Klimapopulismen er ødelæggende for Danmark

Jan Køpke Christensen,

11/12/2019

V, K og DF har indgået en aftale med alle de røde partier om, at Danmark de næste ti år skal reducere vores udledning af drivhusgasser. Det skal være en reduktion der er meget mere markant end de lande vi konkurrerer med.

Resultatet bliver at familien Danmark, herunder danske virksomheder og dermed danske arbejdspladser, bliver taberen.

Summa summarum bliver der placeret en byrde på det danske samfund. Borgere som har det hårdest bliver ramt, altså de lavest lønnede, fordi miljø- og klimaafgifterne bliver højere.

De ufaglærte fra produktions- og landbrugssektoren presses ud af landet, når den socialistiske planøkonomi gennemføres for at nå de nationale klimamål.

Venstrefløjen vil sige, at en større belastning af de svagest stillede skal udlignes med øget omfordeling.

Med et rødt flertal i Folketinget vil de tre største borgerlige partier støtte en klimalov, som fremover bruges af venstrefløjen for at indføre planøkonomi og dermed socialistiske løsninger.

Hvis man mener, at det højere mål for klodens overlevelse helliger midlet er det ikke tilfældet. 70% reduktion af Danmarks drivhusgasudledning vil ikke kunne måles.

Det er udelukkende populisme.

Økonomien svækkes for Danmark og reduktionen af drivhusgasser kan ikke måles i atmosfæren.

De største “borgerlige” partier har set sig blinde på at få flere klima-angste vælgere. Derfor støtter de op om denne samfundsskadelige aftale. Trist!