Nej, muslimske trossamfund skal ikke anerkendes af staten

Jan Køpke Christensen,

14/04/2020

Muslimske trossamfund skal ikke anerkendes af staten.

I Danmark nyder trossamfund særlige forhold, når de er anerkendt af staten. Herunder også flere økonomiske fordele, fx. undtagelse fra skattepligt.

Disse fordele skal det være slut med for muslimske trossamfund. Islam er i modstrid med vores frie demokrati, og derfor skal muslimske trossamfund ikke anerkendes af staten.

Det er et vigtigt forslag, som Nye Borgerlige har rejst.

Forslaget skal ses som en anledning til at få partierne i Folketinget til at reflektere over, hvad islam er for en størrelse, og hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at den religion nyder særlige privilegier forbundet med at være et anerkendt trossamfund.

Der skal være religionsfrihed, men ikke religionslighed. Vi skal som samfund ikke give fordele til en religion, der krænker andres religionsfrihed og tager hårde midler i brug overfor vantro og andre religioner.

Det er ikke grundlovsstridigt. Der er forudsætninger for at blive anerkendt som trossamfund, og det er blandt andet, at man skal indlevere beskrivelse af sit trossamfund og den tankegang, der ligger bag. Hvis der sidder politikere og embedsmænd og tænker, at islam er en religion som alle andre, har vi reelt et problem.

Vi kan ikke nægte muslimer at dyrke deres tro, men islamiske trossamfund skal ikke understøttes af staten. Punktum.