Karen Frese skriver i et nyt blogindlæg på 180Grader om samtykkelovgivning og hvorfor det kan være et godt middel til at bekæmpe voldtægter.
Undersøgelser fra Justisministeriet skønner, at der begås 5400 voldtægter om året, og der findes tal, der desværre er mere skræmmende. 5400 ofre. 5400 mennesker der får vendt deres liv og verdenssyn vendt direkte på hovedet. Og ikke mindst mindet 5400 voldtægtsforbrydere, der skal straffes. Sandheden er bare, at en forsvindende lille del af disse forbryderede nogensinde ser indersiden af en fængselscelle. Omkring 900-1000 voldtægter bliver anmeldt hvoraf under 100 personer faktisk dømmes.
Men hvordan kan det hænge sammen? Voldtægtssager kan være meget svære at dømme, fordi de fysiske beviser ofte ikke findes. Der er sjældent en stor håndfuld vidner. Ofte er voldtægtssager forbundet med stor skam, fordi offeret ofte møder spørgsmål som “Hvad havde du på?”, “Havde I flirtet i løbet af aftenen?” og “Hvordan kan man blive voldtaget af sin kæreste?”. Disse spørgsmål misplacerer skyldsspørgsmålet helt og aldeles, fordi offeret tillægges at have haft en adfærd, der ledte til voldtægt. Det er fuldstændig absurd.
Statistikkerne skriger på handling, og ofrene skriger på retssikkerhed. Et stort skridt i den rigtige retning vil være en samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Denne type lovgivning vil ændre lovteksten fra at fokusere på, om der blev sagt nej, gjort fysisk modstand og om offeret var ude af fysisk stand til at sige fra til at omhandle samtykket. Blev der sagt ja? Var det frivillige parter, der deltog? Deltog alle parter? En samtykkelovgivning vil anskue voldtægt som noget, hvor man ikke har sagt ja og ikke kun som noget, hvor man har sagt nej. Mange ofres reaktion er den umiddelbare “frysning”, hvor man ikke reagerer fysisk eller verbalt - ofte grundet frygt.
