Med den nyligt indgåede finanslovsaftale har vi fået centralt fastsatte minimumsnormeringer fuldt indfaset i 2025, men det vil ikke kunne mærkes på serviceniveauet sammenlignet med i dag. Til gengæld har vi svækket den lokale indflydelse på et område hvor netop den lokale forankring er afgørende. Minimumsnormeringerne er i høj grad symbolpolitik – et symbol på et nederlag for lokaldemokratiet og en sejr for centralismen – og samtidig må man frygte at der venter mere af den slags.
Statsligt fastsatte minimumsnormeringer må i sin natur, hvis økonomisk ansvarlighed spiller den mindste rolle, være netop ganske minimale og læser man finanslovsaftalen er dette netop tilfældet.
Finanslovsaftalen tilsiger 3 børn pr. voksen i vuggestuer i 2025 og til sammenligning har 32 kommuner i dag (2018-tal) en højere eller tilsvarende normering samtidig med at mindst 25 kommuner kun vil opleve en normering der øges minimalt. Kun i Jammerbugt kommune (4,1) vil en højere normering skulle opgøres i andet end decimaler.
For børnehavebørn tilsiger finanslovsaftalen 6 børn pr. voksen i 2025 og 39 kommuner har i dag en normering der er højere eller på niveau, og mindst 9 kommuner vil kun opleve en normering der øges minimalt. Kun 3 kommuner – Skive (7,1), Faxe (7,4) og Jammerbugt (8,2) - vil skulle opgøre deres højere normering i andet end decimaler.
Samlet set bliver normeringen ikke øget nævneværdigt i de fleste kommuner som følge af minimumsnormeringerne, og det skal understreges at minimumsnormeringerne først er fuldt indfaset i 2025. Til gengæld koster det ny indførte statslige princip på den lokale indflydelse for lokalpolitikerne og de enkelte daginstitutioner, og for at forstå dette bør man overveje hvorfor ansvaret for området i første omgang er placeret hos kommunerne. Det giver nemlig rigtig god mening, og viser hvorfor det er uheldigt med statslig indblanding heri.
I Danmark er det besluttet at børnehaver og vuggestuer finansieres af skatteyderne og leveres af det offentlige, og i så henseende er det vanskeligt, at komme i tanke om et område der mere naturligt end dette hører hjemme hos kommunerne, særligt når det gælder normeringen.
Sagen er nemlig den at der er store lokale forskelle iht. beboersammensætning mv. kommunerne imellem, og internt i de enkelte kommuner fra område til område – fra institution til institution. Der er eksempelvis stor forskel på en kommune som Odense og Lyngby-Taarbæk – først og fremmest iht. geografisk størrelse og antal indbyggere. Det betyder så samtidig, alt andet lige, at Odenses forskellige bydele vil være mere forskelligartede – eksempelvis har Vollsmose nogle helt særlige udfordringer sammenlignet med andre bydele i Odense. Samlet set betyder det at den lokale forankring er helt afgørende særligt iht. den retmæssige normering i den enkelte kommune og den enkelte institution.
For et øjeblik kunne vi forestille os det modsatte – altså at staten definere en normering som så er gældende i samtlige 98 kommuner. Folketingspolitikere og statslige embedsmænd er ikke, i denne kontekst, lokalt forankret og derved ville vi få en one size fits all model som både iht. serviceniveau og økonomi vil være ganske uhensigtsmæssig. Nogen kommuner/institutioner vil have en overkapacitet og andre vil have en underkapacitet netop fordi der er store lokale forskelle. I dette tilfælde har staten alene fastsat en minimumsnormering, men når først princippet om at staten kan definere normeringer er indført er der principielt intet til hinder for at staten på sigt kan indføre eksempelvis maksimumsnormeringer af økonomiske årsager.
Bundlinjen er altså således, at få vil opleve en højere normering i 2025 som følge af de statsligt fastsatte minimumsnormeringer, og derfor er der – uanset hvor meget SF prøver at oversælge tiltaget – tale om en symbolpolitisk handling, men det er et symbol på endnu en centralisering af indflydelsen fra det lokale niveau til Slotsholmen og det på et område hvor den lokale forankring er helt afgørende. Selve princippet er en glidebane og man kan kun frygte hvad der venter forude med en regering der fortsat skal hente støtte fra to partier – et kommunistisk og et socialistisk – hvis ideologiske DNA tilsiger (mere) statslig centralisering. Statslige minimumsnormeringer er symbolpolitik – et symbol på et svækket lokaldemokrati.
