Forskning: Folkeskolelærere vil hellere have Mathias end Yousef som ny elev i deres klasse

Lærere i folkeskolen diskriminerer elever med mellemøstlige navne

Claes Theilgaard,

05/03/2019

Lærere i folkeskolen diskriminerer elever med mellemøstlige navne. Sådan lyder en af konklusionerne i et forskningsprojekt bestående af fire studier fra TrygFondens Børneforskningscenter, der netop er blevet offentliggjort i det internationale videnskabelige tidsskrift Journal of Public Administration Research And Theory. Det er første gang, at diskrimination af elever i den danske folkeskole undersøges.

Undersøgelsen konkluderer samtidig, at lærerne ikke er racistiske, men at arbejdspres får dem til at foretrække at få Mathias ind i deres klasse frem for Yousef i en situation, hvor et nyt barn skal begynde i klassen.