Det er fornuftigt at stramme kravene til danskkundskaber for statsborgerskab, men skal vi sikre en mere fair tildeling, så skal vi vende tilbage til grundlovens ånd om individuel behandling. De største ofre ved en for lemfældig tildeling af statsborgerskab er indvandrerne selv.
For nyligt har mit parti, Det Konservative Folkeparti, foreslået at man skal stramme kravene til dansk for at kunne få statsborgerskab, så man sprogligt skal kunne bestå folkeskolens afgangsprøve.
I forslaget foreslår de også, at man ikke skal kunne få det, hvis man tidligere er blevet straffet med betinget eller ubetinget fængselsstraf. Store dele af venstrefløjen røg herefter til tasterne med påstande om brud på retsstaten. Det virker til at være folks go-to-move, når man er uenig med et tiltag i forhold til indvandringen. Men krav om at man ikke er straffet hvis man skal have statsborgerskab, er ikke noget nyt – det eksisterer allerede i lovgivningen i dag, men bliver nu strammet mere til. Jeg synes forslaget er både rimeligt og fair, for det danske statsborgerskab bør ikke være en ret, men den største gave man kan få.
Jeg skriver ikke dette indlæg for at lave ananas-i-eget-juice over mit partis forslag, men for at dykke lidt dybere ned i spørgsmålet: Hvorfor er det egentlig så vigtigt, at vi stiller høje krav til statsborgerskabet?
I mine øjne er det overset i den her diskussion, at de største potentielle ofre ved en devaluering af statsborgerskabet er indvandrere selv.
For det danske statsborgerskab er den ultimative anerkendelse af, at man er blevet dansk af hjerte, af sind og at alle ens børn efter vil blive betragtet som værende det. Gives det for let eller for lemfældigt, så mister det dets værdi og åbner op for, at andre markører som hudfarve, etnisk ophav eller religion bliver det definerende for danskhed.
Jeg mener at statsborgerskabet er helligt og får man det, så er man dansk – end of discussion. Har du det, så er du med i hulen og hvis nogen forsøger at sige du ikke er, så er det dem der skal have sparket.
Problemet er, at vi i en årrække ikke har stillet hårde nok krav for at få det. Derfor begynder partier så småt at snakke om at tage statsborgerskabet fra mennesker, fordi man ikke længere objektivt kan bruge det som et mål for, at nu er folk rigeligt integreret og assimileret i det danske samfund. Dansk statsborgerskab skal være guldkrukken for enden af regnbuen og ikke en ret.
Selvom forslaget fra K er et godt skridt, så gør det ikke op med det, som jeg mener er det grundlæggende problem i den måde, som vi tildeler statsborgerskab i dag. I alt for mange år har vi prøvet at proppe danskhed i en specifik kasse gennem test, prøver og krav, der både tildeler det til en masse som ikke burde få statsborgerskabet og på samme tid udelukker nogle, der nok burde.
Minimumskrav er selvfølgelig nødvendige, men min drøm er, at vi rykker os væk fra den firkantede systemtankegang og i stedet går over til, der var Grundlovens ånd, som var den individuelle behandling af alle ansøgere.
For sandheden er, at ingen ansøgers historie er ens. Kn ved at kigge på individet kan vi sikre, at alle får den mest fair behandling. Statsborgerskabet er den bedste markør for danskhed. Lad os give det med omtanke.
