig formuer på den almindelige knaphed og den nye storkunde: Besættelsesmagten. Alt hvad landmændene kunne lave af kød, smør, mel og gryn kunne afsættes, hvidt eller sort, til store penge.
Samtidig var en lang række virksomheder leverandører til tyskerne, hvadenten de vidste det eller ej.
Og arbejderne stillede gladeligt op, når der skulle bygges atlantvold, flyvestationer og vejanlæg, og fik en høj løn.
Schalburtage, HIPO osv. var alvorlige onder, især i byerne. Men ser man nærmere på "heltene", dvs. byernes modstandsfolk, så var der lige så ofte tale om kriminelle bander, som under dække af modstandskampen, gennemførte en række interne opgør og almindelig berigelseskriminalitet. Gu' var der helte iblandt. Men der var også mange skurke.
Beviset herfor skal ses i dels den sene aktivitet i modstandsbevægelsen (1943, reelt fra 1944), dels den efterfølgende politiske beskyttelse af stikkerlikvideringerne, som Frode Jakobsen ikke mente burde være genstand for efterforskning. Reelt fordi det ville have afsløret, at store dele af modstandsbevægelsen (navnlig i storbyerne) ikke var de fromme, ideologiske og selvopofrende lam, som historien helst skulle beskrive, af hensyn til den fælles fortælling.
Disse forhold kunne man i en Danmarkshistorie ift. besættelsen, forsøge at italesætte, og gerne diskutere i f.eks. indlæg som Pind's. Men det kræver selvfølgelig, at man tager sin selv- og partiopfattelse op til revidering. For hvad er dansken egentligt for en størrelse? Var vi modstandsfolk, alle som én - med nogle ganske få, intellektuelt ubemidlede som undtagelse.
Eller var vi opportune eller grådige eller ligeglade? Eller realister? Hyppede vi ikke bare vore egne kartofler?
Som en sidebemærkning, få fik de tyske tropper en "manual" uddelt, inden de besatte et land, som fortalte dem noget om de mennesker de nu kom til at møde.
I manualen vedr. Danmark stod der bl.a. at "Dansken er samarbejdsvillig, så længe man ikke tager hans bekvemmeligheder fra ham."
Og man må sige, at tyskerne havde læst danskerne fuldstændig rigtigt. Vi skulle nok gøre arbejdet, såfremt vi blev betalt og behandlet ordentligt. Vi er ikke et folk, som arbejder hurtigere, fordi vi får tæsk. Vi skal bare betales.
