På Strandvejen tæt ved Hellebæk ligger en smuk rødstensvilla med en betagende udsigt over Øresund. Her har et ægtepar indrettet en B&B, et galleri og en restaurant. Nogle medlemmer af indvandrerbanden Loyal to Familia (LTF) fik øje på herligheden og mente, at ægteparret var passende ofre for afpresning i form af beskyttelsespenge.
Værtsparret nægtede at betale, hvorefter LTF´erne i juli 2016 udsatte ægteparret for et brandattentat ved at kaste molotovcocktails mod huset og gennem vinduerne. Det lykkedes heldigvis ægteparret at slippe uskadt fra brandfælden, og gerningsmændene blev pågrebet.
Fra ugerningen og til sagen kom for retten gik ca. 2½ år. Her blev retsmødet dog udsat på grund af manglende fremmøde. Så gik der yderligere knap 1 år før retten fandt, at det igen var tid til at fremstille de tiltalte for samfundets knusende retsmølle. Nu er dommen faldet. Den lyder på grund af den lange sagsbehandlingstid på betinget fængsel – det vil sige intet fængsel - samt en erstatning, som med stor sandsynlighed ikke kan inddrives.
Dommen er det samme som ingen verdens ting, en hån mod ofrene og et slag mod forestillingen om, at vi i Danmark har en retsstat, der evner at beskytte lovlydige borgere mod kriminelles hærgen og undertrykkelse. De dømtes smil må med god grund have været brede ved domsafsigelsen. Og den ene af de dømte har da heller ikke spildt tiden mens sagen har stået på, men sidder nu varetægtsfængslet for et skyderi.
Den milde dom er - foruden den lange sagsbehandlingstid – stærkt problematisk set i lyset af, at Folketinget har vedtaget skærpede straffe ved banderelaterede gerninger. Men dette kan umuligt have været med betragtningen i dommen fra Hellebæk. For samlet set sender dommen et signal til både samfund, gerningsmænd og andre kriminelle elementer om, at retsstaten har spillet fallit.
Forslag om flere ressourcer til politi og retsvæsen, kan forekomme at ligge lige til højrebenet. Men dette kan umuligt være det enkelte svar på problemerne, eftersom bemandingen indenfor begge områder er vokset markant over de seneste årtier. Der må altså være sket en forringelse af produktivitet og effektivitet i hele denne sektor, som kræver en politisk forklaring.
Den omfattende og centraliserende reform af rets- og politikredse i 2007 blev ellers begrundet med effektivisering, hurtigere ekspeditionstid, mere politi på gaderne, større retssikkerhed og hvad man ellers kunne hitte på af synergieffekter. Men her 12 år efter forekommer det, at reformen ikke virkede efter hensigten da de ønskede resultater udeblev. Var centraliseringen en vildvej, og er fornyet decentralisering er en del af løsningen? Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at en vigtig del af forklaringen på retsstatens fallit ligger i den uansvarlige udlændingepolitik, der føres, hvor kriminelle udlændinge får chancen igen og igen uden at blive udvist, og hvor man fra politisk hold krampagtigt fastholder fortsat indvandring via asyl og familiesammenføring fra lande, som er voldsomt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Dette er naturligvis og i høj grad med til at sætte politi og retsvæsen under et urimeligt pres.
Det er helt uacceptabelt og det er en farlig udvikling når retsstaten ikke fungerer efter hensigten - og når det politiske system ikke reagerer. Retsstaten - og ikke mindst tilliden til retsstaten - er fundamentet under et civiliseret samfund og dens fornemmeste opgave må være at sikre sine borgeres tryghed og sikkerhed. Det er på høje tid, at et flertal af politikerne gør sig denne opgave pinligt bevidst. Og det er på høje tid at de reagerer.
