Jo mindre CO2, jo mindre Greta Thunberg

Lasse Pagh,

27/12/2019

Vi har en klimakrise. Og vi har Greta Thunberg, som ikke vil stoppe med at snakke om den. Hvad med at vi slår to fluer med et smæk, og løser begge problemer med en CO2-skat?

Det har taget sin tid, men endelig er næsten alle partier i Folketinget blevet enige om, at global opvarmning er et alvorligt problem. Endelig kan vi begynde at diskutere løsninger, i stedet for bare at snakke om hvor vigtigt det er at gøre noget. Der er lige præcis én løsning, som burde kunne hente opbakning hele vejen fra Enhedslisten til Liberal Alliance, og det er at indføre en generel skat på CO2 udledninger.

Princippet bag en CO2 skat er, at forureneren betaler for at svine. Det er ganske fornuftigt. Smider du skrald på gaden får du en bøde for det. Hvorfor skulle du så ikke også betale for at udlede CO2 og andre drivhusgasser? Med et fint ord kaldes en CO2 skat for en pigoviansk skat, og dem er der ikke noget nyt i. Navnet ’pigoviansk’ kommer fra den britiske økonom Arthur C. Pigou, og han advokerede for skatter som bygger på forureneren-betaler-princippet allerede i 1920! Derfor er det også ufatteligt at vi i 2019 stadig ikke har en gennemført CO2-beskatning, når vi har kendt til drivhuseffekten i flere årtier.

Indførte man en skat på CO2 ville det være et kæmpe bidrag til den grønne omstilling. Hvis det lige pludselig begynder at koster os alle sammen penge at udlede CO2, så bliver det en konkurrence om, hvem der kan udlede mindst. Det er lige præcis den slags udvikling vi har brug for, og den frie konkurrence og det frie marked vil altid komme med bedre løsninger, end dem politikerne kommer med.

Naturligvis har en CO2 skat den slagside, at stort set alle produkter vi køber, bliver dyrere. Derfor er det vigtigt, at vi sammen med en CO2-skat, enten hæver bundfradraget, eller giver befolkningen penge tilbage hver måned i form af en grøn check. På den måde sikrer vi, at ingen bliver brandbeskattet, og at CO2-skatten skaber en incitamentsstruktur, som gør at forbrugere og leverandører begynder at opføre sig mere klimavenligt.

Med en generel CO2-skat kan vi også glemme alt om specifikke skatter på flyrejser, kød eller biler. Hvis vi har en generel skat, som rammer hele samfundet, opnår vi en meget mere effektiv og fair beskatning. Der vil ikke være nogen skæve skatteforhold som favoriserer et tilfældigt produkt frem for et andet. De produkter som vil blive tilgodeset, vil være dem, som udleder mindst, eller slet ingen CO2. Og dem har vi hårdt behov for flere af.

Selvfølgelig vil en CO2-skat gøre ondt – det er aldrig nemt at ændre adfærd, men at skifte kurs, det skal vi!

Jeg er træt af CO2. Og jeg er træt Greta Thunberg. Jeg ved jeg ikke er den eneste, og jeg håber ideen om en CO2-skat også når Christiansborg i den nærmeste fremtid.