Sammen med Anders Samuelsen har jeg skrevet dette svar til Sosun Sendi og Michael Duus, som forleden fik optrykt et fuldstændigt forfejlet og på et enkelt punkt direkte løgnagtigt angreb på mig og mine holdninger i Berlingske Tidende. I svaret herunder uddyber jeg for egen regning nogle af pointerne:
Kan man virkelig ikke være borgerlig, hvis man er skeptisk overfor at sende danske soldater til fjerne egne af verden, hvor de med våbenmagt forventes at kunne opbygge nye demokratiske nationer efter vestligt forbillede? Er man venstreorienteret, hvis man tvivler på, at det kan lade sig gøre, og hvis man frygter, at omkostningerne – både de menneskelige og de økonomiske – vil overstige de gevinster, man kan opnå?
Ifølge Sosun Sendi og Michael Duus, som søndag havde en kommentar om emnet i Berlingske Tidende, er der ingen tvivl: Mit parti, Liberal Alliance, viser sit sande ikke-borgerlige og radikale sindelag, fordi jeg, der aldrig har været medlem af Det Radikale Venstre, kun af Venstre, i en leder på 180Grader.dk i oktober 2008 stillede spørgsmålstegn ved, hvad Danmark og NATO egentlig havde opnået i Afghanistan.
Her er virkeligheden om Liberal Alliance: Vi bakker op om regeringens Afghanistan-politik. Vi bakker også op om regeringens målsætning om, at de sidste danske soldater skal trækkes ud af Afghanistan i løbet af 2014.
Jeg selv har ganske rigtigt ikke haft de store forhåbninger til, at indsatsen i Afghanistan ville falde lykkeligt ud. Jeg er faktisk så konservativ og anti-utopisk, at jeg ikke tror, at man kan ændre et helt folks tankegang og kultur med krudt og kugler i løbet af få år. Og jeg tror ikke på, at vi i Vesten kan udstationere soldater i muslimske lande, uden at det får den utilsigtede konsekvens, at demagoger, imamer og terror-ledere i landene får endnu lettere ved at prædike et modsætningsforhold mellem Vesten og den muslimske verden for derved at rekruttere nye proselytter til deres antivestlige sag.
At erkende denne sammenhæng er bestemt ikke ensbetydende med, at man tilkendegiver hverken forståelse for eller sympati med angrebet på World Trade Center den 11. september 2001, som Sosun Sendi og Michael Duus løgnagtigt påstår, at jeg har gjort.
Aldrig sympati med terror
Jeg har aldrig nogensinde udtrykt forståelse for eller sympati med brugen af terror. At bruge terror er i mine øjne udtryk for ondskab, slet og ret. Det er den totale og utøjlede egoisme i politisk form, en handling som aldrig fortjener andet end fuldstændig og entydig fordømmelse. Jeg har skrevet den ene leder på 180Grader.dk efter den anden, som går i rette med det – primært venstreorienterede – rationale, at man gerne må lade uskyldige på alle mulige niveauer undgælde i kampen for at nå det store lysende mål i horisonten. Jeg har siddet i tre tv-udsendelser i årenes løb og gjort det samme. Det er simpelthen ikke muligt at have en holdning til terror, der er mere entydigt afstandtagende, end min er.
Sosun Sendi og Michael Duus kan da heller ikke dokumentere deres påstand. Det eneste, de gør, er at citere mig for dette: ”Selve modviljen mod Vesten er efter min mening fuldt forståelig, og til en vis grad sågar også berettiget. Jeg ville også nære en meget stor modvilje mod den muslimske verden, hvis der var saudiarabiske hangarskibe i Øresund og Storebælt – eller hvis den danske statsminister holdt sig selv ved magten med støtte fra Iran.”
Behændigt undlader de at citere de sætninger (særligt den fremhævede), som kommer lige inden (det er i kommentarerne til lederen):
”Jeg mener ikke, at noget forstandigt menneske kan komme udenom, at det skaber grobund for had til Vesten i den muslimske verden, at vestlige regeringer, især USA's, forsøger at styre de muslimske lande - enten direkte ved militær besættelse eller mere indirekte ved at understøtte bestemte despotiske ledere i landene. At nogle muslimer bruger dette had til at promovere terrorisme, der rammer uskyldige civile, findes der ingen undskyldninger for. Men selve modviljen […]” o.s.v.
Bemærk, at Sendi og Duus endda ser sig nødsaget til at ændre på citatet - lave stort "S" på "selve" - for at få det til at se ud som om, det ikke er taget ud af en sammenhæng. Den slags metoder kan man godt blive lidt træt af - mildest talt.
Israel
Fra en anden debat trækker Sosun Sendi og Michael Duus et løsrevet citat ind, hvor jeg fortæller, at terror spillede en rolle for oprettelsen af den israelske stat. Det er ikke et faktum, jeg tillægger nogen som helst betydning for anerkendelsen af den israelske stat, som jeg går helt og aldeles ind for, men i den pågældende debat blev det aktuelt at få det med.
Den konservative folketingskandidat Claus Christiansen fortalte i debatten, at han er imod en tostatsløsning i den israelsk-palæstinenske konflikt, fordi han ikke mener, at palæstinenserne har fortjent deres egen stat, når de har brugt terror i deres kamp. Samme Christiansen lagde til gengæld ikke skjul på sin uforbeholdne støtte til Israel, og så fandt jeg det blot på sin plads at belære ham lidt om Israels tilblivelseshistorie, herunder bombningen af King David Hotel i Jerusalem i juli 1946, som kostede 91 mennesker livet og blev gennemført af den militante jødiske Irgun-organisation med det formål at fordrive briterne fra landet.
Som sagt, for mig har dette historiske faktum ingen betydning for anerkendelsen af Israel i dag. Men det var relevant at påpege det overfor en konservativ folketingskandidat, som p.g.a. palæstinensernes brug af terror ikke vil acceptere en tostatsløsning i den israelsk-palæstinensiske konflikt, selvom hans eget parti og dets udenrigsministre, først Per Stig Møller og nu Lene Espersen, også går ind for en sådan løsning.
De fleste stater er blevet til i processer, som har indeholdt utallige krigsforbrydelser, terrorhandlinger og menneskerettighedsovertrædelser. Det er ofte mange århundreder siden, og vi anerkender derfor gerne disse stater, men vi anerkender også nyere stater, som er opstået på tilsvarende vis, fordi fremtidens fred og konfliktløsning som regel vægter tungere end fortidens ugerninger. Det er også baggrunden for, at et bredt flertal i Folketinget, herunder regeringen, støtter etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat.
Borgerlighed
For mig handler borgerlighed især om at gå ind for personlig frihed, personligt ansvar, fri markedsøkonomi, privat ejendomsret, et stærkt civilt samfund og visse grundlæggende og nedarvede normer for ordentlig opførsel mennesker i mellem.
Når man som Sosun Sendi og Michael Duus forsøger at afskrive folk, der ikke har de samme udenrigspolitiske holdninger som dem selv, som ikke-borgerlige, så er det efter min mening mere udtryk for en ungdommelig overvurdering af sin egen ufejlbarlighed, end det har med nogen form for borgerlighed at gøre.
