Lad os nu bare genåbne hele Danmark straks

Klaus K,

16/04/2020

Lad os nu bare genåbne hele Danmark straks, og erkende at denne nedlukning har været historiens største politiske fejltagelse.

Hele befolkningen har nu siddet og stirret intenst på udviklingen i dødsofre med corona i fem uger, og har dybest set intet andet foretaget sig. Ingen værdier er blevet skabt, ingen glæde, intet overskud - det har været et drømmescenarie for vores fjender.

Men nu må det være nok. Epidemien er slut.

Samfundsnedlukningen har allerede nu kostet langt flere liv, end den nye virus nogensinde kommer til - det står klart for alle, der ikke har stirret sig blinde på frygtpropangandaen i medierne. De negative sociale og økonomiske konsekvenser ved nedlukningen har været enorme.

Dansk Erhverv vil åbne 20. april, men der er ingen grunde til at vente - ideen om, at vi skal have en 'gradvis åbning' er falsk. Den dækker kun over, at man i landets ledelse udmærket er klar over, at samfundsnedlukningen var en mega fejltagelse - en kæmpe-katastrofe, der ikke har haft positive konsekvenser for andre end dem, der trængte til et par fridage.

Jo, vi har 'fladet kurven ud', men det var en elendig ide, set i lyset af, at vi i stedet kunne have isoleret den ene procent af de syge og gamle, der var i risiko for at blive hårdt ramt ...

Hvis vi havde gjort det, ville befolkningen have været immun overfor coronavirus nu, og virussen ville ikke kunne skade os længere - med udfladningsstrategien har vi til gengæld forhindret mange i at blive immune med risiko for at virussen kommer igen til vinter. Derfor er det vigtigt, at vi får spredt virussen mere rundt hurtigt, så flere kan opnå immunitet.

Så kære Mette Frederiksen - her er et udkast til din tale til folket:

"Kære danskere - Faren er drevet over, og jeg erklærer hermed Danmark for genåbnet!

"Vi erkender idag, at vi ligesom mange andre måske overreagerede lidt i kampen mod denne ukendte virus, men vi var nødt til det, og vi gjorde det af omsorg for vore svage medborgeres ve og vel.

Vi takker jer for jeres opbakning til dette.

"Vores omsorg for befolkningen er også grunden til, at vi nu ophæver alle restriktioner i Danmark. Så derfor:

Lad os alle tage hinanden i hænderne og gøre det, som danskere er bedst til: At arbejde for det fælles gode:

- Lad os se de smilende servitricer servere på cafeerne og restauranterne igen

- Lad os se de mange butiksansatte betjene os igen

- Lad os se vore dygtige sportsfolk yde deres bedste igen

- Lad os se og høre vore skuespillere på teatrene igen

- Lad os se og høre vore musikere spille igen

- Lad os se danserne danse igen

- Lad os høre vore sangere synge vort smukke modersmål ud over landet igen ...

Kort sagt: Lad os gøre Danmark dejligt igen!

På forhånd tak for jeres opbakning!"

Værsågod, Mette Frederiksen. En gratis tale til folket.