Økonomi for venstrefløjsere - del 3

Borgerlighed for begyndere v/ Ole Krarup

Okt 04, 2019

0

Økonomi for venstrefløjsere - del 3

Uddannelse er en ret (dyr affære)!

Betragt det vedhæftede billede. Budskabet appellerer til veluddannede og progressivt orienterede mennesker overalt i Vesten. Præmissen er, at uddannelsessystemerne i alt for høj grad er orienteret mod (eller drevet som) den private sektor. En oplagt konklusion er, at det offentlige i højere grad må finansiere skoler og universiteter samt støtte de studerende økonomisk. Lad os se om ræsonnementet holder vand.

1) Den historiske udvikling. Betragter man udviklingen i Vesten i det 20. århundrede, så er én bestemt tendens umulig at overse. Alle aspekter af samfundet of hverdagslivet er i højere og højere grad blevet påvirket eller decideret overtaget af det offentlige.

Udover ældreplejen, sundhedssystemet, transport og børnepasning, inkluderer dette naturligvis skolerne og universiteterne. Derfor er det umuligt at forklare noget problem med disse ydelser uden primært at fokusere på, karrierepolitikernes indflydelse over dem.

2) Ingen kvaler, de lavtuddannede betaler. Forestil dig, at der ikke fandtes nogen form for skatteyderbetalt uddannelsesstøtte overhovedet - ingen SU og ingen andre end dig selv til at betale for lektionerne. I denne verden må studerende spare op eller tage et privat studielån, så de har råd til investeringen. Da de selv hæfter for udgiften, vil de nøje afveje deres egne interesser og færdigheder imod chancen for at få et lukrativt job, når studiet er afsluttet. Låneudbyderne kan give særligt dygtige elever (der har en høj sandsynlighed for at kunne betale pengene tilbage) rabat i form af en lavere rente. Universiteterne forhindres i at øge deres udgifter eller slække på kvaliteten, fordi de ikke kan slippe afsted med at opkræve mere end eleverne er villige til at betale. 

Med dette ideal in mente, er det let at se, hvordan SU (og uddannelsesstøtte generelt) skævvrider incitamenterne. Uden egenbetaling forsvinder både belønnings- og strafmekanismen. Dygtige studerende belønnes ikke, og den risiko, det normalt ville indebære at vælge studieretning alene udfra ens nicheinteresser, forsvinder. Da der altid vil være en lind strøm af betalende kunder uanset omkostningerne og kvaliteten, mister universiteterne muligheden for at vurdere, om de opererer på en hensigtsmæssig måde. Derfor er det ikke overraskende, hvis mængden af administration stiger, mens fx antal timer, der bruges på at rette en bacheloropgave, falder.

Vi må også overveje SU'ens konsekvenser udenfor uddannelsessystemet. De mange unge mennesker, der under normale omstændigheder ville tage almindelige jobs vildledes i stedet til at starte en uddannelse. Hermed går de glip af arbejdserfaring, der kan være langt mere værdifuld end hvad de kan lære på skolebænken. Når udbuddet af arbejdskraft falder, vil prisen stige. Denne udgift betales i sidste ende af kunderne. Tilføj, at højere offentlige udgifter betales af skatteyderne, og billedet er klart: SU overfører ressourcer fra arbejdende mennesker til akademikere.  

3) Hvorfor har vi det overhovedet? Reel forbedring af uddannelsesniveauet kræver, at man finder én eller anden måde at proppe mere viden ind i folks hoveder med samme (eller mindre) ressourceforbrug. SU snyder blot folk til at tro, at prisen er lavere end i virkeligheden. 

Ligesom alle andre offentlige ydelser, så findes SU ikke fordi det rent faktisk har den lovede effekt. Den findes, fordi politikerne kan score stemmer på at indføre og opretholde den. Studerende, der har modtaget støtte og opnået et velbetalt job (ofte i det offentlige) konkluderer naturligvis at systemet er gavnligt. De mange studerende, som i øjeblikket er afhængige af ydelsen, udgør en stabil stemmebase, der aldrig vil stemme for en reduktion eller afskaffelse. Således kan offentlige initiativer skabe og opretholde deres egen popularitet uanset deres egentlige effekt. 

Dette indlæg fokuserede på SU, men jeg håber, at lektien er klar: Man er nødt til at betragte, hvordan mennesker reagerer på incitamenter, hvis man vil vide om et tiltag er godt eller skidt. Det gør én i stand til at gennemskue vigtige mekanismer, der ellers let overses. Prøv selv at foretage en lignende analyse m.h.t. kontanthjælp. Kommer det rent faktisk arbejdsløse til gavn? Jeg giver mit svar i næste indlæg.

Hvad angår offentlig støtte til uddannelse, er konklusionen er klar: Afskaf SU'en totalt!

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere