For femte år i træk har undervisningsministeriet udsendt deres redegørelse af folkeskolereformen. For femte år i træk viser den, at flere unge har svært ved at læse og regne og for femte år i træk er meldingen, at vi bare skal give reformen tid.
På tre år lovede man at folkeskolereformen skulle give et markant løft, men her efter fem år er det på tide at sige, at reformen har fået rigelig med tid. Reformen har været til afgangsprøve og resultatet er, at den er dumpet. Derfor er det på tide at omskole folkeskolereformen.
Da folkeskolereformen blev indført, var prisen høj. Danmark tog et kvantespring fra at ligge midt i feltet for timetal i OECD til at sætte verdensrekorden, imens lærernes forberedelsestid blev slagtet. Løftet der skulle retfærdiggøre den voldsomme pris var, at de svageste elever skulle løftes, elevernes trivsel skulle op og det faglige niveau skulle styrkes. Den daværende undervisningsminister udtalte, at efter få år ville se resultaterne og det må man sige hun havde ret i.
Resultaterne er en katastrofe. Folkeskolereformen havde fire overordnede mål som var at styrke andelen af elever der var gode til at regne og læse, styrke andelen der lå i top, sænke andelen af elever med store vanskeligheder og øge elevernes trivsel. Ud af de fire overordnede mål er ikke ét af dem blevet opnået. I alt er svaret ”nej” til om 26 af folkeskolereformens egen fastsatte delmål er opnået. Enten kan der ikke spores en ændring eller også, så står det nu værre til i vores folkeskole end det gjorde for 5 år siden, mens unge tilbringer væsentlig mere tid i skolen end før. Selv med den lille kosmetiske justering ved reformen i 2019 betyder det, at unge i dag typisk sidder op til fem timer mere i skolen og som hovedregel først får fri klokken 3 uden tydeligvis at få noget som helst ud af det.
Personligt oplever jeg det, når jeg som KU-formand er ude på landets folkeskoler. Her møder jeg unge, der udtrykker en dyb frustration over skoledagens længde og mangel på faglig udfordring. Ved sidste skoledag talte jeg med en ung 8.klasse elev, der beskrev hvordan det føltes som at sidde som en zombie med slukket hjerne de sidste 2 timer af dagen uden at lære noget, mens dagen var gået med hulahopringe, fremfor at blive klogere. Og han er ikke alene. I 2018 svarede 8 ud af 10 elever, at de synes skoledagen var for lang. Dem det rammer mest er de fagligt svage elever, som lærerne ikke har tid til at give den tilstrækkelige hjælp og som kun bliver mere skoletrætte af at sidde længere tid i skolen.
Men hvor længe skal vi kigge på blodrøde tal for elevernes faglige evner, trivsel og stress i håbet om at det nok skal blive bedre på et udefineret tidspunkt?
Når man iagttager støtterne af folkeskolereform udtale sig, så har man det lidt ligesom man er vidne til en dårlig genindspilning af Titanic, hvor venstrefløjen stolte iagttog deres undervisningspolitiske flagskib sejle af ud af havnen med paroler om, at den ikke kunne synke. Men hvor man i Titanic anerkendte at spillet nok var slut da skibet sank under ishavet, så fastholder støtterne af folkeskolereformen stædigt, at flagskibet nok skal flyde ovenpå igen. Det kræver bare mere tid.
Mange peger (rettelig), at en folkeskolens store problemer har været konstante reformer uden, at man har givet folkeskolen ro til at lande, men dette bør selvfølgelig ikke være en undskyldning for, at man skal acceptere enhver reform, der beviseligt gør folkeskolen dårligere.
I stedet for at fortsætte af den samme kurs, så er det på tide at forkorte skoledagen ved at skære den understøttende undervisning ned og fokusere på det faglige løft, fremfor alle mulige projekter, der flytter fokus fra folkeskolens hovedrolle: At styrke børnenes faglighed. Hvis vi ovenikøbet gjorde brug af niveau-inddeling og styrkede læreres forberedelsestid og uddannelse så elever bliver fagligt udfordret, så tror jeg, at vi rent faktisk kunne skabe en bedre folkeskole.
Definitionen på at være sindssyg er som bekendt at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat. Daværende undervisningsminister Christine Antorini gav reformen 3 år til at vise resultater. Nu har ungdommen lidt i fem år – er det ikke snart på tide at sadle om?
