Staten vil ikke anerkende sexarbejdere, men tager gerne deres penge

Hundragen v/ Heidi Asbjørn Freke

Sept 25, 2019

0

Staten vil ikke anerkende sexarbejdere, men tager gerne deres penge

Torsdag den 19. september var jeg inviteret til et hastemøde af sexarbejderen Sofie Brandvarm.

Årsagen var, at den nuværende regering har besluttet sig for at "sylte" en arbejdsgruppe nedsat af den forrige regering.

Denne arbejdsgruppe skulle undersøge om der var mulighed for bedre vilkår for sexarbejdere i Danmark. Regeringen vil nu sætte arbejdsgruppen i bero, men de vil ikke give et officielt svar på præcis hvorfor.

Det er meget sigende for debatten.

Problemet i hele debatten og situationen omkring sexarbejdere er facetterne

Der er moral, etik, følelser og politik.

Den politiske fordømmelse af sexarbejde

Politikken ligger i det faktum, at de fleste politikere tager denne debat ud fra deres personlige moral, værdi og deres følelser. Det betyder at sexarbejdere i Danmark konstant skal forsvare deres eget valg på erhverv.

Samtidig skal sexarbejderne slås med, hvordan de overhovedet kan blive anerkendt som erhverv, når en del politikere fra de røde partier ikke vil betragte sex som et arbejde.

Ironien er slående på flere parametre:

- Sexarbejdere skal som alle andre betalte skat og moms af de penge de modtager for deres ydelse

- Når en politiker som Camilla Fabricius udtaler "At man ikke skal betragte prostitution som et arbejde. Hvis det var det, så var arbejdspladsen blevet lukket for lang tid siden, fordi det er for farligt"

Så er det mere end himmelråbende ironisk, at det er politikerne der ikke vil lave de ændringer i rufferiloven der sikrer sexarbejdere så de kan arbejde under trygge forhold.

Camilla Fabricius udtaler endvidere, at når man har så mange sexpartnere så får man fysiske skader på ryg, slimhinder, hofteskader samt man bliver bange. Ud fra de udtalelser vil der være en del jobs der skal forbydes i plejesektoren eller håndværkerfagene som er leverandører af en del ryg/hofteskader.

Eller hvad med jobs i psykiatrien hvor talrige medarbejdere overfaldes og sågar slås ihjel?

Ved igen at anerkende visse jobs som værdige til arbejdsskader men ikke andre, så devalueres værdien på de mennesker der vælger sexindustrien. Er det mere tragisk at en medarbejder i psykiatrien dør på jobbet end en luder? Hvordan sætter vi værdien på hvilke mennesker der er mest berettiget til at have sikre arbejdsforhold?

Det er korrekt, at der findes erhvervsskader i sexindustrien. Udover ødelagte slimhinder kan en sexarbejder også – selvom det lyder tragikomisk – få en kronisk knæskade af at sidde overskrævs på kunder. Så er det et fysisk faktum. Så Camilla Fabricius har ret i at der er skader. Skader som i andre fag kan betragtes som arbejdsskader.

Og her kommer et af problemerne. Når du ikke vil anerkende et job som et erhverv, så kan skader i disse jobs ikke defineres som arbejdsskader.

Staten ønsker ikke sort arbejde fra sexarbejdere. Men staten vil ej heller anerkende sexarbejderes jobs som et erhverv på trods af, at de betaler skat og moms. Så dermed er der en gruppe mennesker der ikke kan organisere sig i fagforeninger.

De kan ikke modtage sygedagpenge, har ingen rettigheder og de skal arbejde under en lovgivning der undertrykker dem. Men de skal stadig betale skat! Deres penge skal i statskassen – det er lovpligtigt – men deres erhverv er ikke et job og accepteres ikke som et erhverv i statens øjne.

Paradokset er at rufferiloven har nogle rammer i forhold til udlejning af lokaler, organisering og deslige som forhindrer sexarbejdere i at have ordentlige arbejdsforhold. Og lad mig nu understrege at det omhandler mennesker der tilvælger det frivilligt!

Men loven forhindrer disse mennesker i at sikre sig under arbejdsforhold der både er trygge og sanitære. På samme tid er der en lov imod sort arbejde, så hvordan kan et job anerkendes igennem skat men ikke via loven?

Følelsesaspektet ved sexindustrien

Så kommer vi til alle følelserne.

Det er ikke et acceptabel erhverv, for det nedværdiger mener mange og når det nedværdiger, så skal disse mennesker ligesom også føle sig underlegne og de skal nærmest være en undskyldning for sig selv.

Det er som om der er et behov for at tro, at dette ikke er et fag et sundt menneske frivilligt kan vælge!

Samfundet har behov for at distancere sig og tro at ingen reelt vælger det frivilligt og gør man så må der jo være de mest forfærdelige barndomstraumer som forklarer det for de stakkels ofre.

Derfor skal de reddes og når de er reddet, så skal de ynkes og have forståelse for alt det de har udsat. Det forventes desuden, at selvleden er fuldstændig.

Hvis dette fag konstant skal leve i skyggen af samfundet som noget der anses som et fag af stakler og undermennesker, så er "vi" i samfundet med til at fastholde disse mennesker som ofre fordi "vi" har behov for det.

Mennesker skammer sig kun over ting som de bliver indoktrinerende til at tro er forkerte, og når sexarbejdere konstant skal høre at de nedværdiger sig selv, at de er ofre, og at det er synd for dem, så bliver det ofte en selvopfyldende profeti.

Hermed ikke sagt at der ikke er mennesker som bliver skadede. Det er der absolut.

Nogle bliver sexarbejdere fordi de har akut behov for penge til et misbrug. Her kommer facetterne igen ind i debatten, og det er vigtigt at have nuancerne med. Når jeg skriver om prostitution er det vigtigt at understrege, at jeg selvfølgelig udelukkende taler om FRIVILLIG OG SELVVALGT prostitution/sexarbejde og ikke trafficking eller lignende.

Igen ligger problemet i, at når et job ikke anerkendes som erhverv og der ikke er en lovgivning der tager hånd om erhvervet via eksempelvis en fagforening, så vil det altid føre til at der er nogle, der bliver tabt på gulvet.

Denne gruppe sårbare mennesker, der i dag efterlades til sig selv og dermed ødelægges, kan med rettigheder, organisering og intern hjælp i branchen, muligvis nå at reddes før de ender som de ofre politikere taler om.

På trods af at det lyder utopisk, så kan en fagforening for sexindustrien sætte rammer. Måske endog en form for certificering så en køber af disse ydelser har sikkerhed for, at sælger interagerer frivilligt og har fulgt et rådgivningsforløb sammensat af sundhedspersonale som psykologer, jurister, undervisning i intimbeskyttelse og hygiejne osv.

Ligeledes kan løndumping modarbejdes, så sexarbejdere ikke konstant skal være i konkurrence med de som ikke betaler skat, trafficking og kyniske bagmænd, der netop tjener på at deres handlede kvinder fra andre lande kan leve i skyggerne.

Der er talrige konstellationer men få der tør overveje dem for så skal sexarbejdere anerkendes som mennesker der har et rigtigt job.

Når der indføres fagforeninger på området, bør man i samme håndevending lave en holdbar handlingsplan for at afvikle trafficking.

Jeg kan da godt forstå at opgaven synes uoverskuelig. Uoverskueligheden forværres også, når modstridende parter i debatten slås som værdikrigere. Her er der et gab imellem de som arbejder med gadeprostitution og misbrugere kontra de som betragter sexarbejde som noget de gør frivilligt og lever af.

Så længe der er en kilometers afgrund frem for et konstruktivt samarbejde, der anerkender begge aspekter, så vil det synes sort/hvid og der vil ikke forekomme nogle ændringer af større værdi.

Igen er paradokset at den arbejdsgruppe, som regeringen nu ligger i bero, kunne være med til at undersøge industrien i andre lande, se på kildekritisk forskning og forholde sig til debatten på et oplyst grundlag der ikke kun omhandler personlige følelser.

Behovet for organisering

Via organisering og ændret lovgivning kan der sættes rammer op så mennesker i sexbranchen har steder de kan henvende sig.

Når mange griner af ideen om at der kan laves undervisning eller kurser for sexarbejdere så de mentalt kan lære at håndtere deres job, så er denne stigmatisering med til at underkende sexarbejdere som seriøse folk, der går på arbejde som os andre.

Hvis sexarbejdere kan organisere sig, kan de blive stærkere fordi en kæmpe del af skammen i denne branche ligger i netop stigmatiseringen fra samfundet.

Feminister har ofte prædiket for mig, at stærke kvinder som jeg jo netop skal bekæmpe sexisme og objektivisering af kvindekroppen. Men jeg er langt fra enig!

Stærke kvinder kæmper for at mennesker i almindelighed har retten til at være det de har lyst til at være!

Stærke kvinder trækker ikke egne værdier ned over andre og pådutter dem egen levevis eller subjektive moral og stærke kvinder vil anerkende, at ikke alle har samme værdier eller ønsker at leve ens!

Som samfund kunne vi være med til at give disse sexarbejdere en plads i solen hvis vi stoppede med fordomme, nedgørelse, ynk og udskammelse af det de foretager sig.

Vi kunne give dem friheden til at skabe smukke arbejdsforhold, organisere sig i en fagforening og benytte sig af ordentlige og trygge rammer med varme og sanitet frem for at skulle stå på gaden eller gemme sig væk.

Hvem har lyst til at betale til en stat, der ikke anerkender dig?

For ikke at tale om at der faktisk er et helt erhverv hvor der florer SÅ mange sorte penge!

For hvem ønsker at betale til en stat som ikke engang vil anerkende dig`? Men som i stedet undertrykker enhver mulighed for rettigheder og tryghed, og som direkte modarbejder ordentlige arbejdsforhold på dine vegne.

Vi som samfund er med til at skabe skammen, skylden, den manglende respekt og de kummerlige forhold som mange arbejder under, fordi forventningen om at de bøjer nakken og indrømmer, at de faktisk ikke ønsker at udføre deres arbejde, er så nærværende i vores forventning.

Værdighed?

Her er vi igen ved den del af sexarbejder/prostitutionsdebatten der omhandler følelser. Personlige følelser på hvad vi hver især mener er værdighed. Men hvad med respekt for de kvinder der selv vælger det fag, der hedder sexarbejde?

For hele debatten ramler sammen med en sær idé om hvad kvinder eller pæne piger er:

- Pæne piger er ikke ludere!

- Pæne piger har ikke mange mænd!

- Pæne piger er ærbare!

- Pæne piger vælger ikke selv et liv hvor de potentielt kan tjene et shitload af penge på at være eksempel highclass ludere eller sugardate og gøre det for sig selv!

Ironien kommer så der hvor en del feminister den anden vej kæmper for kvinders ret til at være stærke i deres seksualitet og retten til at gøre med deres krop som de lyster. Altså så længe de ikke sælger den.

Den anden ende af sexarbejdet: Køberne

Mette Frederiksen udtalte at mænd der benytter prostituerede ikke bør arbejde med mennesker. Allerede her er en af årsagerne til hvorfor arbejdsgruppen er nedlagt!

Arbejdsgruppen skulle netop også have fokus på hvad sexarbejde egentlig er. Sexarbejde er ikke "kun" en luder der står på Istedgade eller er tvunget via menneskehandel til at arbejde på et kummerlig bordel. Sexarbejdere strækker sig fra pornoskuespillere, nøgenmodeller, strippere, dominaer der lever af at tæve mænd, sexsælgere og diverse små undergrupper på feticher.

Købere er alt fra handicappede, ensomme, gifte, unge og ældre. Her er der også en kæmpe stigmatisering af mænd og en idé om, at en mand der går til en luder må være et svin der devaluerer kvinder og mangler solidaritet.

Men disse købere er lige så ofte en gift mand med en fodfetich der skammer sig over at han tænder på at få stukket beskidte tæer op i næsen, som det er en liderligmand, der vil købe et knald og være utro, eller blot tænder på en idé om at betale for sex.

Skamfuldhed og uvidenhed

Hele branchen er fuld af skam. En skam der er dikteret både af samfundet, politikere og de tabuer, vi opbygger.

Mænd der kommer snigende langs panelerne fordi de ønsker at ydmyges af en domina og ikke føler de kan bede deres hustru om den fantasi. Disse mænd skal ikke kun skamme sig over deres seksualitet men også fortælles at de ikke respekterer kvinder, er uværdige til at arbejde med mennesker og bør kriminaliseres.

Mange der debatterer emnet ved ikke hvad sexarbejde dækker over. Når Mette Frederiksen og hendes røde bagland dæmoniser disse købere af ydelser, så er de med til at devaluere frivillige sexarbejdere, der hjælper mennesker der ikke kan varetage eget liv eller ikke har føling med sig selv.

Her er der tale om den nedgørende offergørelse.

Kontraproduktiv politisk korrekthed

Sagen er også, at fordi hele problemstillingen omhandler følelser og hvordan politikere ønsker at ses af folket, så foretrækker de at stå som et moralsk pejlemærke – og derfor tør de ikke at rode i hvepsereden.

Her er de selv igen med til at stigmatisere og tabuisere sex – på trods af at Danmark som samfund forsøger at aftabuisere seksualitet. Men her er den politiske korrektheds mål om at omfavne blevet kontraproduktiv!

Du kan ikke beskytte minoriteter ved at undertrykke deres ret til at eksistere i det åbne. Venstreorienteret politisk korrekthed kan ikke både ønske en feministisk frigørelse af kvindekroppen for på samme tid undertrykke de som frigør sig modsat af ens egne værdier.

Igen er paradokset at politikere ønsker at beskytte kvinder, men i stedet undgår at lave en lov der gør det muligt for dem at skabe de rammer de har brug for at kunne arbejde sikkert.

Politikere ønsker ligeværd og rettigheder til kvinder mens de på samme tid ønsker at tvinge sexarbejdere (der hovedsageligt er kvinder) til at arbejde under ringere arbejdsforhold og gøre sig til dommere over, hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg tror det er på tide at vi som samfund begynder at gøre en lille smule op med det behov vi har for fordomme og den tilfredsstillelse vi får ved at trække vores egne moralske værdier ned over hovedet på andre.

For lige præcis her udgør moral og følelser en kerne i manglende rettigheder. Hvis vi virkelig ønsker ligestilling & ligeværd i diverse erhverv, så bør vi fokusere mindre på kvoteordninger og at snige kvinder ind på prestigefyldte bestyrelsesposter og i stedet sørge for, at de kvinder der ses som underprivilegerede ofre – sexarbejderne – kan rejse sig og få fuld kontrol over deres arbejde.

Et ophøjet moderne samfund?

Der tales så meget om at være et ophøjet moderne samfund. Måske er det på tide at denne ophøjethed forholder sig til at sexindustrien ikke kan undertrykkes og at mennesker ikke reddes ved at fratage dem deres rettigheder.

Måske et moderne samfund vil søge oplysning og moral til at forbedre og reformere frem for at moralisere og gøre sig til dommer over, hvad et værdigt job er. Et job er kun så værdigt som de der bestrider det, føler sig som.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere