Vel er jeg ikke udenrigsminister, og vel hedder jeg ikke Lene Espersen. Men også jeg har tålmodigt måttet vente på, at usbekiske myndigheder gav mig adgang – ikke til deres luftrum, men dog til deres territorium. Jeg havde aldrig oplevet at blive tilbageholdt i et fremmed land – lige bortset fra en episode i Tasjkents lufthavn i 1997. Jeg var inviteret til at deltage i en konference på universitetet i Usbekistans hovedstad. Og oplevede på egen krop ved den lejlighed, med hvilken intensitet og ihærdighed en ny og suveræn stat vogter over sin nyvundne selvstændighed og integritet. Landet havde heller ikke i 1997 noget konsulat i de nordiske lande, så Paris var det nærmeste sted, hvor jeg kunne erhverve mig et visum. Men da jeg ikke lige havde tid til en smuttur til Frankrig, lod jeg mig af gode engelske kolleger overbevise om, at visum kunne jeg da også erhverve mig ved ankomsten til Tasjkents lufthavn. Via London nåede jeg frem til min destination med Uzbekistan Airways´s leasede og komfortable Boeing 737-maskine, men blot for her at erfare, at det kunne jeg aldeles ikke. Hvor dum og naiv kunne man være? Var jeg ikke klar over, at det var en suveræn stat, jeg var kommet til? Mine værter og kolleger i ankomsthallen var naturligt nok ulykkelige over situationen, men kunne umiddelbart ikke hjælpe mig. Og min fine medbragte invitation med underskrifter og stempler fra det stedlige universitet gjorde aldeles ikke noget indtryk på lufthavnsmyndighederne. Der skulle ansøges om visum, og det kunne godt tage nogen tid. Det var ikke sikkert, det kunne nås på en dag.
Så slukøret måtte jeg vinke farvel til værter og kolleger for - nu naturligvis berøvet mit pas – at blive ført til en transithal, hvor jeg kunne afvente behandlingen af min ansøgning. Det skal måske lige indskydes, at mine erfaringer fra andre eks-sovjetiske stater som for eksempel Georgien var, at dels var visum som regel en ren ekspeditionssag – ikke mindst, når der forelå en officiel invitation - og dels handlede det mere for modtagerlandet om at få fingre i den ret klækkelige afgift, som visumerhvervelse var belagt med end kontrol med de indrejsende. Nå, men jeg blev altså ført til en transithal, som tydeligvis ikke var den, ”normale” transitpassagerer opholdt sig midlertidigt i. Ved at høre ordet transithal forestiller de fleste sig nok et rummeligt område, hvor man i ro og mag, i et behageligt indeklima og iført en flegmatisk mine trisser rundt for at slå tiden ihjel indtil afgang. Man tager en drink, måske lidt at spise; man svinger sine internationale kreditkort og shopper lidt til såkaldt ”taxfree” priser, man tager endnu en drink, og man iagttager det brogede udvalg af lige så flegmatisk udseende medrejsende, der normalt præger en transithal.
Det sidste – det brogede udvalg – prægede absolut også ”min” transithal, men så holdt ligheden også op. Der var ingen butikker, ingen rar atmosfære, ingen drinks, ingen snacks, ingen terminaler til kreditkort, ingen skattefrie priser, men der var til gengæld møgbeskidt, dystert og i det hele taget uhumsk. Der var også et broget udvalg af rejsende, men de lignede mest af alt desillusionerede mennesker, der var havnet i en flygtningelejr i et land, der absolut ikke brød sig om flygtninge fra fremmede lande. Rummet var enormt, der var ganske vist vinduer, men de sad så højt, at man ikke umiddelbart kunne kigge ud af dem. Alt var ramponeret, og de få stole, der fandtes, var for de flestes vedkommende berøvet deres sæder. De var nemlig skåret af og tjente som soveunderlag for de rejsende, der ufrivilligt var anbragt her. De havde tydeligvis indrettet sig i grupper, som om de belavede sig på at blive der længe. Der var for eksempel en gruppe afrikanere, der havde boet der i 14 dage, mens myndighederne behandlede deres sag. Jeg var strandet sammen med en pakistansk-amerikansk forretningsmand, der også havde fået at vide, at visum kunne man erhverve sig i lufthavnen. Han var troende muslim og havde fantastisk svært ved at overholde budet om at orientere sig mod Mekka, når der var bedetid. Han løb rundt i strømpesokker for at orientere sig og finde et passende sted. Jeg fandt ham liggende i døråbningen til toilettet.
Men min muslimske lidelsesfælle og jeg var forholdsvis fortrøstningsfulde på trods af den Kafka´ske og indelukkede atmosfære, der herskede i det enorme rum. Ved trappenedgangen blev det bevogtet af en solidt udrustet vagt. Men vi vidste til forskel fra transithallens øvrige strandingsgods, at der var nogle mennesker ude i millionbyen, der savnede os, og som nok ihærdigt arbejdede på vores sag. Vi var overbeviste om, at ved almindelig kontortids ophør ville det nok efter en forceret sagsbehandling lykkes de relevante myndigheder at færdigbehandle vor sag. Og ganske rigtigt, kl. 18 blev vi hentet af en vagt, bragt til en skranke, fik udleveret pas og visum og sat fri. Og den dugfriske, suveræne og meget selvstændige stat havde bevist, at den var en rigtig nationalstat.
Så det kan ikke overraske, at jeg følte med vor udenrigsminister, mens hun sad og ventede på lidt velvilje – ikke i Tasjkents lufthavn, men i Almaty i naborepublikken Kasakhstan. Men vi havde den oplevelse tilfælles, at man må have tålmodigheden intakt, når man har med nyslåede nationalstater at gøre. På den anden side havde Lene Espersen til forskel fra mig et helt udenrigsministerium til sin rådighed.
Så slukøret måtte jeg vinke farvel til værter og kolleger for - nu naturligvis berøvet mit pas – at blive ført til en transithal, hvor jeg kunne afvente behandlingen af min ansøgning. Det skal måske lige indskydes, at mine erfaringer fra andre eks-sovjetiske stater som for eksempel Georgien var, at dels var visum som regel en ren ekspeditionssag – ikke mindst, når der forelå en officiel invitation - og dels handlede det mere for modtagerlandet om at få fingre i den ret klækkelige afgift, som visumerhvervelse var belagt med end kontrol med de indrejsende. Nå, men jeg blev altså ført til en transithal, som tydeligvis ikke var den, ”normale” transitpassagerer opholdt sig midlertidigt i. Ved at høre ordet transithal forestiller de fleste sig nok et rummeligt område, hvor man i ro og mag, i et behageligt indeklima og iført en flegmatisk mine trisser rundt for at slå tiden ihjel indtil afgang. Man tager en drink, måske lidt at spise; man svinger sine internationale kreditkort og shopper lidt til såkaldt ”taxfree” priser, man tager endnu en drink, og man iagttager det brogede udvalg af lige så flegmatisk udseende medrejsende, der normalt præger en transithal.
Det sidste – det brogede udvalg – prægede absolut også ”min” transithal, men så holdt ligheden også op. Der var ingen butikker, ingen rar atmosfære, ingen drinks, ingen snacks, ingen terminaler til kreditkort, ingen skattefrie priser, men der var til gengæld møgbeskidt, dystert og i det hele taget uhumsk. Der var også et broget udvalg af rejsende, men de lignede mest af alt desillusionerede mennesker, der var havnet i en flygtningelejr i et land, der absolut ikke brød sig om flygtninge fra fremmede lande. Rummet var enormt, der var ganske vist vinduer, men de sad så højt, at man ikke umiddelbart kunne kigge ud af dem. Alt var ramponeret, og de få stole, der fandtes, var for de flestes vedkommende berøvet deres sæder. De var nemlig skåret af og tjente som soveunderlag for de rejsende, der ufrivilligt var anbragt her. De havde tydeligvis indrettet sig i grupper, som om de belavede sig på at blive der længe. Der var for eksempel en gruppe afrikanere, der havde boet der i 14 dage, mens myndighederne behandlede deres sag. Jeg var strandet sammen med en pakistansk-amerikansk forretningsmand, der også havde fået at vide, at visum kunne man erhverve sig i lufthavnen. Han var troende muslim og havde fantastisk svært ved at overholde budet om at orientere sig mod Mekka, når der var bedetid. Han løb rundt i strømpesokker for at orientere sig og finde et passende sted. Jeg fandt ham liggende i døråbningen til toilettet.
Men min muslimske lidelsesfælle og jeg var forholdsvis fortrøstningsfulde på trods af den Kafka´ske og indelukkede atmosfære, der herskede i det enorme rum. Ved trappenedgangen blev det bevogtet af en solidt udrustet vagt. Men vi vidste til forskel fra transithallens øvrige strandingsgods, at der var nogle mennesker ude i millionbyen, der savnede os, og som nok ihærdigt arbejdede på vores sag. Vi var overbeviste om, at ved almindelig kontortids ophør ville det nok efter en forceret sagsbehandling lykkes de relevante myndigheder at færdigbehandle vor sag. Og ganske rigtigt, kl. 18 blev vi hentet af en vagt, bragt til en skranke, fik udleveret pas og visum og sat fri. Og den dugfriske, suveræne og meget selvstændige stat havde bevist, at den var en rigtig nationalstat.
Så det kan ikke overraske, at jeg følte med vor udenrigsminister, mens hun sad og ventede på lidt velvilje – ikke i Tasjkents lufthavn, men i Almaty i naborepublikken Kasakhstan. Men vi havde den oplevelse tilfælles, at man må have tålmodigheden intakt, når man har med nyslåede nationalstater at gøre. På den anden side havde Lene Espersen til forskel fra mig et helt udenrigsministerium til sin rådighed.
