LEDER: I tiden før 1998, da Uffe Ellemann-Jensen endnu var Venstres formand, og Anders Fogh Rasmussen blot var næstformand, gik Venstre ind for at afskaffe efterlønnen helt og gik sågar til valg med det som en central mærkesag. Dengang viste meningsmålinger, at Venstres vælgere meget tydeligt bakkede synspunktet op.
Så blev Fogh formand, og idéen om, at efterlønnen skulle skrottes, blev selv skrottet af Venstres top - og pludselig mente Venstres vælgere det heller ikke længere, når de blev spurgt af meningsmålingsinstitutterne. Venstres kovending i jagten på midtervælgere så ud til at have smittet af på en stor del af Venstres egne gamle vælgere. Når de politiske ledere, som Venstre-vælgerne i et eller andet omfang havde tillid til og måske endda så op til, ikke længere kunne stå inde for, at efterlønnen skulle afskaffes, så tænkte vælgerne, at det vel så måtte være en dårlig idé at gøre det.
I disse dage går Venstre stadig ind for, at dagpengeperioden skal forblive på to år og ikke de fire år, som den var, før VK-regeringen besluttede at halvere den. Men Venstre har i hele den efterhånden årelange debat om dagpengeperiodens længde ikke ytret sig offentligt til forsvar for, at to års dagpenge ved ledighed er nok.
Og minsandten om det ikke også har haft effekt på Venstres vælgere, ligesom det havde det, da Venstre ikke længere ville argumentere for efterlønnens afskaffelse: 65 procent af Venstres vælgere er enige med regeringen, som netop har forlænget dagpengene med en ny to-årig "arbejdsmarkedsydelse", i at dagpengemodtagere med to år på bagen skal "sikres". Kun 31 procent af Venstres vælgere er enige med Venstre i, at dagpengene ikke skal forlænges.
Det har effekt på vælgerne, hvis deres valgte politikere stikker hovedet i busken og ikke vil argumentere for egen politik. Der er ikke noget at sige til, at vælgere har svært ved at overbevise sig om, at en politik er god, hvis de partier, som burde kæmpe for politikken, ikke orker at gøre det.
Venstre - men også Konservative, som i forhold til dagpengeperioden står i samme modsætningforhold til egne vælgere - må sande, at hvis man faktisk ønsker at gennemføre og fastholde liberale reformer i dette land, så må man også gøre en indsats for at overbevise vælgerne om reformernes nødvendighed.
For øjeblikket læner VK-partierne sig tilbage i deres magelige stole og lader Liberal Alliance gøre alt arbejdet med at kæmpe denne holdningskamp. Det borgerlige Danmark ville kunne udrette mere, hvis det kommende statsministerparti og de Konservative også deltog.
