Kinas regime kan ikke kræve undskyldning for Jyllands-Postens satiretegning

Mohamad Alnabhan,

30/01/2020

En dansk satiretegning har hidset mange kinesere op. Tegningen blev bragt i Jyllands-posten, hvori man kan se, at de fem gule stjerner, der er på Kinas flag, er erstattet af fem symboler på coronavirus. Mange kinesere og endda nogle diplomatiske repræsentanter og erhvervsfolk, krævede en offentlig undskyldning fra JP.

Man kan ikke udelukke en diskussion om, hvor sympatisk det var af tegneren eller af avisen at bringe tegningen. Det er også forståeligt, at mange bliver fornærmet og forarget tegningen, men jeg personligt kan ikke finde noget fornærmende i den tegning, og der var endda heller ikke nogen kommentar fra tegnerens eller avisens side. Lad det nu ligge.

Jeg kan vise sympati med den kinesiske befolkning i den svære tid, og jeg håber, at de snart overkommer den sundhedsmæssige tragedie, men jeg kan aldrig finde noget godt konstruktivt i at imødekomme den kinesiske ambassade i at give Kinas regime en undskyldning for en tegning, når Kinas myndigheder ikke selv opfører sig ordentligt. Jeg har intet imod den kinesiske befolkning, men jeg er imod det politiske system, Kina har.

Det er ikke en overraskelse, at Kina har et helt andet styresystem end det danske, og når tegningen blev tegnet af en dansk mand, og i en dansk avis, så er det utvivlsomt det danske styresystem, der er herskende.

Kinas regime må skamme sig, når de først forventer at blive behandlet på en eksemplarisk og fortræffelig måde, når de ikke selv behandler en del af deres egne befolkningsgrupper ordentligt.

Over en million uighurer tilbageholdt på ubestemt tid i såkaldte opdragelseslejre i Xinjiang-provinsen i det vestlige Kina. Her bliver de tvunget til at give afkald på deres kultur, sprog og religion. Ingen respekt for folks eget valg til at praktisere den religion, de tror på.

Kina har gentagne gange afvist at have etableret lejrene, men nu har de officielt meddelt, at Kina står bag disse lejre under påskud af at bekæmpe ’de tre onder: ekstremisme, separatisme og terrorisme. Det er ikke mærkeligt, at man forsøger at retfærdiggøre sin ondskabsfulde magt med sådanne påstande, men hensigten med disse rædselsvækkende påstande, er, at tvinge mennesker - som i det her tilfælde er muslimer - til at vise loyalitet og begejstring for kommunistpartiet og dets ledere.

Man kan ikke få alle sine ønsker opfyldt i en stor globaliseret verden, og derfor skal man indgå kompromisser. I det her tilfælde må Kina selv opføre sig ordentligt, før de overhovedet kræver at andre lande giver afkald på den ukrænkelige ytringsfrihed.