Jeg kan ikke koge sylte. Jeg kan heller ikke brodere. Jeg har også store vanskeligheder med at forstå reglerne i bridge. Der er i det hele taget mange ting, jeg ikke er i stand til. Men formulere, argumentere og ræsonnere, det kan jeg altså.
Kresten Schultz-Jørgensen skriver 22. februar 2011 i Politiken, at unge mennesker skriver som 11-årige. Hans indlæg, der kritiserer studerendes evner til at opbygge, formulere og argumentere gennem en akademisk opgave, er i følge min standard selv noget sløvt i betrækket, når det gælder opbygning og argumentation. Men eftersom jeg åbenbart bor i et gigantisk glashus som ungt menneske, må jeg hellere lade være med at kaste med de velvalgte sten, jeg ellers stod klar med.
Om nogen er jeg bevidst om min generations fejl og mangler. Der er vitterligt folk, der ikke kan kende forskel på 'køre' og 'kører'. Kommaproblemer hos mange kan jeg nok heller ikke benægte. Men at påråbe en sproglig fascisme er at gå over en streg, hvis eksistens der egentlig ikke var mig bekendt.
Der er uden tvivl folk på min alder, der ikke er i stand til at skelne mellem buh og bæh, men det er der måske en grund til. Min generation og i særdeleshed de yngre unge her til lands, skal gebærde sig på adskilleligt flere medieplatforme end eksempelvis vores forældres generations har gjort. Forskellige medier som sms, Facebook, debatter på nettet, blogs og i akademiske opgaver på vores videregående uddannelser. Hvis man ikke er bevidst om forskellene mellem disse platforme, er det klart, at man kommer til at spænde ben for sig selv. Jeg tror dog bare, at de fleste af os ER bevidste om, at der er forskel på, hvad man skriver i en statusopdatering og hvad man sender til sin professor.
Hvis den ældre og åbenbart bedre generation undrer sig over, at vi prioriterer et medie som Facebook højere end den obligatoriske opgave på fem ligegyldige sider, vi skal bruge vores weekend på at skrive, kan jeg sige, at det handler om respons. På et så dynamisk medie som Facebook kan ens tanker, holdninger og opråb blive opfanget og besvaret inden for få minutter, mens man venter fire uger på at få at vide, at den opgave, man har brugt seksten timer på at skrive, "er bestået".
Schultz-Jørgensen mener ikke, at unge mennesker skriver kreativt, men derimod at de bare ikke kan skrive. Jeg betvivler ikke, at der er nogen, der har problemer med en akademisk argumentation, men den vil jeg fa'me ikke have på min kappe, Kresten. Og det vil mine venner heller ikke.
Jeg selv er sproglig autist, og jeg får nærmest væskende sår på hele kroppen, hvis jeg ser et nutids-r gone wrong. Jeg betragter også mig selv som et nogenlunde velskrivende menneske med en fornuftig sans for argumentation. Dog er jeg også blevet overrasket over, at der i mit studieliv nærmest kan sættes lighedstegn mellem kravet om at skrive i et akademisk sprog og at skrive røvhamrende kedeligt. Måske er det i virkeligheden i kedsommelighedens bedøvende lys, at vi unge mennesker kommer til at indkorporere vores tendenser fra de andre medier i et medie, hvori vi ikke skulle have gjort det. Det er selvfølgelig vores egen skyld, men det er bare svært, når vi skal skrive så forbandet kedsommeligt.
For at opsummere:
Elisa Franck synes, at unge mennesker (i store træk) er bomben, og at det, man siger, er man selv, Kresten Schultz-Jørgensen.
Like - Comment - Share
Så kan I jo 'like' det, hvis I vil. I kan også bare lade være. Det er jo det, der er så smukt.
