EU må aldrig blive et føderalistisk organ

Jens Paaske-Klausen,

03/11/2020

Den 5. september 1899 er en historisk dag. En dag som mange lange lande i verden beundrer os for, og en dag som med gedigen stemmeføring kan konstateres for værende en succes. På denne dag blev den danske model født, hvor det blev aftalt, at arbejdsgiverne havde ret til at lede og fordele arbejdet, mens arbejdstagerne havde ret til at organisere sig og kæmpe kollektivt for gode arbejdsvilkår. Denne aftale har i 120 år vist sig som en bragende succes, hvor arbejdsmarkedet ikke direkte dikteres politisk, men decentralt blandt dets interessenter.


Derfor skal vi som samfund sætte hårdt ind over for EU, når føderalistiske planer om en europæisk mindsteløn ligger i støbeskeen i Bruxelles, da vi som samfund ikke skal lade os kue, blot fordi vi har skabt en velfungerende model. Visionen om den europæiske mindsteløn er skabt ud fra det faktum, at hver 10. europæiske arbejder ikke kan klare sig for den løn, vedkommende tjener ved udførelsen af sit arbejde. Dermed kan omkring 10% af arbejdsstyrken klassificeres som ”working poor”, og dette er naturligvis problematisk, men man bør være varsom med hvilke initiativer, man igangsætter. Mindstelønnen kan nemlig i værste fald ende som et lønloft, hvor arbejdere fastholdes på lavest mulig betaling uden udvikling i lønniveauet. Dette er situationen i Tyskland, som på trods af at rangere med den 5. højeste europæiske mindsteløn har hver 10. arbejder i kategorien som ”working poor”.


Men når kommissæren understreger, ”at der vil blive taget hensyn til lande med velfungerende arbejdsmarkedsmodeller”, bør vi så ikke bare klappe i og stole på, at vores folkevalgte europaparlamentarikere vil klare ærterne? Nej, for ifølge EU-traktaten må EU-kommissionen ikke blande sig direkte i de respektive medlemslandes lønforhold. Arbejdsforhold må kommissionen dog gerne intervenere i, og her påbegyndes det juridiske skakspil, hvor det bliver et fortolkningsspørgsmål, som skal udredes af EU-domstolen. Ifølge Dansk Metal kan dette derfor gå hen og blive en glidebane, hvor EU gradvist involverer sig mere og mere i danske forhold, og dette skal vi til enhver tid modarbejde.


22 ud af 28 lande i den europæiske union har i dag allerede en lovbestemt mindsteløn, men på trods af lovfastsatte mindstelønninger befinder mange af disse lande sig i toppen af listen over andele af arbejdsstyrken, der ikke kan klare sig med deres indkomst. Derfor må det stå klart for enhver, at mindsteløn ikke løser det egentlige problem, da situationen forholder sig således, at de nordiske lande klarer sig markant bedre end de øst- og sydeuropæiske lande, hvor mindsteløn er en realitet. Det er altså et spørgsmål om arbejdsmarkedets indretning og ikke EU´s føderalistiske mavefornemmelser.