Topchefer afblæser frygt for recession

I går udkom Nationalbanken med en analyse, der vurderede riskoen for en europæisk økonomisk nedtur at være 35% indenfor det næste års tid 65% inden...

Claes Theilgaard,

16/08/2019

I går udkom Nationalbanken med en analyse, der vurderede riskoen for en europæisk økonomisk nedtur at være 35% indenfor det næste års tid 65% indenfor de næste to år. Samtidig advarer både Nationalbanken og flere storbanker om en stigende risiko for en global recession som den, vi oplevede med finanskrisen i 2008. Men nu går en række topchefer ud med en melding, der står i skarp kontrast til den vurdering, som Nationalbanken og flere storbanker har præsenteret. Finans.dk har talt med topcheferne for Mærsk og ISS:

»Jeg tvivler på, at det bliver en verdensomspændende recession,« lød det fra Søren Skou, adm. direktør i A.P. Møller-Mærsk, på et pressemøde torsdag. 

Han forventer heller ikke, at en økonomisk nedtur rammer USA i år eller til næste år – eller i mange af de øvrige verdenshjørner.

»Det er svært at forestille sig, at vi kommer ud i en recession i Asien for eksempel eller i udviklingslandene, så længe olieprisen osv. opfører sig nogenlunde fornuftigt. Mon ikke også Europa trods alt, selvom det er en meget lav vækst, vil fortsætte med at have vækst. Det vil jeg forvente,« siger Søren Skou.

Han bakkes op af Jeff Gravenhorst fra ISS, der lige som Mærsk opererer med en verdensomspændende forretning, og som tager bestik af kundernes aktiviteter.

»Det er ikke specielt smart, det der bliver sagt og gjort i øjeblikket med hensyn til handelskrigen. Vi har ikke brug for den usikkerhed, men jeg kan ikke se, at vi decideret kommer i en recession,« siger han.