Last stop: End of the Brexitline

Fra Jylland til udland v/ Anders Burlund

Okt 16, 2019

0

Last stop: End of the Brexitline

Hopper man på Circle line ved Westminister skal man skifte til Central line på Notting Hill gate for at ende i Boris Johnsons valgdistrikt South Ruislip and Uxbridge. På mange måder er Boris Johnsons vej til Downing Street 10 så uforudsigelig og bumpet som Brexit har været indtil videre. Få havde set BoJo i Downing Street 10 for blot 2 år siden, hvor hans politiske karriere var på vågeblus. For selvom den karismatiske tidligere borgmester i London er en stor taler, en dygtig politiker og en af de største talenter i britisk politik, er han også omkranset af skandaler.

Men hvad er Boris Johnsons endgame? 

Boris beskyldes af oppositionen for at forhale Brexit, således at man er tvunget til at forlade uden en egentlig aftale med EU.

Men et hard brexit uden aftale, kan et flertal i parlamentet ikke bakke op, og derfor har man også vedtaget en lov der tvinger regeringen til at bede om udsættelse, endnu en gang, hvis der ikke er en aftale d.31 oktober. Selvom kritikerne har forsøgt at male ham op i et ”no deal” hjørne er d.31 oktober nu så tæt på, at man er ved at løbe tør for tid. Briterne er, igen, efterladt i en håbløs situation, og Boris Johnson i en endnu mere håbløs situation. Hans egen selvforståelse vil næppe holde til, at han bliver husket som premierministeren der fik under 6 måneder i Downing Street 10 og var ansvarlig for en stor økonomisk nedgang i britisk økonomi, for slet ikke at snakke om selvstændighedsopblomstringen i Skotland. Boris endgame må være at Boris også er i Downing Street 10, efter et valg, der kommer efter brexit. Et brexit med aftale, kan bane vejen for et parlamentsvalg, hvor Conservatives slår Labours og bliver større end man er nu, og det sikre Boris flere år som premierminister.

Boris Johnson har al mulig grund til at trække tiden, og indgå en aftale med EU til sidst. 

På mange måder er Brexit et spil kylling. Hvor Boris Johnson sidder i UK bilen og trykker hårdt på speederen, mens Michel Barnier sidder i EU bilen og trykker lige så hårdt på speederen. De seneste ugers udvikling har gjort, at mange ikke tror der kommer en aftale og at pinen måske, måske ikke, forlænges med yderligere 3 måneder. Tager man imidlertid de optimistiske biller på, så er her en række årsager til at vi om to uger har et EU uden UK.

For det første er de mest hardcore brexiteers ikke tilfredse med endnu en udskydelse af brexit, hvorfor de med overvejende sandsynlighed vil stemme for en ny aftale, der er meget lig den som May fremlagde for under et år siden. Hvorfor? Af frygt for at man aldrig får et brexit, men bliver i EU. Her er liberaldemokraternes fremgang i meningsmålingerne, og Jo Swinsons positionering over for Jeremy Corbyn måske det, der ved et fremtidigt parlamentsvalg kan få tippet parlamentet og dermed sørge for at UK bliver i EU. Det ønsker man naturligvis ikke, hvorfor en aftale med udtrædelse er bedre end at blive.

For det andet står Boris Johnson til at vinde det efterfølgende valg, mens hans modstander Jeremy Corbyn står svagt og ikke er et reelt alternativ. Af samme årsag har Boris Johnson påbegyndt en valgkamp før tid, og er konstant på kampagner rundt omkring i landet. Her kan man pege på Labour og den helt igennem uduelige leder Jeremy Corbyn, der ikke åbent og ærligt har kunne kommunikere en klar linje i spørgsmålet om brexit, men i stedet har været afventende og dermed ikke har været et reelt alternativ som leder af en ny regering. Dertil kommer Labours politik, der er helt håbløs og ødelæggende for det britiske samfund, hvilket i sig selv er et blogindlæg værdigt.

For det tredje vil en aftale kunne lægge en dæmper på skotternes selvstændighedskamp, hvis man kan lave en frihandelsaftale med EU. Dermed vil skotterne kunne drage fordel af handlen med EU, samtidig med at Boris Johnson kan lægge en dæmper på den skotske selvstændighedskamp.

For det fjerde forventes en ny aftale at have fundet en løsning på det irske problem, hvilket betyder at der næppe kommer nye uroligheder i Nordirland. Den vel nok største knast i den forrige aftale, er nøglen til Johnsons brexit end game, og selvom det måske handler om teknikaliteter, er det afgørende at Boris Johnsons regeringen kan sælge det som en reel sejr. Her spiller den irske premierminister Vadradkar også en rolle, og mon ikke han og Boris har en fælles interesse i at få løst ”problemet” således at de begge kan fremstå som stærke ledere.

For det femte fordi Boris Johnson herefter vil gå over i historien som manden der trak Storbritannien ud af EU og fik gang i Storbritannien igen. Her er det vigtigt at understrege, at det i sig selv, vil være en stor sejr i briternes selvbevidsthed. Får Boris Johnson løst brexit, og får leveret et reelt resultater, vil det sikre ham minimum fire år mere i Downing Street 10. Dertil kommer at partiets politik er framet mod et post brexit scenarie, hvor man skal have fremrykket investeringer, sørget for at vælgerne mærker en forskel på velfærden, og hvor man leverer på økonomien. Derfor er ”valgkampen” efter brexit allerede i gang, om ikke andet for Boris, der lystigt besøgere vælgerne på gader og stræder. En ting er sikkert og vist, brexit er et uforudsigeligt spil, men meget peger på at både EU og Boris Johnsons regering er tæt på en ”ny” aftale, og spørgsmålet er så om den kan finde opbakning i parlamentet.

Hvis Boris Johnson kan fremlægge en ny aftale, vil han også imødekomme underhusets lov vedr. brexit med en aftale, og for hver dag der går, peger meget mod et brexit med aftale. Hvor god den aftale så er, hvad den indeholde og hvor store ændringerne er i forhold til den forgående, må tiden vise.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere