Tykfobi er tykkes forbi for egne deller

Heidi Asbjørn Freke,

02/01/2020

I december fik en del danskere for alvor kylet et nyt mobbeord i skallen, nemlig "tykfob".

Endnu et ord i rækken der skal definere, kategorisere og fortælle mennesker, at hvis de egentlig ikke tiltrækkes af overvægt, så er der faktisk noget alvorligt galt med dem.

Hvis du er en af dem der mener at svær overvægt ikke lige er dig, og du praktisk talt seksuelt væmmes ved en med en BMI på over 30, ja så kan du godt sætte dig selv i kassen som tykfob!

Kropsaktivisme er det nye. Det tror kropsaktivister om ikke andet. Men således er det med enhver generation der tror netop de har opdaget den dybe tallerken, uanset om det er en debat om klima, materialisme, forbrug eller kropsidealer.

FedFront gjorde for nyligt i nælderne, da de revsede Julemærkehjemmene. Fedfront mener, at disse steder faktisk blot indoktrinerer overvægtige børn til at skulle skamme sig over deres overvægt, eftersom det jo blot er en kropstype, fremfor at tildele børn en mulighed for at hjælp til selvhjælp, så de kan få kontrol over deres egen krop.

Som udgangspunkt er jeg iskold overfor hvordan mennesker vælger at se ud. Men det er lige så snotdumt at opmuntre børn til fedme som at stikke en på 9 år en pakke Prince-cigaretter og glæde sig over at denne begynder at ryge.

Aspekterne ved livsstilssygdomme grundlægges, for det meste, nemlig i barndommen.

I min optik har FedFront fuldstændig tabt småkagerne, eller ædt dem i et forsøg på at trække deres usikkerhed om eget selvsyn ned over resten af os. 

Tykfobi er ikke andet end tykkes fobi for selvaccept. De giver mig, andre og samfundet ansvar for hvordan de ser sig selv - og det er ikke vores job.  

Dina Amlund var i P1 for en uges tid siden. Hun er en del af FedFront og vel Danmarks største fortaler for tykfobi-konceptet. Hun er i øvrigt indigneret over at en del mener at tykfobi er fis i en hornlygte – hvilket jeg uden tvivl også mener.

For det er rabiat at tillægge mennesker at have angst for overvægtige, eftersom du skal være ualmindelig klar til GakkeLakAnstalten hvis du tror det smitter i bussen.

Det bringer mig tilbage til, at FedFront's dagsorden er at skabe verden i deres billede. FedFront ønsker ikke at være en integreret del af samfundet, for FedFront ønsker at gøre sig selv til ofre ved at fortælle andre, at fede er stigmatiserede og sat udenfor.

FedFront fastholder med rette deres ret til at være overvægtige, hvilket de naturligvis skal. For ingen bør fortælle andre hvorledes de skal se ud. Ligeledes bør mennesker blande sig uden om andres valg, værdier og følelser.

Men følelser er nøgleordet. For det er her FedFront og Dina Amlund clincher med egen dobbeltmoral!

Dina Amlund er så forhippet på at ville kontrollere andres følelser at hun praktisk talt i kampens hede glemmer at det præcis er, hvad hun hader og føler sig fornedret ved, når andre forsøger det samme ved hende!

Hun ønsker at definere menneskers syn på hende i samme omfang som hun før har hadet det selvsamme. Her er min pointe: Kropsaktivisme begynder i dig selv og ved at DU fratager andre magten til at definere DIG! Det gør du ved at kun DIN holdning til din krop betyder noget.

Det er Dina Amlund selv der er tykfob, for hvis hun virkelig var glad i sin overvægt, ville hun være ligeglad med hvad andre synes om hende.