Borgerlige debattører brokker sig regelmæssigt over, at muslimske indvandrere har ekstremt svært ved at passe ind i den danske majoritetskultur. Mentalitetsforskellen mellem dem gennemsnitlige dansker og den gennemsnitlige indvandrer er simpelthen for stor. De henviser typisk til arbejdsløshedstal, forbrug af offentlige ydelser og kriminalitetsstatistik, som bevis for denne påstand. Overvejer man hvilke normer, idéer og værdier, der rent faktisk karakteriserer den danske befolkning i året 2019, vil man dog hurtigt opdage, at integrationen går bedre end nogensinde før!
Opbakning til velfærdsstaten: Dette punkt er måske det mest markante, for ingen holdning er mere udbredt og definerende for os som folk. Selv principielt borgerlige partier som Venstre, der burde stå for en mindre offentlig sektor, har totalt overtager velfærdsretorikken. Langt de fleste indvandrere stemmer rødt og deres politiske kandidater er overvejende til venstre for midten. De kan blive enige med selv den mest knotne DF'er om begejstringen for, at høje skatter betaler for et væld af ydelser og projekter. Ingen af dem bekymrer sig rigtigt over, hvor pengene kommer fra, men hvorfor ligge søvnløs over den slags detaljer?
Forbrydelse og straf: Ønsket om at organisere økonomien omkring en velfærdsstat hænger nøje sammen med synet på sociale spørgsmål; personlige problemer kan forklares ud fra samfundsmæssige forhold - ikke personlige mangler. Samfundet må derfor ændres og regeres på en måde, der fjerner betingelserne for problemerne. Den høje kriminalitet blandt indvandrere forklares af både danskere og indvandrere hyppigt ud fra socioøkonomiske faktorer, dansk racisme mod de fremmede, mangel på uddannelse, o.s.v. Altså hersker der en tværkulturel forståelse af, at personligt ansvar for at opføre sig ordentligt er mindre relevant end eksterne faktorer.
Fædrelandskærlighed: Når det kommer til stykket er danskerne ret ligeglade med deres land. Meget få har kendskab til dets historie før Anden Verdenskrig eller vores unikke litterære, musikalske og arkitektoniske kulturarv. Kristendommen, som den formidles af Folkekirken gennem spaghettigudstjenester, tager nærmest ingen alvorligt længere. Denne ligegyldighedskultur har vores nye medborgere taget helhjertet til sig.
På disse tre grundpunkter - politiske holdninger, social forståelse og national identitet - er danskerne og indvandrerne i komplet harmoni. Udenfor dette kulturfællesskab står en lille, aparte minoritet, som ikke rigtigt passer ind nogen steder. De mener bl.a., at velfærdsstaten i virkeligheden er et gigantisk svindelnummer, at individet må stå til ansvar for sine egne handlinger, og at kulturskatten bør bevares og holdes i live for altid.
Om de nogensinde bliver integrerede vil tiden vise.
