Jeg skal love for, der bliver tævet på socialklienterne for tiden. Ikke, at det ikke er velfortjent. Det er det skam. Folk, der ikke gider arbejde, fortjener at få tæv. Og hold nu kæft med, at der ikke findes arbejde. Når nogen siger det, skal du altid sørge for at fuldføre påstanden med "... i min branche" for at den bliver sand. Og nej, når du er velfærdsingeniør fra RUC med speciale i apologetisk socialrapportrotation, burde du nok have vidst, at ingen gad ansætte dig.
Nå, men nok om forsørgerbyrden. Eller alle de andre sædvanlige byrder. Det er meget værre, når folk lader som om, de arbejder. Ja, dette indlæg handler om den offentlige sektor, eller, som det burde hedde: Den offentlige byrde. Vil I ikke nok være så venlige at gøre mig opmærksom på, om der i dette land findes andre end mig, som er rationelle og bare nogenlunde intelligente? Hvorfor ... hvorfor er der ingen regering, der tør skære i den offentlige byrde? Eller for helvede bare inddrage deres betalte frokost. Men nej, vi andre skal arbejde endnu mere, for når Helle siger, det skal kunne betale sig at arbejde, betyder det, at du skal arbejde mere for at beholde det samme.
Det virkelig usle pak findes i den offentlige byrde. Jeg kender en del, der arbejder der. Andet ville også være underligt, eftersom 80% af arbejdsstyrken befinder sig i denne uduelige monolit. De dækker over hinanden. Feder den. Udnytter systemet. Og cheferne hjælper dem, fordi det ingen konsekvens har at lade være. Her kan du æde dig tyk og gå på fleks til samme løn, fordi dine lår er blevet så fede, at du ikke kan udføre dit arbejde længere. Og skidt da med, at du er syg hver anden uge. Det er da bare så synd for dig.
Det undrer mig også, at når der er nogen, der "tager initiativ til teknologiske fremskridt", så sker det altid i den offentlige byrde. Altid. Og når jeg mener "teknologiske fremskridt", så taler jeg om at udlevere iPads og andre underholdningstablets til de ansatte. Sådanne nogle kastes åbenbart i grams til offentligt ansatte og dovne skolebørn. "Uh, jamen, det er fordi, vi skal spare på papiret og vi skal følge med udviklingen." Nå, jamen, sjovt at man ingen steder i det private får udleveret tablets. Det er nok fordi, man i det private har chefer, der rent faktisk står til regnskab for økonomien. Jeg kender en folkeskolelærer, og man vader nærmest på tablets, der lyser op som fliserne i den der Michael Jackson video, når man går ind i hendes lejlighed. Der er tydeligvis ingen smalle steder på hendes arbejdsplads. Alligevel klynker de.
For det kan jo aldrig lade sig gøre at skære ned. Aldrig. Når et gode først er givet, er det stort set umuligt at tage fra folk igen. Det er kun menneskeligt. Selvfølgelig udnytter man systemet. Især når man er født efter 1950, ingen opdragelse har fået og ingen moral og skam har i livet. De har fået deres ben at gnave i, og så passer de på hinanden. Dem, der bliver svigtet ude i samfundet, står allerhøjst i anden række: De ældre, der ikke får gjort rent eller de børn, der ikke lærer noget ordentligt i skolen, fordi du endnu engang lider af "depression" og "panikangst" ligesom på alle andre mandage. Jamen, det er da også så synd for dig, og vi er jo menneskelige og rummelige i den offentlige byrde, så længe det gælder vore egne ansatte.
Nu er det ikke sådan, at jeg forestiller mig et samfund helt uden en offentlig byrde. Nej, når vi absolut skal have kvinderne på "arbejdsmarkedet", så er det nødvendigt at have et sted, hvor de kan have en fornemmelse af at udføre et arbejde uden at nogen stiller krav, uden at de bliver presset, hvor tingene aldrig ændrer sig og hvor det er okay at melde sig syg, hvis man bare ikke lige følte, at energibanerne havde den rigtige farve i dag. Der skal også være et sted til betahannerne, der kan tage de bløde chefstillinger, som kvinderne ikke tør søge, fordi de ikke opfylder 110% af de "krav", der stod i jobannoncen, men som aldrig bliver ført ud i livet.
Det bedste af det hele er, at alting snart vil kollapse. I kan godt forberede jer på enten at skære i denne snyltende kræftknude eller sige farvel til betragtelige dele af vores velstand. Så er det ikke længere muligt at trække sig tilbage som 53-årig for at lave ravsmykker på nudistcampingpladsen efter femten sløve år i kommunen, hvor man har skubbet rapporter rundt som bolde i en flippermaskine. Så er det slut. For snart gider vi simpelthen ikke mere. Der mangler bare nogen, der samler faklerne og høtyvene op. Så skal jeg nok sidde på min fede røv derhjemme og give jer min stemme, hvis altså ikke der er X Factor i tv eller Venstre ikke lige lokker mig til med femogfyrre kroner i årlig skattelettelse, hvorefter jeg hører på P1, at jeg "skraber en gevinst til mig".
Toget nærmer sig, og I holder havefest på skinnerne. Farvel, Danmark. I fatter det ikke, men noget kommer til at gøre meget ondt på jer alle sammen meget snart.
(Bitter Blog læses bedst - og inklusive illustrationer - på Bitter Blog)
