De senere år har det borgerlige Danmark været ramt af en hidtil uset splittelse mellem liberale og konservative, der mens Socialdemokraterne gør Danmark mere og mere rødt og uselvstændigt, gennemfører stadigt mere og mere teoretiske diskussioner om ideologi og statens rolle.
I mine øjne er denne diskussion først og fremmest et udtryk for borgerlig identitetspolitik. Venstreorienterede kalder sig feminister, socialister og klimaaktivister - for mange (særligt unge) borgerlige er det meget vigtigt at få slået fast, om man er det ene eller det andet - henholdsvis konservativ og liberal.
Jovist er der forskel på konservative og liberale. Det siger sig selv, for ellers ville begge begreber ikke eksistere, men den fuldstændig firkantede skillelinje, hvor fællestræk benægtes, er i mine øjne afkoblet fra enhver virkelighed.
Personligt var jeg medlem af Konservativ Ungdom i perioden 2000-2008. Jeg var undskyldt, for mit eget parti Liberal Alliance fandtes ikke i den periode. Det var en tid, hvor Konservative som de eneste i Danmark talte om skattelettelser, mens Venstre var mere optagede af (også dengang) at please den socialdemokratiske midtervælger. En iagttagelse Søren Pind da også betoner i sin nyligt udgivne bog Frie Ord.
Derfor kunne jeg aldrig blev medlem af Venstres Ungdom, selvom jeg var enig i, hvad de sagde.
Da Liberal Alliance kom og satte frihedsdagsordenen på tapetet, vidste jeg straks hvor jeg hørte til. Det gik op for mig, hvorfor det er vigtigt at læse de ideologiske klassikere, og jeg fandt ud af, at det nok var mere og mere forkert at identificere mig selv som konservativ, når nu jeg var liberal. Hvori ligger så forskellen?
Jeg fandt svaret i Adam Smiths skriv om ”den personlige sfære” og ”den politiske sfære”. Og nu bliver det nok lidt langhåret.
Grundlæggende forholder det sig sådan, at Smith taler om to sfærer; henholdsvis en privat og personlig sfære, og dernæst en offentlig, politisk sfære. Den personlige sfære er hvordan vi lever vores liv til dagligt, og hvordan vi personligt gerne vil have, at vores liv udarter sig. Hvordan vi opdrager børn, og hvordan vi helt naturligt anskuer livet og vores omverden. Den politiske sfære er - kort og godt - hvordan vi mener lovgivningen i vores land skal være indrettet.
Det gik op for mig, at meget politik i virkeligheden handler om disse to sfærer, og hvorvidt man anerkender en adskillelse af de to eller ej.
Socialister argumenterer med udgangspunkt i en total sammenblanding af de to sfærer. Derfor syntes socialister, at det var problematisk, at Villy Søvndal havde en gammel miljøsviner i form af en veteran-Rover, når nu han snakkede så meget om, at klima var vigtigt. I en socialists øjne gør det Villy Søvndal dobbeltmoralsk, mens Søvndal i sådan en sag oplevede at blive forsvaret at mange borgerlige (minus de, der ville score de lette point). Heri ligger i øvrigt også årsagen til, at socialister i videnskabelige undersøgelser er mere ulykkelige end medlemmer af andre politiske strømninger, for alt for ofte får disse socialister stillet idealer op for sig selv (og andre), som de ikke kan leve op til. For man kan jo ikke være en god og moralsk socialist, hvis man konstant render rundt med dårlig samvittighed over den Big Mac man lige har spist og den klimapåvirkning det giver, at man ikke ønsker at cykle på arbejde. Greta Thunberg illustrerer mere end nogen andre denne bevægelse, og desværre for Greta så vil dette gøre hende ulykkelig.
Konservative argumenterer ud fra en delvis sammenblanding af de to sfærer. Grundlæggende er konservative på de fleste stræk tilhængere af en adskillelse, men har dog områder, hvor der er sammenblanding. En konservativ vil ofte synes, med baggrund i egne følelser, at dansk kultur skal have en lovmæssig forrang. Bare fordi, at det føles rigtigst sådan. Konservative har i egen selvforståelse ingen decideret ideologi (jeg kender dem!), og derfor kan de godt finde på at argumentere med udgangspunkt i ”sund fornuft”. ”Sund fornuft” er bare et andet ord for, at man gerne skriver egne præferencer ind i lovgivningen. Intet er mere menneskeligt og naturligt, og intet ondt herom.
Liberalister argumenterer modsat ud fra en adskillelse af de to sfærer. Man kan derfor godt være gammelpot-agtig og formane sine børn om faren ved hash, mens man hører opera på fuld skrue - samtidig med, at man politisk argumenterer for, at hash skal være lovligt og opera ingen politisk støtte skal have. En politisk liberal kan altså sagtens privat være konservativ.
Det er jeg selv i stor stil.
Liberale ser det som en mission ikke at blande egne personlige ”synsninger” ind i lovteksterne, og da dette synspunkt er uendeligt fjernt fra det socialistiske synspunkt, hvor de to sfærer sammenblandes, så oplever man som liberal uendeligt ofte, at socialister simpelthen ikke forstår hvad man siger.
Prøv som liberal, i diskussion med en socialist, at bede pågældende socialist om udførligt at redegøre for DIT synspunkt. Du vil meget ofte opdage, at de ikke kan gengive, hvad du mener. Dette kaldes for den politiske Turing-test, og er samtidig et argument for, at man skal læse socialismens tænkere som borgerlig.
Den liberale adskillelse af de to sfærer udgør en større tænke-disciplin, og kan være en filosofisk øvelse for mange. Synspunktet er svært for mange at indtage og forstå, og derfor ser man også på verdensplan, at det er konservative og socialdemokratiske partier, der i de fleste lande slås om magten, hvorimod liberale partier ofte er elitære nichepartier, som ikke tiltaler de store masser.
Det er sørgeligt, men desværre sandt.
Det er grundlæggende unaturligt for et menneske at være liberalt - derfor tog det millioner af år før vi gav hinanden menneskerettigheder og udviklede tolerance overfor dem, der var anderledes. Omvendt faldt masserne i stor stil for hierarkiske, konservative systemer og socialismen, fordi disse spiller videre på naturlige følelser i mennesket. Det fri marked skulle udvikles og den naturlige indskydelse, at protektionisme var mere i vores interesse, skulle overvindes for bestandig.
Som liberal mener jeg i sagens natur, at jeg selv har ret.
Jeg mener samtidig, at der er stor ydmyghed forbundet med det liberale synspunkt. Jeg mener nemlig ikke at vide, hvad der er rigtigt for andre mennesker end for blot mig selv. For mig er det rigtigt at leve et konservativt liv i ro og mag med min forlovede - det er ikke sikkert, det er rigtigt for andre mennesker. Og derfor skal lovgivningen ikke laves i mit eller andres billede - lovgivningen skal laves, så vi alle sammen kan være her, så længe vi ikke generer hinanden.
Liberalismen og konservatismen kan sagtens være under samme tag. Det er omvendt socialismen, der er problemet, for den levner ikke plads til de, der ikke er socialistiske af sind.
