Kalder du dig selv for liberal, må du også være feminist

Liberal ligestilling v/ Karen Frese

Okt 28, 2019

1

Kalder du dig selv for liberal, må du også være feminist

Den polarisede ligestillingsdebat gør det umuligt at løse de ligestillingsproblemer, som fylder i vores samfund i dag. Et opgør med fordomme mod debattens deltagere er nødvendigt, hvis vi skal løse fundamentale problemer, som spænder ben for, at mange lever det liv, de ønsker.

Jeg er selverklæret liberal feminist. To ord der umiddelbart ikke hører til i samme sætning i manges ører, fordi sådan en udmelding hurtigt kommer til at lugte af venstreorienteret mandehad. For mig går de to ord dog hånd i hånd. Liberal feminisme handler selvfølgelig ikke om, at ét køn skal forfordeles frem for et andet. Det handler ikke om, at kvinder skal have en forlomme ind i fx bestyrelser og til topposter. Det handler om det, der for mig er grundessensen i at være liberal; At alle mennesker har ret til lige og frie muligheder uanset køn, hudfarve, religion eller politisk overbevisning. Hvis man hævder, man er liberal, må man efter min overbevisning også være feminist, fordi man ønsker at kæmpe for det enkelte menneskes frihed og muligheder. Det gælder både kvindelige iværksættere og mandlige pædagoger – for der er problemer på netop disse to områder.

Blandt unge liberale og også hos vores moderpartier hersker en opfattelse af, at vi har opnået den yderste instans af ligestilling i Danmark. Man må mange gange næsten ikke påstå andet. Hvordan kan man tillade sig at tale om, at der er ligestillingsproblemer herhjemme, når det er nemt at pege på lande, hvor kvinderne har det meget værre? Det kan man selvsagt, som man kan tale om problemer i andre lande, når det kommer til demokrati, retssikkerhed eller god sundhedspleje.

Den konstante forkastelse fra liberale af ligestillingsproblematikker efterlader et gabende tomrum, som særligt den yderste venstrefløj glædeligt tager ejerskab over. Og det har de gjort i mange år. I venstrefløjens værktøjskasse findes blandt andet kønskvoter og tvungen barsel. Lad os nu finde alternativer.

Jeg er sikker på, at det liberale Danmark kan vinde debatten, hvis vi blot tør tage den. Drop parolen om at alle feminister bare hader mænd. Drop parolen om at der ikke findes ligestillingsproblemer i dagens Danmark. Så snart vi dropper polariseringen af debatten, åbner samtalen for nuancer og tør komme med liberale bud på, hvordan vi eksempelvis får flere kvindelige iværksættere, tror jeg på, at alt fra erhvervsliv til den demokratiske samtale har en masse at vinde.

1 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere