Joachim B. Olsen vender tilbage til Christiansborg

Joachim B

Claes Kirkeby Theilgaard,

26/11/2019

Joachim B. Olsen var en af de profiler fra Liberal Alliance, der ikke opnåede genvalg ved folketingsvalget tidligere i år. Men alligevel vender han nu tilbage til Christiansborg.

LA-profilen har fået fuldtidsjob som politisk konsulent i Liberal Alliance politisk-økonomiske sekretariat på Christiansborg og skal fremover være med til at kæmpe LAs "overlevelseskamp", som han selv formulerer det.

Det skriver Berlingske, der har talt med Joachim B. Olsen om hans nye job.

I sit nye arbejde skal Joachim B. Olsen særligt bistå partileder Alex Vanopslagh, men vil på daglig basis samarbejde med hele folketingsgruppen, der efter Simon Emil Ammitzbøll-Billes exit i alt består af tre mand. 

Blandt andet skal han stå for en mere langsigtet politikudvikling og komme med indspark til diverse aktuelle forhandlinger.

Joachim B. Olsen fortæller, at han har fået tilbud om at lave en række forskellige andre ting. Han mener dog, at Liberal Alliance er et så vigtigt projekt, at det er her, han vil lægge sine kræfter.

"Partiet er i en overlevelseskamp – det er virkeligheden. Men det er også derfor, jeg er her. Hvis jeg på nogen måde kan bidrage til, at LA kommer tilbage, vil jeg gerne det. Og jeg mener, at det er utroligt vigtigt, at LA kommer tilbage", siger han til Berlingske.

Han kalder desuden Liberal Alliance for "Danmarks eneste konsistente liberale parti".

Joachim B. Olsen fortæller til Berlingske, at han bliver modregnet i det eftervederlag, han som tidligere folketingsmedlem har ret til, idet han er ansat på fuldtid og får løn for sit nye job.

Kilde: