Vi har alle hørt den berømte vittighedslignelse. En overvægtig kvinde er i gang med at prøve tøj, og kigger sig ind i spejlet. Pludselig kigger hun over på manden, der sidder på sengen - ”Ser jeg tyk ud i den her?”. Manden ved godt, hvad han skal svare. Han siger, at hun ikke ser tyk ud - og dermed holdes konen lykkelig og manden slipper for et værre postyr.
Jeg elsker denne lignelse. For den viser noget fundamentalt om mennesket. Mange mennesker vil gerne lyves for, fordi virkeligheden er ubekvem.
Sådan er det også i politik.
Joachim B. Olsen er en udskældt politiker i Danmark, og er i mange kredse hadeobjekt nummer et. For et par år siden satte jeg mig for at analysere, HVAD det egentlig var Joachim B. Olsen blev upopulær på - og resultatet var ret slående. Han blev, i store træk, mest upopulær når han loyalt fortalte, hvad der stod på skrift i forskellige videnskabelige rapporter.
Hvad fortæller det? At mange mennesker gerne vil forfægte virkeligheden.
Med andre ord: Der er en klokkeklar efterspørgsel efter en virkelighed, der er blottet for ubehagelige elementer af virkeligheden. I politik er det sådan, at når der er sådan en efterspørgsel, så vil der også før eller siden komme et politisk udbud bestående af samme tanker! Det var i grove træk dette politisk udbud, der vandt valget i 2019 med Mette Frederiksen i spidsen.
Arne skulle på pension tidligst muligt, selvom dette blot ville betyde, at Arnes arbejdsmarkedspension skal strækkes ud over flere år, og dermed efterlade ham i dyb fattigdom. Alle skulle have mere i offentlige ydelser. Og man skulle gøre op med nedskæringer i den offentlige sektor, selvom alle budgetvedtagelser og finanslove viser, at der år for år sættes flere og flere penge af.
Jeg har deltaget ved to folketingsvalg som folketingskandidat for Liberal Alliance. Ved hvert af de valg har jeg betonet, at velfærdsstaten kun kan eksistere, hvis der findes en stærk privat sektor, der rejser finansiering via eksport og skabelse af velstand. Intet normalt begavet menneske kan logisk eller rationelt set bestride denne virkelighed - det fremgår sågar af samfundsfagslærebøger - men ikke desto mindre er jeg altid blevet angrebet politisk på netop at sige dette. Altid med klapsalver til følge.
Den alternative virkelighed har været mere populær end den, jeg kunne levere.
Socialdemokrater og venstre ud har altid sagt mig direkte imod, selvom de - hvis de ved bare lidt om samfundet - kan sige sig selv, hvordan det hænger sammen. Men efterspørgslen fra deres vælgere har været for stor!
Nu lever vi så i en corona-krise. Den normale politiske logik er suspenderet og landet skal krisestyres. Pludselig siger landets socialdemokratiske finansminister Nicolai Wammen: ”Privatansatte skal skaffe pengene”.
Lad os lige gå ned i detaljen her. Socialdemokratiet vinder et valg på at sige A, mens de bekæmper B. Når der så er krise, så antager de, at B er virkeligheden.
Der er for de borgerlige partier et vist element af oprejsning i det forhold, at når det er krise og man skal forholde sig til virkeligheden (som den ER; ikke som vi SYNES den er), så opererer en socialdemokratisk regering ud fra det udgangspunkt, at de borgerlige egentlig har ret i deres grundanalyse.
Det er positivt.
Det negative er så, at de resten af tiden - når Danmark ikke er ramt af Corona-kaos - fastholder den fantasifortælling, som mange gerne vil høre!
”Jo skat! Du ser lidt tyk ud! Og det er ok! Deal with it!”
