Hvem skal tage hvor meget? Skal noget være øremærket? Tager faderen nok? Bølgerne går højt, når vi i den offentlige debat diskuterer, hvordan familielivet skal indrettes. Det bunder måske i, at vi ønsker, at der skal være ét svar, der passer alle familier. Men der må være ligeså mange svar, som der findes familier, for ingen er ens.
Barselslovgivningen i Danmark er lettere kompleks. Der er en 4 ugers graviditetsorlov, som gør, at kvinden kan få lov til at gå hjemme, før hun skal føde barnet. Efter fødslen er kvinden forpligtet til at holde fri, og denne periode er en del af de 14 ugers barselsorlov, som ikke umiddelbart kan deles med faderen eller medmoren til barnet. Her har faderen eller medmoren dog også to ugers orlov, som ikke kan overdrages til moderen. Den sidste og fælles orlov er 32 ugers forældreorlov.
Det er mange uger, med mange særregler og det er grundlæggende også for kompliceret. Det er også mange forsøg på at fortælle familierne, hvad der er bedst for dem og deres barn.
Kampen for barselslovgivningen udbredelse som et velfærdsgode til den almene befolkning var en vigtig del af kvindekampen i 1960’erne. Kvinden beskyttedes af velfærdssamfundet, da barsel gik fra at være en pligt, der kunne have konsekvenser for karriere og arbejdsliv, til at være en ret der også beskyttede barnet. Det er da helt fantastisk at leve i et samfund, hvor en tryg og lang barselsorlov er med til at give børn den bedste start på livet. Men det er blevet for kontrolleret.
For det er dem, der er tættest på barnet, der har de bedste forudsætninger for at vide, hvad der er bedst for barnet. Giv nu forældrene den ret og vis dem nu den tillid, der skal til, for at kunne sammensætte den barselsorlov, der passer familien bedst.
En reformering af måden hvorpå vi tænker og omtaler barsel er nødvendig. I stedet for en tvungen orlov eller øremærket fritagelse, skal vi anskue barselsorloven som 52 uger, der frit kan fordeles mellem forældrene. Jeg vil ønske, at flere mænd tager en større del af barslen, hvis det er det, som passer ind i familien. Men jeg tror ikke på statsstyret pseudoligestilling, som fortæller den enkelte familie, hvad der er bedst for denne ved at lovgive om, hvem der skal gå derhjemme. Det må ultimativt være op til den kvindelige iværksætter, håndværker-faderen eller pædagogforældrene, hvordan barslen skal opdeles. Dét er ligestilling i familiens interesse.
