Vi hverken bør eller kan udlicitere vores næstekærlighed til staten

Upopulære tanker v/ Thomas Herman Nørgaard

Okt 12, 2019

1

Vi hverken bør eller kan udlicitere vores næstekærlighed til staten

Vi bliver nogle moralsk dovne og fattige mennesker, når vi med henvisning til vores skattebetaling ikke udviser næstekærlighed over for folk, der tydeligvis har brug for det.

Jeg havde set den samme hjemløse mand hver dag i en måned sidde med hans hund ved Kongens Nytorv metrostation, hvor jeg står af om morgenen på vej til arbejde. En dag tog jeg nogle hundesnacks med til hans hund Thor og købte morgenmad til ham i bageren. Da jeg overrakte det til ham, kiggede han først lidt afventende på mig med et skeptisk blik, der vidnede om, at han var usikker på, om jeg var ved at give ham noget forgiftet mad. Og jeg bearbejder ham ikke. Det er sikkert ikke noget, han oplever hver dag i et samfund som vores, hvor vi har så altomklamrende en velfærdsstat, der tager del i næsten samtlige af samfundets facetter, men alligevel sjældent formår at tage hånd om dem, der mest har allermest brug for hjælp.

"Du skal elske din næste som dig selv". Sådan lyder Jesu næstekærlighedsbud. Men vores nuværende samfundskonstellation skaber en kølig og mekanisk distance mellem mennesker. Vi har jo betalt vores skat, og folk må jo henvende sig til kommunen, hvis de har brug for hjælp. Vi har med andre ord udliciteret vores næstekærlighed til velfærdsstaten i et forsøg på at sætte den i system. Problemet er bare, at næstekærlighed pr. definition ikke kan udliciteres – det er ganske enkelt ikke næstekærlighed, hvis der bliver skudt et stort, tungt og bureaukratisk administrativt organ ind imellem giveren og modtageren af den.

I min optik er der intet smukkere end den frivillige hjælp til andre mennesker. Og det øjeblik der opstår i et sådant møde mellem to mennesker kan aldrig erstattes af mødet mellem en sagsbehandler og en klient. Sandheden er, at staten slet ikke kan elske nogen. Og derfor må vi aldrig udlicitere vores næstekærlighed til staten, uanset hvor altomklamrende den bliver.

1 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere