Interviewet med Rigmor Zobel i dagens 21 Søndag bærer præg af konkurrence mellem medier. Rigmor Zobel må have solgt sin historie til højstbydende – dvs. mediet med de mest ukritiske vilkår.
Det blev så Reimar Bos hyggelige talkshow-lignende DR-studie med lædermøbler så bløde som interviewerens rygrad.
Reimar Bo tillod på skift Rigmor Zobel at indtage rollen som uskyldigt offer og succesfuld erhvervskvinde. Rollen som forbryder undveg hun ved at modangribe politi og anklagemyndighed med navngivne beskyldninger imod en stakkels, værgeløs polititjenestemand, som efter hendes mening havde talt for hårdt til hende i forhørslokalet.
Det lykkedes også at give indtryk af, at hendes manglende anke af dommen udelukkende skyldes, at politiets hårde forhør og påståede løgne i retten, havde berøvet hende kræfterne til at fortsætte den ulige kamp imod retssystemet.
Det kan diskuteres, om Rigmor Zobels banale forseelse opfylder de journalistiske nyhedskriterier i så høj grad, at den bør prioriteres som tophistorie i en nyhedsudsendelse som 21 Søndag. Men når DR foretager det valg, må seeren kunne forvente en seriøs, kritisk behandling af emnet.
Undladelsessynder
Hvorfor undlod Reimar Bo at spørge, om Rigmor Zobel overhovedet ville vedkende sig et narkotikamisbrug?
Hvor var Reimar Bos modspil, da hun med fix retorik erklærede sig uskyldig i det ”tidsrum”, som politiets anklage var bundet op på?
Hvor var det kritiske blik på et erhvervsliv, som åbenbart ikke lægger jetsettet dets narkodomme til last? Rigmor Zobel svømmer åbenbart stadig i sympatierklæringer og jobtilbud, lod hun forstå.
Sagen kunne også have været perspektiveret. Reimar Bo kunne have spurgt, om hun er særlig stolt af at medfinansiere bander og væbnede oprørsgrupper rundt omkring i verden gennem køb (og evt. salg) af narkotika. Nogle af narkobaronerne er talebanere, som i dag har såret fire danske soldater i Afghanistan.
I stedet sad Reimer Bo mageligt tilbagelænet i sin bløde læderstol og gav den som hyggeonkel med designerbriller og benene over kors.
Det blev så Reimar Bos hyggelige talkshow-lignende DR-studie med lædermøbler så bløde som interviewerens rygrad.
Reimar Bo tillod på skift Rigmor Zobel at indtage rollen som uskyldigt offer og succesfuld erhvervskvinde. Rollen som forbryder undveg hun ved at modangribe politi og anklagemyndighed med navngivne beskyldninger imod en stakkels, værgeløs polititjenestemand, som efter hendes mening havde talt for hårdt til hende i forhørslokalet.
Det lykkedes også at give indtryk af, at hendes manglende anke af dommen udelukkende skyldes, at politiets hårde forhør og påståede løgne i retten, havde berøvet hende kræfterne til at fortsætte den ulige kamp imod retssystemet.
Det kan diskuteres, om Rigmor Zobels banale forseelse opfylder de journalistiske nyhedskriterier i så høj grad, at den bør prioriteres som tophistorie i en nyhedsudsendelse som 21 Søndag. Men når DR foretager det valg, må seeren kunne forvente en seriøs, kritisk behandling af emnet.
Undladelsessynder
Hvorfor undlod Reimar Bo at spørge, om Rigmor Zobel overhovedet ville vedkende sig et narkotikamisbrug?
Hvor var Reimar Bos modspil, da hun med fix retorik erklærede sig uskyldig i det ”tidsrum”, som politiets anklage var bundet op på?
Hvor var det kritiske blik på et erhvervsliv, som åbenbart ikke lægger jetsettet dets narkodomme til last? Rigmor Zobel svømmer åbenbart stadig i sympatierklæringer og jobtilbud, lod hun forstå.
Sagen kunne også have været perspektiveret. Reimar Bo kunne have spurgt, om hun er særlig stolt af at medfinansiere bander og væbnede oprørsgrupper rundt omkring i verden gennem køb (og evt. salg) af narkotika. Nogle af narkobaronerne er talebanere, som i dag har såret fire danske soldater i Afghanistan.
I stedet sad Reimer Bo mageligt tilbagelænet i sin bløde læderstol og gav den som hyggeonkel med designerbriller og benene over kors.
