Venstrefløjens impotens

Erik Boel,

09/06/2020

Der er kun én aktør her til lands, som er mere hemmelighedsfuld end Efterretningstjenesten: Enhedslisten, når den bliver spurgt, hvor pengene til alle deres projekter skal komme fra.

Venstrefløjens krav er umådeligt forudsigelige. For Enhedslisten: flere penge til kontanthjælpsmodtagerne. For SF: flere pædagoger i børnehaverne. Dagens venstrefløj er initiativ- og farveløs. Den er risikoangst og driver for vinden. Men først og sidst uden indflydelse – helt uden indflydelse.

Sådan behøvede det ikke at være. Dansk Folkeparti har i udlændingepolitikken demonstreret, at man som støtteparti til en regering, der er afhængig af ens støtte, sagtens kan opnå endog meget betydelig indflydelse. I dag er DF’s udlændingepolitik mainstream – men sådan var det ikke engang. I kraft af Pia Kjærsgaard – dansk politiks stærkeste kommunikator – lykkedes det DF med talent, engagement og viljestyrke at vende udlændingepolitikken.

Al erfaring viser, at magtpartierne – S og V – kan presses og at de i praksis er parate til at gå endog meget langt for at bevare netop magten.

Venstrefløjen kan ikke fremvise tilsvarende succeshistorier. SF’s og Enhedslistens topfolk stiller artigt og lettere benovet op til audiens hos statsministeren. Brokker sig behørigt, når tingene ikke går deres vej – hvad de sjældent gør – og så sker der i øvrigt ikke mere. Partierne falder til patten. Brokker de sig mere højlydt, behøver statsministeren blot fremmane billedet af den store stygge ulv i skikkelse af Jakob Ellemann-Jensen. Derpå sænker der sig en dødlignende stilhed over venstrefløjen. 

Dansk politik er ikke blevet nemmere at forklare til udlændinge: Venstre er til højre, De Radikale er alt andet end radikale og de ræverøde i Enhedslisten bringer en regering til magten, der fører blå politik. 

Min pointe om den impotente venstrefløj træder måske tydeligst frem i København. Ved sidste kommunalvalg fik venstrefløjen (SF, EL og Alternativet) knap 40% af stemmerne – og råder sammen med Socialdemokratiet over henved 2/3 af stemmerne. 

Men venstrefløjens indflydelse er nærmest ikke-eksisterende. Tag trafikken: København er en af de få vestlige storbyer, hvor en motorvej (HC Andersens Boulevard) skærer lige gennem bymidten. Eller miljøet: Kommunen hælder kloakvandet direkte i Øresund. Eller kulturen: Kommunen nedriver åndehuller som Papirøen eller slagterhusene – next stop er nedrivningen af Palads. Byen bliver plastret til med billigt, grimt discount byggeri og de grønne åndehuller bygget til. 

København er i den grad de spildte mulighedernes by. Med venstrefløjens aktive – eller rettere passive – støtte. 

Men er venstrefløjens gøren og laden ikke lige meget, når man ikke selv tilhører venstrefløjen? Jeg er ikke enig: I den gode verden kunne venstrefløjen bidrage med indspark til ideer og visioner, som dansk politik i den grad savner: 

SF hævder, at de er pro-europæiske og kunne – hvis de evnede at se ud over blokpolitikken - sammen med flere af de borgerlige partier presse regeringen til at spille en langt mere aktiv og konstruktiv rolle i EU. Der er faktisk et pro-europæisk flertal i Folketinget uden om regeringen. 

I klima- og miljøpolitikken har venstrefløjen slet ikke opdaget, at der er interessante samarbejdspartnere i blå blok. Rune Engelbreth Larsen fra Danmarks Naturfredningsforening forklarer i Weekend Avisen 15. maj: ”Hvis vi kigger på de sidste 20 år, er der ingen tvivl om, at det er blå blok, der har gjort mest for naturen”. Såfremt SF og Enhedslisten trak i arbejdstøjet, var der mulighed for at fremme den grønne omstilling gennem et samarbejde med de blå partier. Om ikke andet kunne det inspirere Socialdemokratiet til at tage klimapolitikken alvorligt. 

Retspolitikken er et område, som Socialdemokratiet har et tilbagelænet forhold til – for nu at sige det pænt. Såvel Dansk Folkeparti som Nye Borgerlige lægger ligesom venstrefløjen afstand til offentlighedsloven – der rettelig burde hedde lukkeloven. Som altid tabte venstrefløjen en armlægning med regeringen om revision af loven i august sidste år. Venstrefløjen har ikke flertallet sammen med de kritiske borgerlige partier. Men kunne dog sætte en dagsorden, hvis partierne droppede berøringsangsten over for de borgerlige. VS’eren Preben Wilhjelm demonstrerede i sin tid, at det er muligt at flytte dansk politik, forudsat vel at mærke, at man gør sit hjemmearbejde – og har den fornødne politiske vilje og ambition. 

SF og Enhedslisten har tydeligvis mistet gejsten. En lang række af de mere talentfulde politikere fra partierne har for længst sagt farvel og tak for kaffe: Astrid Krag, Pernille Rosenkrantz-Theil, Ida Auken, Jesper Petersen osv. 

Venstrefløjen har ladet sig sætte skakmat af frygten for de borgerlige partier, den er handlingslammet og det mest visionære partierne kan gøre i situationen er at opløse sig selv.