LEDER: Torsdag indgik regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og de Konservative forlig om den danske folkeskole. Et forlig som betyder, at børn i alle aldre nu skal bruge cirka 5 timer hver uge på at være sammen med pædagoger. I løbet af skoleugen er der indlagt obligatorisk såkaldt "understøttende undervisning", som ifølge den forligstekst, som partierne er enige om, ikke behøver at være ledet af en lærer.
I praksis handler disse timer om den leg og hop, først benævnt "aktivitetstimer, som både Venstre og Konservative på forskellige tidpunkter i forhandlingsforløbet har lovet, at de ikke vil acceptere - K-partiformand Lars Barfoed endda med rabalder, da han sagde, at de repræsenterer et "socialistisk eksperiment". Partierne kalder i dag aktivitetstimerne noget andet, nemlig "understøttende undervisning", men de indeholder det samme.
Dermed fortsætter Venstre og Konservative den kedelige og uredelige praksis fra energipolitikken, hvor de også i offentligheden siger ét om, hvad de kæmper for, mens de i virkeligheden gør noget andet i Folketingets arbejde.
I energipolitikken siger VK-partierne, at de kæmper for lavere energiafgifter, mens de omvendt i folketingssalen stemmer for højere energiafgifter ved hver eneste lejlighed. I skolepolitikken siger de to partier, at de kæmper imod obligatoriske aktivitetstimer uden lærertilstedeværelse i skolen, mens de i virkeligheden indgår forlig om og senere stemmer for obligatoriske aktivitetstimer uden lærertilstedeværelse i skolen.
Og nu er det snart sommerferie og et eller andet sted i dansk dagspresse vil Venstres Søren Pind nok dukke op og holde foredrag om, hvordan partier skal agere i overensstemmelse med, hvad de siger, hvis vi skal holde liv i folkestyret, og han vil fortælle, at Socialdemokraterne og SF ikke overholde disse spilleregler, og at vores demokrati derfor er på vej ned at slisken, hvis ikke Venstre snart får regeringsmagten.
Som det ses er hans eget parti cirka lige så slemt.