Ole Krarup skriver i del 6 af sin indlægsserie "Økonomi for venstrefløjsere" om, hvorfor socialistisk centralstyring er dømt til at gå galt.
Socialisme virker ikke. Vi kender allesammen skrækeksemplerne - hungersnød som følge af landbrugskollektivisering og kilometerlange køer af sovjetborgere, der venter på basale ting som toiletpapir. Men hvorfor er det helt præcist, at det uden afvigelse går ad Pommern til, når socialister prøver at planlægge et lands økonomi? På overfladen lyder det jo meget logisk, at et komplekst system bør planlægges centralt, så det ikke løber løbsk. Alligevel lader ekstreme forhold at være langt mere almindelige der, hvor "eksperter" bestemmer, hvad folk skal foretage sig. Hvorfor?
Økonomen Ludwig von Mises var den første til at beskrive "vidensproblemet". Overvej dette enkle spørgsmål:
"Hvor meget brød skal der bages i et land?"
For at en sovjetisk partikommissær eller en pæredansk djøffer kan afgøre dette spørgsmål (uden at der bages så lidt, at der opstår mangel, eller så meget, at de mugner før folk kan spise dem), har de brug for nærmest guddommelig alvidenhed. De skal estimere samtlige indbyggeres behov for brød og ud fra dette tal afgøre, hvor meget af hvilke ingredienser, der skal fremstilles. Hvor meget landbrugsjord skal der bruges på at dyrke hvede sammenlignet med rapsolie eller foderstof til køer, hvis mælk er essentielt i visse typer bagværk? Hvor mange bagere skal der ansættes? Hvordan sørger vi for, at tallet ikke er så højt, at der bliver for få landbrugsarbejdere eller fabriksarbejdere til at samle ovne? Hvor mange af dem har vi i øvrigt brug for, og hvor meget jern skal bruges på selve ovnene, så vi stadig har nok til at lave lastbiler, der kan fragte ingredienserne og det færdige brød rundt i landet? Skal vi satse på få, store lastvogne eller flere små? Hvor mange chauffører skal vi bruge, o.s.v., o.s.v.?
