Universitetsansatte utilfredse med arbejdsvilkår - klager til FN

Slettet Bruger,

26/12/2007

En dansk 21. plads blandt 23 lande i en engelsk undersøgelse af universitetsansattes frihedsgrader får nu Dansk Magisterforening til at rette en klage til FN-organisationen UNESCO. Det skriver Berlingske Tidende. Danmark tilsluttede sig i 1997 organisationens anbefalinger om rettigheder og frihedsgrader, men formår ikke at leve op til dem, mener magistrene.

"Vi vil gøre opmærksom på, at hverken lovgivning eller praksis lever op til UNESCOs anbefalinger. Vores håb er, at det her vil få politikerne til se på de mangler, der er, og hvordan de kan udbedre dem," siger formand for Dansk Magisterforening Ingrid Stage til Berlingske Tidende.

Klagen kommer et år før, universitetsloven skal revideres. Her ser Dansk Magisterforening gerne, at man tager praksissen med tidsbegrænsede stillinger op til fornyet overvejelse. Det er nemmere at udtale sig kritisk og selvcensur, når man ikke risikerer at blive ramt på levebrødet, mener Ingrid Stage.

Videnskabsminister Helge Sander tager dog klagen roligt.

"Jeg er mildest talt forbløffet. De kan klage, lige så tosset, de vil. Jeg er ikke i tvivl om, at vi lever op til UNESCOs standarder," siger han og afviser at lave regler for universiteternes ansættelser.

"Det er op til de enkelte bestyrelser, og det er en overenskomst mellem to parter. Det hverken kan eller vil jeg blande mig i," siger Helge Sander til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: