Dansk Folkeparti har udspillet deres rolle, medmindre, de laver et markant skift i bestyrelsen og iblandt de fremtrædende politikere. Man kan måske endda tale om, at partiet skal genopfinde sig selv, om man vil. Det er jo ikke fordi danskerne i højere grad er begyndt at kunne lide DF’s politik mindre – det er simpelthen fordi, at partiet bliver elendigt ledet.
Kristian Thulesen Dahl var i mange år anset som partiets kronpris. Ikke just på samme måde som vi i daglig tale ligeledes kaldte Venstre’s Kristian Jensen det – nej, Thulesen Dahl var virkelig en kronprins. Pia Kjærsgaard havde da også selv udset Kristian Thulesen Dahl som sin efterfølger og det var der bred enighed om, såvel i partiet som blandt DF’s vælgere, at det var nu nok en god idé.
Resten er historie. Der skete jo nemlig noget. Kristian Thulesen Dahl formåede ganske enkelt ikke at inkassere nogle som helst markante politiske sejre for Dansk Folkeparti, i den tid de var støtteparti under V og VLAK-regeringen fra 2015-2019. Dansk Folkeparti sad med 37 mandater, og gjorde tæt på ingenting med dem. Det var i hvert fald sådan det blev opfattet både blandt kommentatorer, journalister og meningsdannere – men da også blandt befolkningen i partiet selv.
I den omdiskuterede bog ”Kong Kristian – mennesket, magten og faldet” bliver det heftigt og intenst skildret, hvordan urolighederne og uenighederne i partiet, bliver større og større for hver dag der går fra 2015-2019. Spørgsmålene flyver ligeledes rundt i bogen. Og det er ikke spørgsmål bogen stiller læseren eller sig selv, nej det er spørgsmål DF’s top og folketingsgruppe stiller sig selv. Skal vi indgå i regering? Hvilke ministerposter skal vi gå efter? Skal vi sige ja til Liberal Alliances historiske skattelettelser for at vi kan få markante politiske stramninger igennem? Skal vi sige ja til at sænke registreringsafgiften? Skal vi hæve pensionsalderen? Skal jeg, Kristian Thulesen Dahl, blive skide sur over at Anders Samuelsen har foreslået sushi til mødet? Etc.
Alle mulige, tillader jeg mig at sige, blå finans- og skattepolitiske tiltag, som DF i høj grad skulle føre kniven over, blev stort set ikke til noget. Derudover gik Dansk Folkeparti jo heller ikke i regering. Hvilket var noget samtlige politikere og især vælgere var sure over. ”Hvorfor tager I ikke ansvar?” lød spørgsmålet fra vælgerne. Det blev også spurgt internt i DF ”Hvorfor går vi ikke i regering?”. Svaret lød prompte: ”Vi har mere indflydelse udenfor regering”. Hvis man kan sin historie, så ved man, at det på ingen måde er den hele sandhed, og det skulle DF da også føle på egen krop, før det gik op for dem (læs Thulesen Dahl og andre)
Politisk set, har Dansk Folkeparti måske/måske ikke, udspillet deres rolle, eftersom de var det oprørske parti i 90’erne, og dem med den stramme udlændingepolitik. Problemet for dem er, at de jo netop er blevet en del af det selvsamme system, som de så heftigt kritiserede tilbage da partiet blev dannet. Derudover er der kommet alternativer til deres udlændingepolitik. Socialdemokratiet og Venstre har i høj grad taget meget af det til sig, og hvis det ikke er godt nok, så har du både Det Konservative Folkeparti og især ny tilkommende Nye Borgerlige, som især dominerer på udlændingepolitikken. Nye Borgerlige stormer frem i alle målinger, og det er især på Dansk Folkepartis bekostning.
Vi har altså at gøre med et parti, som har haft den største mulighed i måske nyere dansk politisk historie, for at få gennemtrumfet sin politik og styrke det blå Danmark, men som forsømte lejligheden, fordi deres formand tøvede. Forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen blev så frustreret, at han til pressen åbent og modigt sagde ”Jamen, hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke 90 mandater” da han var statsminister senest.
Hvis Dansk Folkeparti skal have nogen som helst forhåbninger om at (indrømmet, sat på spidsen) at overleve i det danske politiske system, så skal der markante ændringer i persongalleriet til. Dansk Folkeparti havde årsmøde den 28. november – kan nogen som helst huske det? Peter Kofod blev valgt til hovedbestyrelsen med et stort flertal samme dag, og det er godt, hvis man er DF’er. Men det er langt fra nok. Hvis man er DF’er eller blot ønsker et stærkt Dansk Folkeparti, så skal Kristian Thulesen Dahl, Søren Espersen og Peter Skaarup ikke længere fylde nær så meget, som de gør i dag. Morten Messerschmidt kunne være et bud på en ny formand, og vi skal ligeledes have yngre profiler ind, på næstformandsposten og gruppeformandsposten blandt andet. Messerschmidts måske kommende bestridelse af formandsposten, afhænger i høj grad af Meld og Feld-sagen. Men hvem end ham, skulle ellers tage over? Pia Kjærsgaard var formand i 17 år og er i dag 73 år gammel. Jeg ved godt at USA lige har valgt en endnu ældre herre til præsident, men som Biden jo selv ville sige "Come on man!"
Man kan ikke overleve i politik, hvis man ikke udvikler sig. Det betyder ikke, at man skal lægge sin egen politik i graven og finde på noget helt nyt. Det betyder bare, at man skal se sig omkring, være ærlig, og ind i mellem spørge sig selv, om det projekt der for nuværende fylder i ens parti, er det rigtige. Det er det midlertidig ikke for DF, og hvis de skal undgå et offentligt men internt opgør i partiet, og undgå nedsmeltninger som i Alternativet, eller grimme ledelsesskift som vi så det i Venstre sidste år - så skal Thulesen Dahl og co. gå selv og med værdigheden i behold. Der er ikke nogen anden løsning.
