Jeg er bestemt ikke den mest kvalificerede person, til at starte debatten omkring VU (Venstres Ungdom) og fremtiden, men det er en debat, der presser sig på, og som ofte viser sit lille hoved i urelaterede sammenhænge på 180grader.dk og andetsteds. Derfor synes jeg, at den nu fortjener sin egen lille bemærkning.
I virkeligheden burde dette indlæg være blevet forfattet af ungdomspolitikerne i de berørte organisationer (VU/LAU) selv, men da der pt. er larmende stilhed om emnet, og sommetider direkte fjendskab mellem de to lejre, vil jeg, som en neutral borgerlig, nu åbne debatten.
VU er utvivlsomt den mest succesfulde ungdomspolitiske organisation i Danmark i de seneste år. En stærk organisation, der har formået at bryde venstrefløjens historiske monopol på politisk aktivisme. VU har med stor dynamik præget den politiske debat, og mere end nogen anden organisation eller parti, slået et slag for de klassiske, gode, borgerlige værdier.
I 2001 fik Danmark endelig det, som borgerlige i lang tid havde håbet på, og som de næsten ubærligt var blevet snydt for i valget i 1998 – en borgerlig regering. I spidsen for denne regering stod ikke hvem-som-helst, men nok den politiker, der var det stærkeste symbol på alle borgerlige håb og drømme, Anders Fogh Rasmussen.
Anders ”minimalstat/pengene fosser ud af statskassen” Fogh havde selv haft en strålende fortid i VU, hvis formandspost han havde bestredet. Han var en lysende liberal stjerne, og selv jeg var tæt på at tage ind til Venstres valgmøde, og fejre sejren sammen med Venstre og VU. Intet tydede på, at vi ville stå overfor det største borgerlige svigt i dansk politisk nogensinde.
Dansk politik årene 2001-2009 er en sørgelig historie. Staten og statsbudgettet voksede endnu hastigere end under Nyrup, og de liberale tiltag var få og langt imellem. Dansk Folkeparti fik afgørende indflydelse og regeringen solgte alle tænkelige borgerlige principper for at bevare deres taburetter. Det gik endda så vidt, at selveste Fogh mere eller mindre brugte hans sidste år som statsminister, et-hundrede procent fokuseret, på at sikre sin næste flotte taburet, udenfor dansk politik.
Venstre ændrede slogan fra ”Danmarks Liberale parti” til ”Man skal kunne tælle til 90 mandater”, og kaprede dygtigt midten af Dansk politik og udmanurerede derved elegant Socialdemokraterne. Men – man besejrede ikke fjenden – man blev selv til det man skulle have politisk bekæmpet.
VU er ikke en del af Venstre – på papiret. Men et kig på listen over højprofilerede Venstre-politikere, afslører en sammenhæng. VU har været vugge for liberale holdninger, og for aspirerende Venstrepolitikere i mange år – såvel som uofficielt ageret som de borgerlige stormtropper for Venstre.
VU har højrøstet kritiseret Venstres venstredrejning, men idealismen holdt, med få undtagelser, sjældent længere end til adgangsbilletten til Christiansborg var sikret.
Som de borgerlige regeringspartier sikrede midten i Dansk politik, efterlod de sig et vaakum til højre for midten. Ud fra parolen om, at ”vi er stadig mindre røde end venstrefløjen”, prøvede man således at bevare de borgerlige stemmer, mens man samtidig kunne æde sig ind i socialdemokraternes kernevælgere.
Man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden – og det var et spørgsmål om tid, før nye repræsentanter for de klassiske borgerlige værdier ville kapre den ledige plads på højrefløjen.
Dette blev en realitet med Liberal Alliances dannelse, som efter en turbulent og noget useriøs opstart, gennem 2009/2010 fik slået fast, at nu var der endelig et borgerligt parti for borgerlige vælgere.
Liberal Alliance og VU deler langt flere holdninger, end Venstre og VU – derom er der ikke nogen tvivl, og det vil jeg ikke bruge plads på at argumentere for. Spørgsmålet man kan stille sig er således, hvorfor VU nu ikke kaster alle sine kræfter ind bag LA?
Jeg tror årsagen skal findes i prestige, tilbageholdenhed og i politiske aspirationer.
Lad mig først argumentere for prestige og tilbageholdenhed.
VU er en gammel, hæderskronet organisation, der længe har stået som samlingspunkt og arnested for Danmarks liberale frontkæmpere. LA derimod, er et parti der er opstået ud af tumulten omkring Ny Alliance, desillusionerede borgerlige aktivister og erhvervsfolk, samt græsrodsbevægelsen Liberalisterne, og har haft en kort og langt hen ad vejen, problematisk historie.
LA er ikke opstået som følge af professionelt og målrettet arbejde, men er evoleret af politisk nødvendighed og et vaakum på den politiske højrefløj.
Det kan syntes svært for VU’ere, der berettiget er stolte over deres professionelle organisation og dens historie, at tage det logiske spring. At bakke op om dén politiske realitet, at deres folketingspolitiske pandang nu ikke længere er Venstre, men Liberal Alliance. Man skal bytte noget centralt og velfunderet ud med noget nyt og usikkert, og man skal åbne dørene op for en masse nye mennesker, specielt dem i det noget mere anarkistiske og langt mindre velfunderede Liberal Alliances Ungdom.
En endnu større faktor er dog nok de politiske aspirationer, rigtig mange nøglepersoner i VU (og LAU for den slags skyld) ligger inde med. Dette fænomen, drømmen om en politisk karriere, at komme ind på borgen og gøre en forskel, at komme til taffel med Dronningen og så videre – er faktisk præcis den faktor, der slog Venstre ihjel som et borgerligt parti.
Venstre er mandatmæssigt Danmarks største parti. Liberal Alliance ligger omkring spærregrænsen. Venstre er en over hundrede år gammel politisk organisation. Liberal Alliance har få og politisk uskønne år på bagen. Hvis du vil ind i politik, ikke for politikkens skyld, men for karrieren – så er Venstre et langt bedre parti at associere sig med.
Tager man de partipolitiske briller af, er VU også en organisation i sig selv. At åbent bryde tilknytningen til Venstre og åbne op for LAU ville betyde omvæltninger i en ellers velfungerende organisation, omvæltninger det er menneskeligt naturligt at modsætte sig. Man har haft debatten om hvem der er kasser og næstformand – den debat vil man (specielt kasseren og næstformanden) helst ikke skulle til at have igen.
Derfor kan man forvente en kamp fra VU’s ledelse – for at VU består i såvel navn som i funktion, som ungdomsorganisationen for ”Venstre – Danmarks knap så Liberale Parti”.
Hvad er de logiske fremgangsmåder, som VU og dets medlemmer kan vælge at følge, i månederne der kommer?
En ville være, at lade være med at spille liberale og borgerlige, og i stedet bakke op om Venstre og regeringens midtersøgende politik. Da ville man i sandhed kunne kalde sig ”Venstres Ungdom”, uden at forvirre. En ærlig holdining, der godt nok ville betyde et betydeligt medlemstab til LAU – men det er vel også fair, da det er forskellige holdninger man pt. forsøger at sammenholde i VU.
En anden er, at officielt bryde alle bånd til Venstre, også navnet, og relancere VU som ”Danmarks Borgerlige Ungdom”, en ”ægte” selvstændig politisk organisation, der kan pege på parti og statsminister, efter hvem der nu engang slår et slag for de borgerlige værdier inde på Christiansborg. Dette ville eventuelt kunne betyde en sammensmeltning af VU og LAU.
Sidst, så kan man fortsætte som nu, med at føre krig mod ens meningsfæller om medlemstal, skabe forvirring i det politiske spektrum, og langsomt erodere den smukke borgerlige aktivisme og borgerlige solidaritet, hvis opståen, ingen kan fratage VU at være så instrumental for.
Uagtet, så ville det pynte på VU, hvis man ønsker at undgå at kaste et grimt lys af taburetklæberi over så mange års smukt borgerligt fodarbejde, omgående og ved først komne lejlighed, offentligt at anbefale LA til næste folketingsvalg, og arbejde aktivt på at fremme LA’s sag.
I virkeligheden burde dette indlæg være blevet forfattet af ungdomspolitikerne i de berørte organisationer (VU/LAU) selv, men da der pt. er larmende stilhed om emnet, og sommetider direkte fjendskab mellem de to lejre, vil jeg, som en neutral borgerlig, nu åbne debatten.
VU er utvivlsomt den mest succesfulde ungdomspolitiske organisation i Danmark i de seneste år. En stærk organisation, der har formået at bryde venstrefløjens historiske monopol på politisk aktivisme. VU har med stor dynamik præget den politiske debat, og mere end nogen anden organisation eller parti, slået et slag for de klassiske, gode, borgerlige værdier.
I 2001 fik Danmark endelig det, som borgerlige i lang tid havde håbet på, og som de næsten ubærligt var blevet snydt for i valget i 1998 – en borgerlig regering. I spidsen for denne regering stod ikke hvem-som-helst, men nok den politiker, der var det stærkeste symbol på alle borgerlige håb og drømme, Anders Fogh Rasmussen.
Anders ”minimalstat/pengene fosser ud af statskassen” Fogh havde selv haft en strålende fortid i VU, hvis formandspost han havde bestredet. Han var en lysende liberal stjerne, og selv jeg var tæt på at tage ind til Venstres valgmøde, og fejre sejren sammen med Venstre og VU. Intet tydede på, at vi ville stå overfor det største borgerlige svigt i dansk politisk nogensinde.
Dansk politik årene 2001-2009 er en sørgelig historie. Staten og statsbudgettet voksede endnu hastigere end under Nyrup, og de liberale tiltag var få og langt imellem. Dansk Folkeparti fik afgørende indflydelse og regeringen solgte alle tænkelige borgerlige principper for at bevare deres taburetter. Det gik endda så vidt, at selveste Fogh mere eller mindre brugte hans sidste år som statsminister, et-hundrede procent fokuseret, på at sikre sin næste flotte taburet, udenfor dansk politik.
Venstre ændrede slogan fra ”Danmarks Liberale parti” til ”Man skal kunne tælle til 90 mandater”, og kaprede dygtigt midten af Dansk politik og udmanurerede derved elegant Socialdemokraterne. Men – man besejrede ikke fjenden – man blev selv til det man skulle have politisk bekæmpet.
VU er ikke en del af Venstre – på papiret. Men et kig på listen over højprofilerede Venstre-politikere, afslører en sammenhæng. VU har været vugge for liberale holdninger, og for aspirerende Venstrepolitikere i mange år – såvel som uofficielt ageret som de borgerlige stormtropper for Venstre.
VU har højrøstet kritiseret Venstres venstredrejning, men idealismen holdt, med få undtagelser, sjældent længere end til adgangsbilletten til Christiansborg var sikret.
Som de borgerlige regeringspartier sikrede midten i Dansk politik, efterlod de sig et vaakum til højre for midten. Ud fra parolen om, at ”vi er stadig mindre røde end venstrefløjen”, prøvede man således at bevare de borgerlige stemmer, mens man samtidig kunne æde sig ind i socialdemokraternes kernevælgere.
Man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden – og det var et spørgsmål om tid, før nye repræsentanter for de klassiske borgerlige værdier ville kapre den ledige plads på højrefløjen.
Dette blev en realitet med Liberal Alliances dannelse, som efter en turbulent og noget useriøs opstart, gennem 2009/2010 fik slået fast, at nu var der endelig et borgerligt parti for borgerlige vælgere.
Liberal Alliance og VU deler langt flere holdninger, end Venstre og VU – derom er der ikke nogen tvivl, og det vil jeg ikke bruge plads på at argumentere for. Spørgsmålet man kan stille sig er således, hvorfor VU nu ikke kaster alle sine kræfter ind bag LA?
Jeg tror årsagen skal findes i prestige, tilbageholdenhed og i politiske aspirationer.
Lad mig først argumentere for prestige og tilbageholdenhed.
VU er en gammel, hæderskronet organisation, der længe har stået som samlingspunkt og arnested for Danmarks liberale frontkæmpere. LA derimod, er et parti der er opstået ud af tumulten omkring Ny Alliance, desillusionerede borgerlige aktivister og erhvervsfolk, samt græsrodsbevægelsen Liberalisterne, og har haft en kort og langt hen ad vejen, problematisk historie.
LA er ikke opstået som følge af professionelt og målrettet arbejde, men er evoleret af politisk nødvendighed og et vaakum på den politiske højrefløj.
Det kan syntes svært for VU’ere, der berettiget er stolte over deres professionelle organisation og dens historie, at tage det logiske spring. At bakke op om dén politiske realitet, at deres folketingspolitiske pandang nu ikke længere er Venstre, men Liberal Alliance. Man skal bytte noget centralt og velfunderet ud med noget nyt og usikkert, og man skal åbne dørene op for en masse nye mennesker, specielt dem i det noget mere anarkistiske og langt mindre velfunderede Liberal Alliances Ungdom.
En endnu større faktor er dog nok de politiske aspirationer, rigtig mange nøglepersoner i VU (og LAU for den slags skyld) ligger inde med. Dette fænomen, drømmen om en politisk karriere, at komme ind på borgen og gøre en forskel, at komme til taffel med Dronningen og så videre – er faktisk præcis den faktor, der slog Venstre ihjel som et borgerligt parti.
Venstre er mandatmæssigt Danmarks største parti. Liberal Alliance ligger omkring spærregrænsen. Venstre er en over hundrede år gammel politisk organisation. Liberal Alliance har få og politisk uskønne år på bagen. Hvis du vil ind i politik, ikke for politikkens skyld, men for karrieren – så er Venstre et langt bedre parti at associere sig med.
Tager man de partipolitiske briller af, er VU også en organisation i sig selv. At åbent bryde tilknytningen til Venstre og åbne op for LAU ville betyde omvæltninger i en ellers velfungerende organisation, omvæltninger det er menneskeligt naturligt at modsætte sig. Man har haft debatten om hvem der er kasser og næstformand – den debat vil man (specielt kasseren og næstformanden) helst ikke skulle til at have igen.
Derfor kan man forvente en kamp fra VU’s ledelse – for at VU består i såvel navn som i funktion, som ungdomsorganisationen for ”Venstre – Danmarks knap så Liberale Parti”.
Hvad er de logiske fremgangsmåder, som VU og dets medlemmer kan vælge at følge, i månederne der kommer?
En ville være, at lade være med at spille liberale og borgerlige, og i stedet bakke op om Venstre og regeringens midtersøgende politik. Da ville man i sandhed kunne kalde sig ”Venstres Ungdom”, uden at forvirre. En ærlig holdining, der godt nok ville betyde et betydeligt medlemstab til LAU – men det er vel også fair, da det er forskellige holdninger man pt. forsøger at sammenholde i VU.
En anden er, at officielt bryde alle bånd til Venstre, også navnet, og relancere VU som ”Danmarks Borgerlige Ungdom”, en ”ægte” selvstændig politisk organisation, der kan pege på parti og statsminister, efter hvem der nu engang slår et slag for de borgerlige værdier inde på Christiansborg. Dette ville eventuelt kunne betyde en sammensmeltning af VU og LAU.
Sidst, så kan man fortsætte som nu, med at føre krig mod ens meningsfæller om medlemstal, skabe forvirring i det politiske spektrum, og langsomt erodere den smukke borgerlige aktivisme og borgerlige solidaritet, hvis opståen, ingen kan fratage VU at være så instrumental for.
Uagtet, så ville det pynte på VU, hvis man ønsker at undgå at kaste et grimt lys af taburetklæberi over så mange års smukt borgerligt fodarbejde, omgående og ved først komne lejlighed, offentligt at anbefale LA til næste folketingsvalg, og arbejde aktivt på at fremme LA’s sag.
