En kinesisk mor ved, at det først er rigtig sjovt, når man er god til noget. Hun ved også, at det ikke kun er sjov at blive dygtig. Det kræver øvelse, mere øvelse, endnu mere øvelse og undervejs frustrationer, gråd og gentagelse. I den vestlige verden skyr vi gentagelsen og haster, som Kierkegaards æstetiker, videre til næste fix fra underholdningsindustrien.
Amy Chua. Kampråb fra en Tigermor. Gads Forlag. 2011. 224 sider. Kr. 249.-
Det middelmådige vest
Vestlige forældre er optagede af deres børns selvværd, kinesiske forældre tænker på deres børns succes. Kinesiske forældre ville aldrig acceptere en dårlig eksamen på baggrund af en middelmådig indsats. Den vestlige mor vil derimod gøre alt for at forsikre sit barn om, at hun er god nok, uanset hvor elendigt hun præsterer og hvor doven, hun har været. Den kinesiske mor kræver topkarakter af sit barn, fordi hun er af den overbevisning, at hendes barn kan få topkarakter. Og selvfølgelig bliver barnet stærkere af at blive skammet ud.
Amy Chua, juraprofessor på Harvard og mor til to piger, er med god grund blevet berygtet for sin skildring af kinesiske opdragelsesmetoder, og hun har skabt debat i store dele af verden med sit kampråb. I kampen for sine døtres, Sophias og Louisas, succes forbød hun dem at overnatte hos kammerater, invitere venner hjem, spille computerspil og se TV. Desuden skulle de være nummer et i alle fag – undtagen idræt og drama. På ferierne sikrede Chua sig, at der var adgang til et klaver, så Sophia kunne øve hver dag; Louisas violin var nem at have med i bagagen.
Lyder det ekstremt? Det gør det måske. Men er vi ikke selv ekstreme? Vores unge er nogle af de bedste til druk. Druk er nemt at lære, og så er det oven i købet sjovt – i hvert fald ind til selvkontrollen forsvinder. Mens Amys ældste spillede i Carnegie Hall som 14-årig, rendte hendes danske pendant lallende rundt med en Breezer i hånden optændt af sit udseende og anglende efter sine jævnaldrendes accept. Hvilken adfærd udtrykker de sundeste værdier?
Når vores unger sidder og græder over matematikken, grammatikken eller klager over, at historie er kedeligt, sender vi dem ud at lege med kammeraterne, så de kan få styrket deres selvværd i det sociale fællesskab. Fik vi i samme ombæring tilkendegivet, at evnerne nok ikke er der, og at hårdt arbejde ikke vil fremme kompetencerne? Hvis det er sagen, er det ikke så underligt, at vores børn får problemer med selvtillid og selvværd, når de vokser op. Når de kinesiske forældre stiller krav til deres børn, er det et udtryk for at de tror på dem og anerkender deres evne til at lære. Det er jo ikke sådan, at de skal lære noget, som ingen før har kunnet. Og, som Chua skriver, så er amerikanske børn ikke lykkeligere end kinesiske.
Hvad mor siger og gør
Amy Chua vælger hvad der er godt for sine børn. Det kræver mod, men hun hævder, at det er en generel tendens hos kinesere, hvorimod hun mener at kunne iagttage, at vi i den vestlige kultursfære har den modsatte opfattelse. Vi siger, det er forkert at betragte børn som ufærdige voksne, at barndommen er noget ganske særligt, og at alt vil gå godt og kreativiteten blomstre, hvis børnene selv får lov at lære. Men hvis man med voksen forstår et menneske, der kan klare sig selv, så er barnet en ufærdig voksen. Og det ved vi godt. Vi ved godt, at den 2-årige ikke frit skal have lov til at vælge mellem slikskålen og salatskålen. Men her går grænsen tilsyneladende, resten må de selv finde ud af. Vi glemmer, at det er de voksnes ansvar, at børnene opnår de kompetencer, de skal bruge i voksenlivet. Man kunne også formulere det på den måde, at Chua tager ansvaret for sine børns opdragelse; på hvad der bliver fyldt i deres hoveder og hvilke kompetencer, der skal ind på rygraden. Men det kræver også en indsats at få børnene på rette vej. Chua var tæt på at hæve sin pension før tid, for at få råd til at betale de bedste lærere. Havde det ikke været for hendes mand, pigernes far, som lovede at skaffe pengene ad anden vej, havde hun gjort det.
Kampråb fra en tigermor er en personlig beretning. Det er ikke en afhandling, og forfatteren diskuterer ikke diverse pædagogiske traditioner og indlæringsstudier, men viser, hvordan hun mener, det skal gøres. Man tager fejl af bogen, hvis man tror, den handler om opdragelse. Den handler om værdier. Amy valgte den klassiske musik, fordi den er modsætningen til dovenskab, vulgaritet og forkælelse. Der er tale om civilisationskritik; verdensbilleder på kollisionskurs. Eller kulturkamp. Her er det blot vores egen vestlige kultur, der er i skudlinjen. Og jeg må sige, at det har været en stor og tankevækkende fornøjelse at side midt i kugleregnen fra den amerikansk-kinesiske tigermor. Meget inspirerende. Og der er vel noget rigtigt i den holdning, at vores børns kundskaber afspejler vores egne værdier. Vi kan vælge, hvad vi vil, men spørgsmålet er, om ikke vi gør vores børn en bjørnetjeneste, hvis de aldrig oplever tårerne springe fra øjnene under arbejdet.
Anmeldelsen er trykt i en næsten identisk udgave i Højskolebladet september 2011.
