En demokratisk valgt EU-rådspræsident ville automatisk føre til skuffelse i EU's befolkning, bruger den nuværende EU-rådspræsident Herman Van Rompuy som begrundelse for en afvisning af at lade denne post blive valgt direkte af befolkningen på demokratisk vis. Ifølge ham vil det blive lettere at opnå kompromisser for funktionærerne, hvis de er ikke-folkevalgte sådan som ham selv.
For at befæste EU-institutionernes legitimitet og komme den voksende utilfredshed blandt EU-borgerne i møde, er der for tiden overvejelser om at lade præsidenterne for hhv. EU-kommissionen og EU-rådet blive valgt demokratisk af folket ved europavalgene i maj 2014. Altså dvs. de netop de stillinger, som for tiden indehaves af José Manuel Barroso og Herman Van Rompuy. Dette afvises dog af den ene af dem, rådspræsident Van Rompuy.
Hvis en demokratisk valgt EU-kommissionspræsident havde de samme magtbeføjelser efter valget [som nu], så ville man allerede „på forhånd fremprovokere en skuffelse“, siger Van Rompuy, som talte på en konference i Bryssel om EU's fremtid. „Dette ville være kontraproduktivt“, fortsætter han. Desuden ville alle disse bestræbelser være dømt til at mislykkes på forhånd, medmindre „selve kommissionen får mere magt overfor medlemslandene “. Hvis ikke dette sker, så „kan I glemme alt om det“, tilføjede han.
Et direkte valg af EU-rådspræsidenten (dvs. hans eget job) afviste Van Rompuy ligeledes. „Det er endnu mere absurd“, sagde han. „For så skaber I en rival til den ligeledes demokratisk valgte EU-kommissionspræsident.“ Denne måtte så, som vanligt, opnå et kompromis mellem de enkelte regeringschefer. „Og så ville I give ham en sågar endnu højere legitimitet end medlemmerne af rådet“, mener Van Rompuy. „Hvordan skulle han så ved dagens afslutning kunne finde et kompromis eller en konsensus?“
Med en ironisk hentydning til netop hans eget job og måden han fik det på via Lissabon-traktaten fortsatte Van Rompuy: „Vi har i Unionen en tendens til at løse problemer ved at skabe nye institutioner, nye jobs. Det var kun en succes i ét tilfælde: nemlig ved skabelsen af den permanente præsident for Europarådet. Jeg kender ingen andre gode eksempler,“ sagde han med en del latter fra salen til følge.
Konferencen selv fulgte indenfor rammerne af fremtidsgruppen omkring den tyske udenrigsminister Westerwelle, som mødes regelmæssigt sammen med de ti embedskolleger for at diskutere strategier for Europa. Til gruppen hører udenrigsministrene fra Østrig, Danmark, Belgien, Frankrig, Italien, Luxemburg, Holland, Polen, Portugal og Spanien. Denne gruppe plejer ligeledes planer om en super-minister for alle EU's anliggender.
