Da jeg besluttede mig for, ikke længere at ville være muslim, hverken i religiøs forstand, eller i den identitets-religiøse forstand, gjorde jeg det helt for mig selv, og privat.
Men grundet det miljø jeg kommer af, og de omstændigheder i mit liv, på daværende tidspunkt, var konsekvensen bagvaskelse, udskamning, trusler og intimidering.
Siden da, har jeg talt åbent og offentligt om det. Både i form af læserbreve, indlæg, opslag og en bog. Og det fortsætter jeg naturligvis med.
Men jeg kan undre mig, og faktisk også blive harm over, den dobbeltmoral og det hykleri, som jeg oplever efter jeg har forladt islam, fra feel-good-segmentet, som især er blandt venstrefløjen, men desværre også liberale partier som Venstre.
For år tilbage, da jeg stadig var muslim, eller i hvert fald stadig kaldte mig muslim, kunne feel-good-segmentet klappe mig på skulderen, når jeg eksempelvis sagde fra over for racisme. Det siger jeg stadig fra over for, men det er sjovt, så stille der bliver på venstrefløjen, når det er en racistisk muslim, jeg siger fra over for.
Man er simpelthen så bange for at gå højrefløjens ærinde, at man er villig til at se igennem fingrene med den åbenlyse racisme, vold, undertrykkelse, den sociale kontrol og det had, som eksmuslimer skal udsættes for.
Jeg vælger bevidst ikke at tilføje, at etniske danskere også udsættes for dette, da jeg oplever et enormt stort selvhad og skam, fra selvsamme feel-good-segment. Det ses tydeligt, hver gang en dansker ytrer sig stolt af sit ophav og nation, ja, så udskammes de som racister, nazister, fremmedfjendske og hvad der ellers findes af negative vendinger, som de fleste mennesker ikke bryder sig om at blive kaldt.
Det selvhad, og den frygt for at være stolt af sit ophav og sin nation, skader integrationen. Fordi hvordan vil man sælge et produkt, man ikke selv tror på? Det gør det blot nemmere for ekstremistiske grupperinger at sælge deres produkt.
Mit spørgsmål er egentligt, om man som eksmuslim, overhovedet skal regne med de politikere, som råber højest om antiracisme, mangfoldighed, tolerance, personlig frihed, sammenhold og demokrati?
For som jeg ser det, så har de mennesker, som jeg førhen altid blev advaret imod, og fik malet et fjendebillede af, som værende racister og fremmedfjendske, vist sig at være netop dem, som forstår de udfordringer, én som jeg står med.
Én som jeg.
En Mustafa, som ikke synes det er hårdt at hedde Mustafa i Danmark.
En Mustafa, som ikke trækker offerkortet, hvergang jeg møder modstand.
En Mustafa, som vælger at tage danske værdier og kultur til mig, fremfor de værdier og den kultur, mine forældre stammer fra.
Fordi, det er hvad jeg vil. Og det er hvad jeg er fri til at gøre. Er jeg ikke?
