Poul Nielson, Lars Løkke Rasmussen og andre politikere med dobbeltjob
Den 31. januar 2020 kan Ritzau oplyse, at Socialdemokratiet mener, at det er problematisk, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen skal være rådgiver i et advokatfirma, mens han modtager fortrolige oplysninger og påvirker lovgivningen som folketingsmedlem.
Socialdemokratiet vil tage Lars Løkke Rasmussens dobbeltrolle op i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen.
Korruptionsrapport: Danmark skal vogte sig for svingdørspolitikere og lobbyister
Egentlig ligger Danmark i den absolutte top, når det gælder antikorruption. Men alligevel kunne Berlingske Tidende i september 2019 oplyse, at Europarådet mente, at vi skulle passe på ”svingdørspolitikere” og samarbejde med lobbyister.
Tilliden til politikere og embedsmænd udfordres bestandigt, og realiteten er, at danskerne ikke har særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.
Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.
Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!
Udover den aktuelle sag med Lars Løkke Rasmussen har en lang række bestyrket mistilliden og givet anledning til debat om habilitet, karens- og afkølingsperioder samt lobbyisme:
Poul Nielson
Den tidligere socialdemokratiske Energiminister, Poul Nielson, var fra 1986 medlem af Folketinget, medlem af bl.a. Folketingets Energipolitiske Udvalg og energipolitisk ordfører for Socialdemokratiet, men samtidig direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds underafdeling, LD Energi, og medlem af en række bestyrelser i energisektoren, herunder Vestas. De mange kasketter gav anledning til overvejelser om reglerne for Folketingsmedlemmers habilitet, men Nielsons aktiviteter blev først indstillet, da han i september 1994 blev udnævnt til udviklingsminister i Nyrup-regeringen.
Lars Christian Lilleholt
Kort tid efter at Lars Christian Lilleholt fra Venstre efter valget i juni 2019 stoppede som Energi-, klima- og forsyningsminister blev det oplyst, at han havde fået en post i bestyrelsen hos affaldskoncernen Marius Pedersen, der har hovedsæde i Ferritslev på Østfyn og beskæftiger 4.700 personer i Danmark, Tjekkiet og Slovakiet.
Oplysningen var ikke overraskende – allerede i ministertiden blev Lilleholt kritiseret for sit nære forhold til den fynske energisektor, han tidligere havde været ansat i.
Karsten Hønge
Et andet nyere eksempel er den fynske SF-politiker Karsten Hønge, der blev opstillet til europaparlamentsvalget for at sikre nok stemmer til et mandat til 74-årige Margrete Auken. Men et godt valg gav et ekstra mandat til Hønge.
Karsten Hønge og ledelsen i SF har valgt at afvise det ansvar, som 19.687 vælgere betroede Hønge med deres personlige stemme på ham. Mandatet giver Hønge videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, selv om han tidligere har sagt, at han ville tage til Bruxelles, hvis han blev valgt:
”Så bliver jeg medlem af EU-Parlamentet, og så går jeg ud af Folketinget. Det er klart”, sagde han i juli 2018 til Politiken.
Vælgerne var tilsyneladende ligeglade. I hvert fald blev Karsten Hønge ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 genvalgt.
Når politikere og embedsmænd pludselig vil noget andet
Efter nogles opfattelse, er det langt værre, når en folkevalgt politiker pludselig smider hvad han har i hænderne, til fordel for en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv, han ellers har ført tilsyn med!
Hvis en minister eller anden central beslutningstager har ambitioner om et velbetalt og sikkert job i den private sektor, kan der være fare for, at vedkommende tager – eller undlader - at tage initiativer af hensyn til den kommende karriere.
Brian Mikkelsen
Brian Mikkelsens pludselige afgang som erhvervsminister midt i hans valgperiode har givet anledning til debat om, hvorvidt det er acceptabelt, at en minister går direkte over i en privat interesseorganisation. I dette tilfælde Dansk Erhverv.
Det har især vakt opmærksomhed, fordi man mente, at Brian Mikkelsen, der er uden åbenlyse kvalifikationer, kun ville være af værdi for Dansk Erhverv i kraft af den viden, som han har erhvervet som erhvervsminister, til gavn for snævre erhvervsinteresser i stedet for almenvellet.
I visse andre lande har man karantæneregler, således at man først kan foretage et sådant spring, når ministerens insiderviden er blevet forældet.
Brian Mikkelsen er ikke den eneste, der er gået til en privat interesseorganisation. Men han er den, som indtil nu har foretaget det mest direkte spring til en interesseorganisation, som stod direkte over for hans hidtidige ministerium.
Søren Gade og Karen Hækkerup
Tidligere har Søren Gade (V) og Karen Hækkerup (S) efter tur foretaget et spring fra en ministerpost til direktørposten i Landbrug & Fødevarer. Gitte Lillelund Bech (V), der var tidligere forsvarsminister (2010-2011), udtrådte i 2013 af Folketinget for at blive lobbyist i det fra Falck-sagen berygtede kommunikationsbureau, Advice, med den opgave at skaffe kunden Eurofighter en milliardordre om at levere nye kampfly til Danmark.
Bjarne Corydon
Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Siden er han overraskende blevet chefredaktør på dagbladet Børsen.
Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea. Også han er gået videre - fra 1. september 2016 har han været koncerndirektør i Nykredit.
Lars Løkke Rasmussen og Brian Mikkelsens og andre markante karriereskift burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum.
Johanne Schmidt-Nielsen
Andre nyere eksempler på politikere, der har taget springet fra Christiansborg til det private, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der for nylig blev generalsekretær for Red Barnet.
Maria Reumert Gjerding og Morten Kabel
Inden da, havde Enhedslistens Maria Reumert Gjerding taget turen til Danmarks Naturfredningsforening, mens hendes partifælle, tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabel, kunne benytte sine kontakter i Københavns Kommune i sit nye job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.
Klausuler
Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.
I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende. Meget betegnende er problematikken ikke berørt på de Bornholmske Folkemøder, hvor befolkningen gennem teltfligene ellers kan få et lille indblik i den medieorganiserede forbrødring mellem den politiske elite og erhvervslivets og interesseorganisationernes top.
Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?
Kan afkølingsperioder mindske et demokratisk problem?
Den gyldne svingdør mellem Christiansborg og lobbyistbranchen har for både politikere og politiske rådgivere været i sving efter folketingsvalget den 5. juni.
Det er ikke ligegyldigt hvilken beskæftigelse politikere søger, efter at de frivilligt eller ufrivilligt forlader en politisk post.
Tendensen til at søge over i lobbyvirksomhed er meget uheldig i en tid med voksende mistillid til politikerne. Det er simpelthen med til at forstærke billedet af en magtelite, der lukker sig om sig selv, bor de samme steder og mener stort set det samme.
I Danmark er egentlig korruption heldigvis forholdsvis sjælden, selvom der er tegn på, at problemet er mere omfattende end hidtil antaget. Til gengæld accepterer vi en meget omfattende og aggressiv lobbyvirksomhed. Spørgsmålet er, om den stigende lobbyvirksomhed blandt ekspolitikere ikke er en form for ”blød korruption”, som de fleste andre EU-lande har regler imod?
I Tyskland har eliteforskeren, Michael Hartmann, Professur für Elite- und Organisationssoziologie ved Institut für Soziologie ved Technische Universität i Darmstadt, påpeget at mangel af karens- eller nedkølingsperioder kan udgøre et demokratisk problem. Uden nedkølingsperioder er der større risiko for en uheldig sammensmeltning af den politiske elite og erhvervslivets elite, der kan betyde, at den almindelige befolkning ekskluderes fra centrale politiske processer.
I Danmark er det i flere magtudredninger dokumenteret, at en magtelite bestående af folk fra erhvervsliv, politik, fagbevægelse og det akademiske miljø har en disproportional stor indflydelse på den førte politik på bekostning af almindelige borgerne.
Nedkølings- eller karensperiode i EU
I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.
Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.
I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.
I Storbritannien og Norge er afkølingsperioden for afgående ministre og statssekretærer, som søger mod den private sektor og lobbyorganisationer på et-to år, mens den i Frankrig er helt op til tre år.
Nye krav om karensperioder på vej i USA
I USA har Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” vil indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump vil også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.
Kontroversielle eksempler i Danmark
Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste.
Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:
- Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri
- Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers
- David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea
- Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet
- Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer
- Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global
- Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse
- Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen
- Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)
- Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey
- Helle Thorning-Schmidt gik fra statsministerposten til Save the Children International
- Brian Mikkelsen går fra Erhvervsministeriet til Dansk Erhverv
- Maria Reumert Gjerding gik fra Folketinget til præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
- Teknik- og miljøborgmester Morten Kabel gik fra Københavns Kommune til konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.
- Johanne Schmidt-Nielsen gik fra Folketinget til generalsekretær for Red Barnet.
- Lars Christian Lilleholt gik fra Energi-, klima- og forsyningsminister til bestyrelsen for affaldskoncernen Marius Pedersen, men fortsatte i Folketinget.
- Lars Løkke Rasmussen gik fra Statsministeriet til advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, men fortsatte i Folketinget.
Korruption eller bare dårlig stil?
Hvordan bliver partiernes politik formuleret? Er det sådan, at politikken i vid udstrækning formuleres på baggrund af de af kommunikationsbureauer og lobbyister formidlede input fra erhvervsliv, til lejligheden nedsatte fokusgrupper og interesseorganisationer? Er det forklaringen på, at de talrige eksempler på politikere og embedsmænd, der har fået ansættelse som lobbyister i diverse rådgivningsvirksomheder.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen startede umiddelbart efter hvervet som NATO-generalsekretær rådgivningsbureauet Rasmussen Global, hvortil han bl.a. har hyret tidligere danske ambassadører.
Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål:
- Kan den danske samfundsmodel holde til, at der kan opstå mistanke om at ministre eller andre centrale beslutningstagere i offentlige myndigheder træffer afgørelser af hensyn til en kommende karriere i den private sektor?
- Er det god stil at drøfte fortrolige planer med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre McKinsey, Marius Pedersen, Dansk Erhverv, Gorrisen Federspiel eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?
