Topskattelettelser er feministisk politik

Rablende Radigalt v/ Lasse Pagh

Sept 30, 2019

0

Topskattelettelser er feministisk politik

Det er for de fleste feminister en kamp at få flere kvinder i lederstillinger. Feministerne har en pointe i, at der er meget få kvinder med topposter. Løsningerne som oftest bliver fremlagt, er tvang og kvoter. Det er ikke løsninger som er specielt populære, og med god grund; de minder om noget fra Sovjetunionen. Jeg mener også selv, at der en skæv kønsfordeling med topposter, men jeg foretrækker liberale løsninger på problemet. En af dem kunne være at afskaffe topskatten.

Et godt eksempel på den skæve kønsfordeling i direktørstillinger i Danmark er Jyske Bank. Deres koncernledergruppe består af 18 direktører, og de er alle sammen mænd. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de alle er møghamrende kvalificerede til deres job, jeg tror bare ikke på at det er tilfældigt at der ingen kvinder er. Der er helt sikkert hundredvis af grunde til, at der findes en skæv kønsbalance i fordelingen af direktørstillinger i Danmark, og en af dem kunne være topskatten.

Den skæve kønsbalance i Danmarks lederstillinger hænger sammen med, at det i den gennemsnitlige danske familie også er kvinden der bruger mest tid på huslige pligter, som rengøring, madlavning og børnepasning. Det har en stor betydning når kvinder får muligheden for en direktørstilling, for en sådan stilling kræver meget arbejde, hvilket betyder der vil være mindre tid til at passe hus og barn. Hvis man afskaffede topskatten, så ville direktørstillinger, som jo oftest giver en løn på topskatteniveau, give en større gevinst, og kvinder vil få flere penge til at betale sig fra de huslige pligter de ikke har tid til, når de får en direktørstilling.

Det gælder naturligvis ikke kun direktørstillinger, men alle tidskrævende stillinger som fører til en høj løn. Ifølge Finansministeriet reagerer kvinder tre gange kraftigere end mænd gør på topskatten (kilde).  Lønnen kvinder får for tidskrævende jobs betyder altså meget for, om de ønsker jobbet eller ej, og jeg tror grunden er, at kvinder er mere afhængige af at betale sig fra huslige pligter end mænd.

Hvis vi kigger på andelen af kvindelige ledere i dag i alt, så kan man på trods af hvad ligestillingsdebatten giver indtryk af, se at der i dag er flere kvindelige ledere en der nogensinde har været. Det går bare meget langsomt. Topskatten er ikke det eneste som holder kvinder tilbage fra lederstillinger, men en afskaffelse af den kan være med til at accelerere udviklingen.

Der er et utal af grunde til at lette eller helt afskaffe topskatten, og ligestilling er bare en af dem. Det ville være interessant at se, hvad de røde politikere som jo oftest er de mest højtråbende om mangel på ligestilling, har at sige til, at Liberal Alliance faktisk er det parti der har gjort det største forsøg på at få flere kvinder i lederstillinger.

Vi burde løse ligestillingsproblemer med gulerod i stedet for med pisk.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere