Læs Kierkegaard!

Kedsomhed, angst og fortvivlelse er menneskets psykes største problemer, og Søren Kierkegaard brugte det meste af sin filosofi på at diagnosticere disse tre tilstande

Jesper Steenstrup Vogelius,

14/06/2020

I disse tider, hvor Corona, eller Coronavirus, har været blandt de mest brugte ord, har nationalstater måtte reagere. Nedlukninger af adskillige institutioner og aktiviteter, sågar udgangsforbud, har sat de fleste mennesker i en situation, de ikke helt har oplevet. Tiden under nedlukningen, har også givet mulighed for noget selvrefleksion. Det har givet mulighed for at bruge mere tid med sin samlever. Det har givet mulighed for dyrkelse (eller mere dyrkelse) af private interesser. Man kunne endelig få læst den bog eller de bøger, der bare har stået på hylden, eller få læst den E-bog op, som bare har ligget og ventet på computeren. Man har haft tid til at meditere. Man er måske begyndt at strække mere ud i hjemmet. Dem der ikke var ramt af udgangsforbud, har kunne begynde på løbeture osv. Men midt i denne tid, har nogle mennesker også oplevet kedsomhed, angst og fortvivlelse. De har spurgt sig selv spørgsmålet ”Hvad i alverden skal jeg lave?” Ja, man har pludselig fået flere timer på døgnet at gøre brug af, grundet reduceret/frataget arbejdstid, frataget transporttid, frataget byture osv. 

Kedsomheden har i særdeleshed ramt befolkninger rundt omkring. For som nævnt før, så har de ikke vidst, hvad de skulle tage sig til. Angsten har også indtruffet. Frygten og bekymring over et eller andet fra tid til anden. Værst af alt, er der dem, som er ramt af fortvivlelse. De er overvældet af modløshed og afmagt, og ved ikke hvad de skal stille op. Kedsomheden indtraf også selv hos mig fra tid til anden, og jeg blev sommetider i tvivl om hvad jeg skulle foretage mig. Heldigvis, var jeg hurtig til at tage en beslutning, og kastede mig derfor over de mange bøger jeg havde stående på hylden. 

Jeg vil med dette indlæg, opfordre til, at man læser noget andet, end man muligvis er vant til. For i disse tider hvor store tech- og data giganter som Facebook, Google, Amazon osv. buldrer derudaf, og hvor ideologier som socialisme, konservatisme, liberalisme m.v bliver heftigt debatteret, hvor racespørgsmål dukker op til overfladen igen, hvor historiske monumenter bliver udsat for hærværk, hvor kultursammenstødende er til at få øje på, hvor klimaspørgsmålet er en af nutidens vigtigste dagsordner, hvor feminismen har fået kraftigt fodfæste, hvor USA’s position som international supermagt er svækket m.v, kan det synes uoverskueligt, at følge med i alt hvad der foregår. Jeg har derfor valgt, at læse en bestemt filosofs tekster, som er værd at genlæse til enhver en tid. En filosof, som jeg føler man virkelig burde kaste sig over, hvis man ikke allerede har gjort det, er Søren Kierkegaard. Kierkegaard beskæftigede sig en del med spørgsmålene vedr. kedsomhed, angst og fortvivlelse. 

Kedsomhed, angst og fortvivlelse er menneskets psykes største problemer, og Søren Kierkegaard brugte det meste af sin filosofi på at diagnosticere disse tre tilstande. Folk keder sig, når de ikke stimuleres, hverken fysisk eller mentalt. Aflastning fra kedsomheden kan kun være flygtig. Lidenskab, et godt teaterstykke, Bach eller en stimulerende samtale kan muligvis give en øjeblikkelig lettelse fra kedsomheden, men lettelsen varer ikke. Et psykologisk sundt menneske skal finde en måde at afværge kedsomhed. Konflikter mellem ens etiske pligt og ens religiøse pligt skaber angst. Sociale etiske systemer fører ofte til, at man træffer valg, der er skadelige for ens åndelige helbred, og vice versa. 

Spændingen mellem disse modstridende opgaver forårsager angst, og ligesom kedsomhed skal angst undgås for at en person skal være glad. Endelig er fortvivlelse et resultat af spændingen mellem det endelige og det uendelige. Mennesker er bange for at dø, men de er også bange for at eksistere for evigt. Kierkegaard troede, at alle ville dø, men også at alle havde et udødeligt selv eller en sjæl, der ville fortsætte for evigt. Kedsomhed og angst kan afhjælpes på forskellige måder, men den eneste måde at undslippe fortvivlelse på, er at have fuld tro til Gud. At have fuld tro til Gud var imidlertid mere end blot at gå i kirken regelmæssigt og opføre sig lydigt. Tro krævede intens personligt engagement og en dedikation til uendelig selvanalyse. Kierkegaard mente, at det var ekstremt vanskeligt og ekstremt vigtigt at have total tro på Gud og dermed undslippe fortvivlelse.

Kierkegaard foreslog, at individet gennemgik tre stadier på vej til at blive et sandt selv: det æstetiske, det etiske og det religiøse. Hver af disse tre stadier repræsenterer konkurrerende syn på livet og potentielle konflikter med hinanden. Kierkegaard tager det usædvanlige skridt at få hvert livstrin beskrevet og repræsenteret af en anden pseudonym karakter. Det bliver således for svært at konstatere, hvilke påstande Kierkegaard selv opretholder. Dette passer med Kierkegaards karakteristiske tendens til at undgå at diktere svar. Han foretrak, at læserne måtte nå frem til deres egne konklusioner.

Det æstetiske er en sensorisk oplevelse og glæder. Det æstetiske liv defineres af glæder, og for at leve det æstetiske liv fuldt ud skal man forsøge at maksimere disse glæder. At øge ens æstetiske fornøjelser er en måde at bekæmpe kedsomhed på, og Kierkegaard beskrev mange metoder til at 

gøre dette. Vigtigheden af ​​det æstetiske anerkendes, men det præsenteres også som et umodent stadium. Æstetikeren er kun optaget af hans eller hendes personlige nydelse, og fordi æstetisk fornøjelse er så flygtig, har en æstetiker ingen solide rammer, hvorfra man kan træffe sammenhængende, konsekvente valg. Til sidst slides fornøjelserne ved det æstetiske tynde, og man må begynde at søge de etiske fornøjelser i stedet. Det etiske liv byder faktisk på nogle glæder, som det æstetiske liv ikke kan. En æstetiker kan aldrig gøre noget udelukkende til fordel for en anden, men vi ved alle, at det at gøre ting for andre uden personlige motiver faktisk kan være utroligt underholdende.

Etik er de sociale regler, der styrer, hvordan en person skal handle. Etik er ikke altid i opposition til æstetik, men de skal have forrang, når de to er i konflikt. Det æstetiske liv skal underordnes det etiske liv, da det etiske liv er baseret på et konsistent, sammenhængende sæt regler, der er etableret for samfundets gavn. En person kan stadig opleve glæde, mens han lever det etiske liv. Det etiske liv tjener formålet med at give forskellige mennesker mulighed for at sameksistere i harmoni og får enkeltpersoner til at handle til gavn for samfundet.

Den etiske person overvejer effekten hans eller hendes handlinger vil have på andre og lægger større vægt på at fremme social velfærd end at opnå personlig gevinst. Det etiske liv giver også glæder, som det æstetiske ikke gør. Æstetik styrer en væk fra konsistensen, da gentagelse kan føre til kedsomhed. En etisk person nyder ikke bare ting, fordi de er nye, men træffer etiske valg, fordi disse valg fremkalder et højere sæt principper. Kierkegaard bruger ægteskab som et eksempel på et etisk livsvalg. I ægteskabet kan ophidselsen af ​​lidenskab hurtigt falme, hvilket fører til kedsomhed og en formindskelse af æstetisk fornøjelse. Ved konstant at handle til fordel for ens ægtefælle lærer man, at der er glæder over spændingen. Men, det etiske liv gør lidt for at pleje ens åndelige selv. Det etiske liv afleder en fra selvudforskning, da det kræver, at et individ følger et sæt af socialt accepterede normer og regler. Ifølge Kierkegaard er selvudforskning nødvendig for tro, det centrale krav til et ordentligt religiøst liv.

Kierkegaard betragter det religiøse liv som det højeste plan for eksistens. Han mener også, at næsten ingen lever et virkelig religiøst liv. Han er bekymret for, hvordan man skal være ”kristen i kristendommen” - med andre ord, hvordan man kan føre et autentisk religiøst liv, mens han er omgivet af mennesker, der ikke er rigtig religiøse, eller ”kultur-kristen” som vi kalder det i dag. For Kierkegaard er forholdet til Gud udelukkende personligt, og han mente, at kirken i stor skala (dvs. kristendommen) distraherer folk fra det personlige forhold. Kierkegaard kritiserede lidenskabeligt den kristne kirke for det, han så som dens indblanding i den personlige åndelige søgen, som hver ægte kristen skal udføre.

I det æstetiske liv styres man af lidenskab. I det etiske liv styres man af samfundsmæssige regler. I det religiøse liv styres man af en total tro på Gud. Man kan aldrig være virkelig fri, og dette medfører kedsomhed, angst og fortvivlelse. Sand tro fører ikke til frihed, men den lindrer de psykologiske virkninger af menneskelig eksistens. Kierkegaard hævder, at den eneste måde at gøre livet værd på er at omfavne troen på Gud, og at tro nødvendigvis involverer at omfavne det absurde. Man har tillid til Gud, men man kan ikke tro på Gud. Vi tror på ting, som vi kan bevise, men vi kan kun have tillid til ting, der er uden for vores forståelse. For eksempel tror vi på tyngdekraften: vi føler dets effekter konstant, som vi anerkender som bevis for tyngdekraftens eksistens. Det giver dog ingen mening at sige, at vi har tillid til tyngdekraften, da det ville kræve muligheden for, at tyngdekraften en dag ikke vil blive realiseret. Tillid kræver usikkerhed, og dermed kan vi have tillid til Gud, fordi Gud er hinsides logik, uden bevis og uden fornuft. Der er ingen rationelle beviser for Gud, men det er netop det, der tillader folk at have tillid til ham.

Gentagelse og erindring er to kontrastfulde måder at forsøge at maksimere glæde på. Gentagelse tjener flere formål for Kierkegaard. For det første har det en vigtig æstetisk funktion. Folk ønsker at gentage særligt fornøjelige oplevelser, men den oprindelige glæde går ofte tabt ved gentagelsen. Dette skyldes forventningen om, at tingene vil være nøjagtig de samme gang som første gang. Glæden ved forventning skylder det faktum, at den oprindelige oplevelse ikke blev gennemført med en bestemt idé om den glæde, den ville skabe. Gentagelse kan give kraftige følelser, men normalt kun når oplevelsen ikke forekommer planlagt. I dette tilfælde kan fornøjelsen endda forstørres ved den pludselige genopblussen af ​​glade minder - med andre ord erindringen.

Der er glæde ved planlagt gentagelse, men det er en behagelig fornøjelse, ikke en spændende fornøjelse. Mens gentagelse giver glæden ved forventning - glæde, der sjældent materialiseres i den faktiske begivenhed, giver erindringen glæden ved at huske en særlig glad begivenhed. Erindring kan dyrkes sammen med fantasien for at øge ens daglige æstetiske fornøjelser. Det er ofte sjovere at huske en behagelig begivenhed end at gentage den samme begivenhed. Det er ofte mere behageligt at huske tilbage på juleaften da du var barn eller måske blot yngre, sammenlignet med hvordan julen føles nu. Faktisk kan meget af glæden ved julen for en ældre komme fra nostalgi. Erindringens glæder, som bedst kan nydes alene, passer godt til det æstetiske liv. Uplanlagte gentagelser er også en virkelig æstetisk fornøjelse, mens planlagt gentagelser, såsom dem, der er repræsenteret ved ægteskab, giver flere etiske glæder end æstetiske.