Julefreden hænger over vores hoveder i denne tid. Den har lagt sig omkring os som et behageligt og varmt tæppe, hvor vi for en stund kan forholde os i ro og være eftertænksomme på godt og ondt. Men det undrer mig alligevel, at Donald Trump for kort tid siden kunne slippe godt fra at sige, at rummet er blevet en krigsskueplads. Så meget må vi altså ikke falde hen i brun sovs og risalamande.
Krig i rummet er det nye sort - for det er helt sort at udvide vores krigsskueplads yderligere. Er det ikke nok, at denne verden i sig selv er en krigsskueplads? Hvis man laver sådan en smart cost-benefit-analyse, har krig så overhovedet gjort op for alt det negative, som det har bragt med sig af død, ødelæggelse, konflikt og politisk makværk?
Lad os lige stoppe op engang og tænke os om et øjeblik, for hvad betyder det at føre krig i rummet? Krig kommer f.eks. fremover til at dreje sig om vores cybersikkerhed og på den måde bliver satellitterne i rummet interessante. Og jeg kan da godt se, at man umiddelbart kunne fristes til at tænke, at krig i cyberspace lyder noget mere tilforladeligt end konkret krig på landjorden, hvor en mand står over for en anden mand med en økse og så smadrer den direkte ind i hovedet på ham.
Problemet er bare, at en cyberkrig sagtens kan få vanvittige konsekvenser for hele nationer, nu hvor vi har gjort os så afhængige af internettet. Forestil dig et sygehusvæsen hvor hele det digitale system pludselig stopper med at virke; det ville meget hurtigt få meget direkte konsekvenser for meget konkrete mennesker.
”Men nu skal vi ikke være så bange, altså nu hvor alt foregår i cyberspace, hvorfor skulle krig så ikke også? Er det ikke bare en naturlig udvikling?” Magen til vrøvl. Krig er til for at gøre os bange, krig er ødelæggelse og onde intentioner og det værste i mennesket, der tager sig ud som en bombe eller en pistol eller et tryk på en piletast. Krig er død, lidelse og tvang. Krig er helvede. Og vigtigst af alt; krig er frihedsberøvende. Krig er direkte frihedsberøvelse. Og at kalde det udvikling, at vi foretager os noget så åndssvagt som at bekrige hinanden, altså, det er jo på det nærmeste absurd. Krig er en middelalderlig løsning på nutidige, relevante problemer.
”To ting fylder sindet med stadig og tiltagende beundring og ærefrygt, jo oftere og jo mere vedholdende, jeg tænker over dem; stjernehimlen over mig og moralloven i mig. Her er ikke nogen uklarhed: Jeg ser dem for mig og forbinder dem umiddelbart med min eksistens.” Sådan skrev gode gamle Immanuel Kant. Stjernehimlen er ikke en krigsskueplads. Og måske vi skulle få kigget lidt på vores tilgang til moralloven engang, inden vi bare hovedløst hopper med på at bryde den, ligesom vi plejer at gøre. Se, dét ville jeg kalde udvikling.
